Folkekomedie i ulveklæder

For nogle år siden havde jeg æren af at interviewe den amerikanske filminstruktør Judd Apatow, der sagde, at komikere i dag hele tiden bliver nødt til at gå “over grænsen” for at bevare deres succes. Hvis man chokerede publikum, gav det altid pote. Efter interviewet blev jeg ved med at undre mig over hans ræsonnement. Er chokeffekt vitterligt lig med morskab? Filmmagerne bag den danske komedie “Alle for to” er i hvert fald tydeligvis enige med Apatow, for her er de to ting ofte uadskillelige.

Efter “Alle for én” er Nikolai røger i spjældet. Efter hans udslusning er han bestemt ikke interesseret i at vende tilbage til det kriminelle miljø, og han prøver at undgå brødrene Timo og Ralf. Det lykkes selvfølgelig ikke, og efter nogle strabadser finder Nikolai ud af, hvordan han kan forblive en lovlydig borger og samtidigt bevare venskabet med gutterne, hvordan Timo og Ralf kan fortsætte deres kriminelle foretagende, og hvordan de alle tre kan blive rige. Desværre går planen i vasken, da de støder på den intrigante bankdirektør William Lynge, hvorefter de igen må stå sammen for at sikre, at den kriminelle retfærdighed sker fyldest.

“Alle for to” er interesseret i at påtale samfundet, men ifølge instruktør Rasmus Heide er den ikke interesseret i at være satire. Det er en hårfin grænse, men Heide balancerer fornemt på den, når bankverdenen og finanskrisen kommer under (u)kærlig behandling. Mindre heldigt er det tåkrummende handlingsforløb om Nikolai og Timos far, der er kommet med i et realityshow. Heldigvis er den bidende samfundskritik dominerende, og en svindlende bankdirektør er nem at hade i disse finanskrise-tider – han tilføjer plottet et seriøst islæt, som der måske ikke er behov for, men som trods alt giver filmen flere tiltalende nuancer.

Det er, når “Alle for to” går fra at være dansk films svar på en fræk slagterhund til at være en lun folkekomedie, at den mister pusten. Filmen prøver ofte at være begge dele, men det står hurtigt klart, at den ikke både kan puste og have mel i munden. De ineffektive, lune tiltag måtte med andre ord godt have røget en tur i skraldespanden. Sommetider går “Alle for to” så vidt i sin higen efter at ende i den fladpandede folkekomedie-genre, at den mister både de gode jokes og sit greb om tilskuernes lattermuskler. Det ville samtidig have klædt “Alle for to” at skrue ned for brugen af de førnævnte chokeffekter og i stedet fokusere mere på samspillet mellem vores tre helte. For dét er faktisk rigtig, rigtig godt.

Især Rasmus Bjerg brillerer i rollen som den rolige Timo, der konstant prøver at indgyde fornuft i den svagtbegavede Ralf. Bjerg underspiller alle sine replikker og formår at gøre selv fornuftsbetonede sætninger til komisk guld. Hvordan, han gør det, ved jeg ikke, men det virker. Og når man samtidig bliver budt på bemærkninger som ”det, der kommer nemt, gør livet nemt” og andre hovedrystende floskler (og det er ment på den gode måde såmænd), må man hurtige sande, at “Alle for to” ikke er uden dens festlige momenter. Så er det selvfølgelig ærgerligt, at det næsten bliver tabt på gulvet på grund af to subplots, der er så ligegyldige, at de næsten tangerer det irriterende: Den fulde far, der hele tiden forstyrrer et ellers udmærket flow, og en totalt overflødig romance, man ikke lægger mærke til, hvis man kommer til at blinke på det forkerte tidspunkt.