Can’t Buy Me Love

Kevin Spacey er ikke med. For det handler om penge i “All the Money in the World”. Så da #MeToo-bølgen ramte Spacey, så måtte Ridley Scott ud på nye optagelser og erstatte Kevin Spacey med Christopher Plummer i rollen som verdens rigeste person, olie-fedterøven J. Paul Getty. Den beslutning har jeg intet imod. For Plummer er det absolut bedste ved den her udmattende kidnapningsfilm.

For selv om du har alverdens penge i verden, så må selv Ridley Scott indse, at de ikke er garant for en vellykket film. Det er “All the Money in the World” nemlig ikke. Det er i stedet en kidnapningsfilm, der aldrig lægger trykket et tydeligt sted i sin slæbende fremdrift mod frigivelsen af barnebarnet, Paul. Det skulle da lige være i den Onkel Joachim-karikerede pointe om, at du ikke kan købe kærlighed, som The Beatles engang sang i et catchy omkvæd. For Getty forstod kun penge – derfor døde han ensom og alene.

Christopher Plummer gør da også sit til at fremstille J. Paul Getty som en uelskelig nærigpind. Da sekretæren overbringer ham nyheden om, at unge Paul er blevet kidnappet af banditter i Rom, så meddeler han, at det har han altså ikke tid til – dagens aktiekurser er netop indkommet. Han vasker også gerne selv undertøj, når han er ude på hotel i stedet for at betale uhyrlige 10 dollars(!) for den slags beskidt arbejde, ligesom gæsterne på besøg kan få lov at ringe ud med egne mønter fra en til lejligheden installeret telefonboks. Han er verdens rigeste og mest nærige mand, der derfor ensom må spille skak alene og mod sig selv. Penge er meget tydeligt ikke alt.

Så det handler om det rige røvhul, der skal indse, at penge ikke sikrer dig familiens kærlighed? Nja, ikke sådan for alvor. Det handler også lidt om Paul, der sidder kidnappet i et hul i Italien, imens han udvikler et stabilt stockholmsyndrom i forholdet til sine fangevogtere. Men heller ikke her lægger Scott trykket, hvilket heller ikke er tilfældet med Michelle Williams’ alenemor, der forsøger at overbevise gamle Getty om, at han må betale løsesummen på 17 millioner dollars, hvilket viser sig næsten vanskeligere end at finde Paul. Han blev jo ikke rig ved at forære penge væk. Og desuden har han 14 børnebørn – Paul er ikke unik.

Den slags groteske udmeldinger fra Getty gør scenerne med ham til de mest underholdende i deres alt-for-megethed. For resten er en gråtrist kidnapningsfilm, der sætter sig i ingenmandsland imellem forhandlingsdramaet i “Kapringen” og forbryderjagten i “Taken”. Men Mark Wahlberg i rollen som mellemmand er bare hverken en klog forhandler eller Liam Neeson. Han ejer ikke engang en pistol.