Alien vs. Predator

InstruktionPaul W.S. Anderson

MedvirkendeSanaa Lathan, Raoul Bova, Ewen Bremner, Colin Salmon, Tommy Flanagan, Joseph Rye, Agathe de La Boulaye, Carsten Norgaard, Sam Troughton, Lance Henriksen

Længde101 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Action, Action, Gyser, Gyser, Thriller, Thriller, Krig, Krig, Adventure, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen19/11/2004

Anmeldelse

Alien vs. Predator

2 6
Hvad får man hvis man kombinerer monstrene fra “Alien” med monstrene fra “Predator”, og lader dem mødes i en intergalaktisk hanekamp på liv og død? Et effektivt actionbrag? En opvisning i blærede effekter og knaldhård kampkoregrafi? Måske endda et voldsorgie, hvor det gule, grønne og røde blod flyder i stride strømme? Langt fra. Svaret er en gemen økonomisk ligning med et kommercielt filmstudie på den ene side og et actionhungrende teenagepublikum på den anden. En ligning hvor to gamle men vellidte franchises er blevet støvet af og klasket billigt sammen for at maksimere omsætningen. “Aliens vs. Predator” ligner en hyldest til alle os fans af “Alien” og “Predator”, men den går stik imod det, der fungerede bedst ved de oprindelige film.
Ekspreselevator til helvedeEfter at hans private satellit opdager en pyramide gemt under isen på Antarktis, hyrer milliardæren Charles Bishop Weyland et hold af arkæologer, militærfolk og bjergbestigere til at endevende bygningen og finde ud af, om den skulle være penge værd. Holdet af eksperter når dog knap nok at få foden indenfor, inden de farer vild i pyramidens rokerende labyrintsystem og indser, at de ikke er alene. “Aliens vs. Predator” bygger til dels på en stribe populære ‘Dark Horse’ tegneserier fra starten af 1990’erne. Her blev det for første gang etableret, hvordan predator-monstrene selv spreder og efterfølgende jager aliens rundt i verdensrummet, som led i et eksotisk manddomsritual. Resten af handlingen har manuskriptforfatter og instruktør extraordinaire Paul Anderson (næsten) helt selv fundet på.

I første halvdel af “Alien vs. Predator” er det udelukkende mennesker som kradser af, og der går godt og vel 50 minutter inden de to titelmonstre mødes ansigt til ansigt. Man har forsøgt at bygge filmen roligt op, for både at øge forventningerne til opgøret men også at bruge tid på at etablere karaktererne. En indgangsvinkel der fungerede suverænt for Ridley Scott og James Cameron, hvorfor den nødvendigvis også må fungere for Anderson. Men den køber vi ikke. Ud over at vi faktisk kun introduceres for et par af personerne i filmen, har ingen af dem substans nok til, at man på nogen måde kan forholde sig til dem. Og det lige meget hvor længe man glor på dem. Derudover har vi efterhånden alle et indgående kendskab til både predators og aliens på film, hvorfor instruktøren forsøger at pirre os med noget, vi har set utallige gange før. Gyset og spændingen er blevet erstattet af rungende kedsomhed. Om man så fjernede hele 1. akt, ville oplevelsen af filmen ikke være anderledes – blot hurtigere overstået.

Kvinder, kugler og kondomerAnderson hugger med arme og ben fra de oprindelige film, og det gælder alt lige fra actionsekvenser til hovedrollen Lex. Sanaa Lathan spiller den afroamerikanske ‘Ripley-light’ med en sjælden set mangel på troværdighed. Når ikke hun spytter kommandoer ud, som ingen kan tage alvorligt, flirter hun heftigt med den labre italienske arkæolog, der ligesom den labre franske kvinde med strithåret (hvad laver hun overhovedet på den ekspedition?) slet ikke passer ind i filmens univers. Den franske kvinde og Lex bliver venner for livet over en 30 sekunders samtale om kondomer og håndvåben. Senere snakkes der både babybilleder og syge forældre i et desperat forsøg på at skabe bare et minimum af identifikation med heltene. Hvor karaktererne i “Alien” var tænkt som ‘langturschauffører i rummet’ kan de i “Alien vs. Predator” bedst beskrives som ‘Revlon-modeller fanget i en plastic-skakt’.

