Et parforhold dissekeres

Engang så man som filminteresseret altid mod Frankrig, når man ville vide, hvad der rørte sig på den europæiske filmscene. De dage er for længst forgangne, og blikket rettes nu oftere mod Murnau, Lang og Fassbinders hjemland, der i disse år er inde i en ny guldalder. Det er derfor med en vis interesse, at man går til den tyske sølvbjørne-vinder “Alle andre”.

Gitti og Chris er et ungt par, der har henlagt deres første ferie sammen ved Sardiniens solbeskinnede kyst. Alt er dog ikke kun badeferie, og langsomt slår små uoverensstemmelser og humørsvingninger revner i det ellers sprudlende parforhold. Tosomhedens prøvelser sætter dog først for alvor ind, da Chris’ succesfulde studiekammerat og dennes gravide kone pludselig dukker op i nabolaget. Misundelse er som bekendt en grim ting…

I “Alle andre” går man forgæves, hvis man søger spændende plot og store filmiske armbevægelser. Til gengæld får man et lille intenst kammerspil, hvor forholdet mellem to mennesker undersøges, nærmest som var det et antropologisk studie. Som menneskeobservatør lader instruktøren Maren Ade os følge Gitti og Chris’ knudrede og usikre kærlighed, og resultatet er en uforbeholden udstilling af parforholdets banale trakasserier, som imidlertid besidder en mærkværdigt dragende kvalitet.

Vi er med hovedpersonerne i de mest intime situationer – når de dyrker sex, raser ud, græder, forsones, keder sig osv. Det er parforholdets hverdagsrytmik, der gentages om og om igen. En trummerum, der ville være kedsommelig at overvære, hvis det ikke var fordi, der helt fra begyndelsen anes en sitrende spænding mellem de to hovedpersoner. Gitti er sprudlende og impulsiv med en alt eller intet-attitude, der ikke levner megen plads til surmuleri og tristesse. Chris er derimod en sandkagetør akademiker med store drømme, men for lavt selvværd til at føre dem ud i livet. I små øjeblikke lyser han op, men for det meste svælger han i sin egen lunkne utilfredshed. Det er med andre ord et særdeles umage par, Maren Ade har sammensat, men de to skuespillere Birgit Minichmayer og Lars Eidinger formår at skabe en særlig kemi, så man trods modsætningerne tror på deres interesse for hinanden.

De få andre mennesker i fortællingen er personer, som på den ene eller anden måde påvirker Gitti og Chris’ forhold. Særligt Chris’ studiekammerat og dennes smukke kone gør deres for at udstille forskelligheden mellem Gitti og Chris. Det er imidlertid en af filmen største svagheder, at disse bi-karakterer er reduceret til papirtynde figurer uden kød og blod. Vi får kun omridset af en brovten og selvtilfreds studiekammerat, og endnu mindre substans er der i hans forsagte kone, hvis eneste karakteristika er, at hun er gravid. Det er muligvis en pointe, at alle andre mennesker kun er tegnet som svage konturer for at fremhæve forholdet mellem Gitti og Chris. Men her er bi-karakterne så endimensionelle, at det er utroværdigt.