Tiden er en tyv

I den græske mytologi er Tiden, Kronos, en fæl skabning, der æder sine egne børn. I “Alice i Eventyrland: Bag spejlet” er det derimod Sacha Baron Cohen, der er Tiden. I et skørt kostume og med en tysk accent, som skiftevis lyder som Werner Herzog og Arnold Schwarzenegger. Hvem af de to Tider er værst? Jeg er ærligt talt i tvivl. Der bliver ikke fortæret nogen børn, men Baron Cohen, Johnny Depp og Mia Wasikowska med flere har grådigt slugt et par timer af min tid med denne teknisk flotte, men totalt ligegyldige sequel til Tim Burtons “Alice i Eventyrland” fra 2010.

Det er ikke Burton, der har instrueret denne gang. Det har han formentlig ikke set nogen grund til. I stedet er James Bobin, der står bag. Han har tidligere instrueret morsomheder som “Flight of The Conchords” på HBO og “Da Ali G Show”. Hvis man tror, det betyder, at der er blevet tilført lidt hipster-humor til Lewis Carrolls gamle eventyrunivers, så bliver man skuffet. Der er ikke sket meget i den tid, der er gået, siden Alice sidst faldt op ad kaninhullet. Det er stadig skævt og skørt på den Burtonske måde. Måske endda endnu mere manieret. Eller også er det bare mig, der er blevet mindre tålmodig med årene.

Johnny Depps Hattemager er stadig en karikatur på sådan en rolle, som Tim Burton ville sætte Johnny Deep til at spille. Vild makeup, konstant fjollet gestik og et stort, fjoget smil tværs over det hvidpudrede ansigt. Der går dog en sky for den ellers altid så strålende Hattemagers sind, da han finder en gammel hat, som vækker ulykkelige minder om hans families skæbne og sætter ham i en livstruende tilstand af fortvivlelse. Alice må opsøge Tiden og med hans hjælp rejse tilbage i, ja, tiden og redde Hattemagerens familie, inden han går helt til grunde i tristesse.

Der er altså tale om et tidsrejseplot. Som så ofte med den slags er der alle mulige paradokser, som skal sluges. Det er det mindste problem. For det meste af tiden går med at se på Alice, der løber, springer, falder, hænger eller dingler i de eventyrlige omgivelser. Det er en hektisk omgang, der ikke levner meget tid til at tænke over hvorfor. Det er godt det samme, for de fleste karakterer er endimensionelle gimmicks, som det er umuligt at engagere sig i. Fra den lille, hidsige Iracebeth med det store hoved til Anne Hathaways prinsesse med de krukkede fagter er det hele så enormt karikeret, at det er svært at købe påstanden om, at der findes noget under overfladen, som kan fremkalde andet end mild morskab eller let irritation.

Den disneyficerede psychedelia gemmer dog på et par spøjse påfund. Som i Tidens rige, hvor hvert enkelt menneskes tid hænger som et lommeur i intetheden, klar til at blive plukket, når det løber ud. Eller Tidens små hjælpere, Sekunderne, som i bedste Power Rangers-stil kan morphe sammen og blive til Minutter eller sågar Timer, når omstændighederne kræver det. Der er flere af den slags sjove detaljer. Men det hele går så stærkt, at de knapt får tid til at fæstne sig i bevidstheden.