Ifølge instruktøren er alle skuespillerne castet på grund af deres evner som skuespillere og ikke deres udseende. Men den køber vi ikke. Enhver beslutning bag “Alien vs. Predator” er tydeligvis taget med et økonomisk mål for øje, og det gælder såvel handling og karakterer som effekter. Sidstnævnte er en lidt tvivlsom blanding af CG og praktiske effekter – computergrafikken virker flere steder billig, mens predator-monstrene og deres våben er gjort så absurd store, at personerne i dragterne næsten ikke kan bevæge sig. Det er ikke længere nok med et laservåben på skulderen eller en kniv ved håndledet. Nej, det skal sgu være gigantiske plasmakanoner og meterlange macheter, for større er ALTID bedre.

Verdens største “Alien” fanDet værste ved “Aliens vs. Predator” er imidlertid hverken de utroværdige karakterer, plothullerne (kan man virkelig løbe fra en atomeksplosion?), fotografien, Dumbo-dragterne eller dialogen. Det er derimod at Anderson (der anser sig selv for at være verdens største “Alien” fan) bevidst ændrer på de konventioner, som McTiernan, Scott, Cameron og Fincher hidtil har etableret. I forsøget på at videreudvikle mytologien, har han set sig nødsaget til at gå tilbage og ændre måden, hvorpå f.eks. aliens formerer sig. Hvor det førhen tog to til tre dage for en alien at befrugte et menneske, gnave sig ud gennem brystet og vokse sig stor, tager det i Andersons historie under 10 minutter. Men den køber vi ikke. Enten har han ikke været i stand til at skabe en ramme, hvor reglerne passede ind, eller også er filmen skåret efter Hollywoods seneste analyser af, hvor lang tid teenagere kan koncentrere sig i biografen. Sikkert begge dele.

Dertil kommer, at man har valgt at fjerne næsten alt blod, for at kunne sælge filmen til et større publikum. Nogle scener er på grænsen til det uforståelige, fordi der klippes væk, så snart et menneske ekspederes. Standser man et kort øjeblik op og tænker over, hvor upassende det er at lave en børnevenlig udgave af to filmserier, hvor volden er en central del af indholdet, får man uvilkårligt ondt i hovedet. Det svarer nogenlunde til at indspille “Bridget Jones’ dagbog 3” som en splatterfilm. At se en chestbuster-scene uden hverken blod eller chestbuster er givetvis ikke helt den samme oplevelse. Predator-monstrene – der her naturligvis er ‘teenage-predators’ – lider også under censuren og må ikke længere lave de velkendte ritualistiske parteringer. Noget kunne tyde på, at mor- og far-predator har truet med at tage deres Playstation fra dem, hvis ikke de nøjes med kun at slå og skyde.

Video”Alien vs. Predator” var en grim film at se på i biografen, og det er den også på dvd. Fordi størstedelen af handlingen foregår i bælgmørke korridorer, er der kun meget lidt afveksling rent visuelt, som når der tændes et nødblus, og alle omgivelserne hyldes i røde nuancer. De mørke billeder er generelt grynede, og det kniber både med skarpheden og sortniveauet, der i enkelte scener nærmer sig det grålige. I princippet ville et ‘bedre’ transfer af filmen dog ikke gøre den store forskel, eftersom fotogafien i sig selv er tvivlsom. Der er med andre ord ikke tale om nogen deciderede tekniske fejl, for dvd’en ligner præcis, hvad man så på det store lærred.
AudioDolby Digital lydsporet er det bedste ved hele dvd’en, og byder på både stærk bas og masser af surroundlyd med fin plads til de mindre detaljer. Filmens meget begrænsede spænding skabes først og fremmest af lyddesignet, så det kan godt betale sig at skrue ekstra højt op. Af urangsagelige årsager er der imidlertid ikke inkluderet et DTS lydspor, hvilket ellers plejer at være standard på SF’s 2-disc specialudgaver af 20th. Century Fox film. Vi får i stedet et tjekkisk og et polsk Dolby Digital 5.1 lydspor, som med garanti vil være enormt populære herhjemme.
EkstramaterialeDvd’en af “Alien vs. Predator” er en såkaldt ‘extended edition’ som er hele 60 (tres!) sekunder længere end biografversionen. Den nye scene ligger i starten af filmen og spiller absolut ingen rolle for resten af historien – den er blot endnu et salgstrick.

