Den lille indie-film, der troede den kunne

Når noget får prædikatet “indie”, sættes der ofte lighedstegn med, at det er cool, undergrund og anti-establishment. I virkeligheden betyder det jo bare, at produktet er uafhængigt, altså finansieret uden om store selskaber, men i dag er indie-begrebet på mange måder blevet synonym med nogle bestemte æstetiske og fortællemæssige udtryk. “All My Friends Are Leaving Brisbane” er et godt eksempel på en indie-film, der udmærket er klar over, at den netop er en indie-film, og det kommer der nødvendigvis ikke noget særlig interessant ud af.

Anthea er midt i tyverne og lever i den lille, kedelige flække Brisbane i Australien, og som titlen antyder, så har de fleste af hendes venner forladt byen i jagten på en mere spændende og udfordrende tilværelse i pulserende hovedstæder som London og Sydney. Hun er selv fristet til at pakke sydfrugterne og bryde op med sin trivielle hverdag i Brisbane, men bliver holdt tilbage af sin bedste ven Michael.

Han mener, at folk, der rejser, er copycats, der bare følger strømmen og gør som alle de andre. ”Hvis alle sprang ud fra en bro, ville du så også gøre det?”, spørger han hende på et tidspunkt. Anthea står altså over for et eksistentielt dilemma – hun ved simpelthen ikke, hvad hun vil med livet, og i takt med at hendes uafklarede følelser med vennen Michael trænger op til overfladen, tvinger det hende til at træffe et valg.

I pressematerialet står der, at instruktøren, Louise Alston, havde som primært ønske at skabe en underholdende, seværdig indie-film. Problemet er bare, at man hele filmen igennem sidder med en følelse af, at hun først og fremmest har lagt vægt på at skabe en indie-film og glemt at integrere en underholdende og vedkommende historie. Man bliver som seer simpelthen aldrig rigtig fanget eller underholdt, og kedsomheden sætter faretruende hurtigt ind. I stedet prøver filmen at skjule sit kedelige, klichefyldte manuskript og sine middelmådige skuespilpræstationer ved at sovse filmen ind i undergrundsmusik, hverdagsrealistiske dialoger og andre konventioner fra indie-genren.

Dermed ikke sagt at en sådan stil ikke kan fungere – det var sidste års “Juno” et godt eksempel på – men den besad også en humor og en nerve, som fik os til at holde af filmen og dens hovedpersoner. Det mangler “All My Friends Are Leaving Brisbane” simpelthen, og det er ærlig talt lidt af et mysterium, at denne film har fundet sin vej til de danske biografer. Bevares, der er da lyspunkter i filmen, og især dens leg med at manifistere personernes tanker og bekymringer i små visuelle flashback fungerer udmærket. Dette er dog bare set udført meget sjovere i f.eks. tv-serien “Scrubs” og kan altså ikke redde filmen fra at være en ligegyldig romantisk komedie, der så gerne vil være alternativ og cool, men som ender med at blive lige det modsatte.