Ekstramaterialet på “Alien vs. Predator” kan bedst beskrives som én stor kollektiv virkelighedsflugt, hvor alle fra producenter, over instruktøren og skuespillerne skamroser hinanden, mens de forsøger at overbevise os om, at filmen er et mesterværk. Men den køber vi ikke. Det første af de to kommentarspor på disc 1 er for så vidt ganske underholdende, hvilket i høj grad skyldes Lance Henriksens umuligt positive syn på filmen. Han er ved at falde i svime over selv de mest utroværdige effekter, og sammenligner endda Paul Anderson med James Cameron. Det er her, at det for alvor begynder at blive uhyggeligt. Det andet spor er med effektfolkene, hvor tonen er væsentlig mere nøgtern. Der er mange gode tekniske detaljer og sporet er uden tvivl værd at bruge tid på, hvis man er interesseret i CGI, miniaturemodeller og makeup.

På disc 2 er der indtil flere timers dokumentarprogrammer, der imidlertid alle domineres af samme kvalmefremkaldende rygklapperi som det første kommenstarspor. Generelt bærer ekstramaterielt på “Aliens vs. Predator” dvd’en præg af at være en forlænget reklamekampagne, og som en bekendt rigtigt nok påpegede under gennemsynet, så er skuespillet faktisk bedre i ‘bag kameraet’ indslagene end i selve filmen. De korte slettede scener på skiven er irrelevante for handlingen, og både Anderson og Henriksen brillerer endnu engang med ligegyldige kommentarer, der for det meste slet ikke er henvendt de scener, som man kigger på. Indslagene omkring miniaturemodellerne og udvikingen af monstrene i filmen er derimod ganske interessante. Det samme gælder smugkigget på den oprindelige tegneserie.

På kommentarsporet udtrykker Paul Anderson ærgrelse over, at man ikke længere kan bygge en film op på samme måde, som Scott gjorde det med “Alien”, fordi publikum ikke længere har tålmodighed til karaktertegning og stemningsopbygning. Der må med andre ord gemme sig nogle inkompetente instruktører derude et eller andet sted, som ikke ved, hvordan man laver kvalitetsfilm, men bare langer den ene indholdsløse actionfiasko efter den anden over disken. Nogen som bidrager til en udvikling, hvor genrefilm bare bliver dårligere og dårligere. Hvis man så bare kunne udpege disse rådne æbler for Anderson, så han kunne skaffe dem af vejen og lave de film, som han mener vi fortjener, ville fremtiden med garanti se meget lysere ud for alle filmelskere. Men den – ligesom dvd’en – køber vi ikke.

Alien vs. Predator

2 6
“I det røde hjørne med syre i årerne og et bestialsk skrig: Alien! I det blå hjørne med laser og dreadlocks: Predator! Let’s get ready to rumble!” Titlen “Alien vs. Predator” (“AVP”) er til at forstå, og glem alt om Brian Nielsen mod Tyson, for det her er en kamp mellem to af de mest drabelige monstre fra filmens verden. Det kunne være århundredets kamp med de indbyrdes forrygende modstandere, men det bliver det nu ikke. “AVP” er en omgang anonym action, som skuffer mere end den underholder.
Gonggongen har lydt, filmen er i gang, men der startes langsomt ud, for i “AVP” er det ikke titelfigurerne der er i centrum, men et halvkedeligt hold videnskabsfolk. De enkelte personer på holdet skal lige introduceres, inden de bevæger sig ind i den mystiske pyramide, som ligger begravet under en forladt hvalfangerby på Antarktis. Pyramiden viser sig at rumme nogle ubehagelige overraskelser for det stakkels hold. Ligesom i Alien-filmene er det en kompetent kvindelig hovedfigur, vi har med at gøre, men Alexa Woods er langt fra en lige så interessant karakter som Ellen Ripley. Generelt består holdet af nogle stereotyper, som arkæologen der har den fornødne viden, lejesoldaterne der har den berømte kløen på aftrækkerfingeren og så Alexa Woods, der bare har styr på tingene.

Introduktionen af de forskellige karakterer får filmen utrolig lidt ud af. Der bruges megen tid på at etablere nogle karakterer, som er temmelig overfladiske. Den store personinstruktør er Paul W.S. Anderson nu engang ikke, og det forekommer underligt, at der bruges så megen tid på det. Karakteren Charles Bishop Weyland (Lance Henriksen) er en interessant karakter med sin stræben efter succes og magt, men ham fokuseres der ikke meget på. “AVP” er fuld af referencer til sine ‘forgængere’, hvis man kan kalde dem det. F.eks. Charles Bishop Weyland rummer mange referencer, der ikke kun omfatter navnet, men også skuespilleren Lance Henriksen, som tidligere medvirkede i “Aliens” og “Alien 3”. Scenen hvor Hr. Weyland sidder og hakker en kuglepen ned imellem fingrene, er en åbenlys hyldest til de tidligere og meget bedre film.

Der kommer langsomt fart over feltet, da gruppen endelig kommer ind i pyramiden, der gemmer på nogle frygtelige men velkendte skabninger. Gruppen er så at sige på glatis, når de både skal kæmpe mod aliens og predators på en og samme gang. Heldigvis kæmper monstrene også indbyrdes, men det ser stadig sort ud for vores videnskabelige venner. Kampscenerne er filmens højdepunkter, og man føler sig godt underholdt, men de er ikke så spektakulære, som man kunne forvente, når to af filmhistoriens mest bidske bæster blæser hinanden omkuld. Min indre drengerøv blev henrykt i scenen, hvor bæsterne står ansigt til ansigt, for det gav et sus og et håb om, at det ville blive vildere end vildt, men drengerøven er stadig skuffet over det bløde indhold i den fine indpakning.

“AVP” er heller ikke tro mod sine forlæg, og det skærer i ens filmhistoriske hjerte. Det kniber gevaldigt med logikken, når der nogle gange er syre i årerne på aliens og andre gange ikke. Alexa Woods bruger hovedet fra en alien som skjold, hvor hun stikker armen ind i hovedet. Det ved enhver alienfan, at det kan man ikke, for så er det farvel arm, men ikke i “AVP”, hvor det bare er ‘farvel logik’. Nu vil nogen sikkert mene, at det er forkert at snakke om logik i sådan en slags film, men en form for intern logik skal der altid være. Den interne logik er nærmest ikke-eksisterende i filmen. Først får vi en forklaring om, at pyramiden rokerer hvert tiende minut, fordi den er baseret på et talsystem. Fint den køber vi gerne, men når pyramiden så bevæger sig blot to minutter senere og lukker den ene dør i efter den anden, forsvinder købetrangen kraftigt.

Når man sætter nogle spilleregler op, må man også selv følge dem. Det værste eksempel er den stereotype arkæolog, der er så klog og hurtig til at regne tingene ud, at det nærmest er skræmmende. Han kigger lige på nogle svært forståelige tegn og vupti, så giver det hele mening, som han siger. Det gør det bare ikke. I scenen hvor flokken kommer til den forladte hvalfangerby, ligger der nogle store hvalskeletter. Her stiller vores arkæologiske ven så det idiotiske spørgsmål: “Hvad er det for nogle skeletter?” Man kan altså ikke gå fra Forrest Gump til Albert Einstein på en halv time uden, at der kommer en forklaring. Logikken i at lave “AVP” får Paul W. S. Anderson i hvert fald ødelagt med de ulogiske elementer og den jævne omgang action.

Trailer

Kort om filmen

De ikoniske monstre fra to af de mest rædselsvækkende film gennem tiderne, kæmper mod hinanden her på Jorden for første gang på film. Opdagelsen af en fortidig pyramide begravet i Antarktis sender et team af videnskabsmænd og eventyrere til det frosne kontinent. Der gør de en endnu mere rædselsvækkende opdagelse: to nye fremmede monstre i den ultimative kamp. Uanset hvem der vinder, taber vi…