Alpha-hanner går i hundeneAmerikanske Nick Cassavetes har først de senere år helliget sig instruktørstolen fremfor det mere utaknemmelige skuespilfag og træder dermed varsomt ud af sin berømte far John Cassavetes ukuelige skygge. “Alpha Dog” er seneste skud på stammen, og titlen refererer til to bandemedlemmers rivaliseren om lederskabet, hvilket fører til en særdeles dramatisk udvikling.

Angiveligt er “Alpha Dog” baseret på virkelige hændelser, som fandt sted sidst i halvfemserne, og umiddelbart virker Cassavetes junior da også umådeligt tro mod et realismepræg, der er alt for sjældent set i amerikansk filmproduktion. Hovedarterien er et narkorelateret opgør mellem de to bandeledere Johnny Truelove (Emile Hirsch) og Jake Mazursky (Ben Foster), en konflikt der uforvarende resulterer i den ikke planlagte og formålsløse kidnapning af sidstnævntes bror, teenageren Zack (Anton Yelchin).

For den kidnappede bliver det imidlertid ikke et ophold præget af angst og tortur. Tværtimod. Knøsens oppasser, Frankie, der spilles udmærket af musikikonet Justin Timberlake, sørger nemlig for en introduktion til et liv med fester, piger, sprut i stride strømme og stoffer i nogenlunde samme mængder, og Zack klager ikke sin nød. Der er ikke tvivl om, at Cassavetes har skelet kraftigt til landsmand og ungdomsfilmmager Larry Clark (“Kids”, “Bully”), der tumler rundt med samme genrervridninger. “Alpha Dog” er dog mere poleret i sin form og vil af samme grund – formentligt – tiltale et bredere publikum.

Bedst er skuespillet, der generelt bærer præg af dygtig instruktion og et solidt kendskab til det miljø, der beskrives. Det er svært at fremhæve enkeltpræstationer, og “Alpha Dog” bør også i højere grad applauderes for det gennemgående høje bundniveau. I mindre roller ses desuden Harry Dean Stantons sexfikserede Cosmo, Sharon Stones hykleriske Olivia og ikke mindst den småkorrumperede og ditto forbryderiske Sonny Truelove, her personificeret igennem Bruce Willis. Der er vist ikke tvivl om, at ødelagte forældre giver ødelagte børn.

Trods den velfungerende miljøbeskrivelse og de stærke persontegninger er “Alpha Dog” bestemt ikke uden problemer. Værst er strukturen, der kun evner at holde det underholdende macho-spil gående i godt og vel halvanden time, hvorefter filmens sidste fjerdedel mest af alt minder om en lang og forudsigelig finale, hvor man som tilskuer blot venter på at få den pointe, man i øvrigt godt kender, vel overstået. Og det trækker ned.

For at bevare autenciteten har Nick Cassavetes desuden krydret “Alpha Dog” med interview med karaktererne undervejs, hvilket medvirker til det følelsesmæssige og fysiske nærvær, som filmen trods alt udstråler. Samme kan ikke med lige så stor sikkerhed siges om handlingen. Unge Zack er imponerende upåvirket af sin status som gidsel, og det virker i hvert fald ikke som om, der er meget broderloyalitet at hente hos den unge herre.

“Alpha Dog” er på mange måder et vedkommende bekendtskab, der tegner et bekymrende billede af en amerikansk ungdom, som ikke kan nås på normal vis, og hvor skylden grangiveligt ligger hos forældrene. Moralen er måske en smule banal, men det bliver budskabet desværre ikke mindre vigtigt af. Manuskriptet havde nok tålt en fortællemæssig opstramning, men vinder med stærkt skuespil og en ditto miljøbeskrivelse.

VideoBilledet fremstår knivskarpt i et anamorphic widescreen 2.35:1 format, hvor der kun er ganske få eksempler på edge-enhancement og udtværing. Ellers hører det visuelle til udgivelsens største styrker, og der er ikke andre eksempler på digitale forstyrrelser. Desuden er der gennemgående tale om en god kontrast og en stabil farvetemperatur, der først hen mod slutningen viser enkelte udslag.

AudioPå lydsiden forefindes de engelsksprogede DTS og Dolby Digital 5.1 lydspor, der også imponerer. Replikkerne er klare og tydelige, ligesom Aaron Zigmans underlægningsmusik og det tilsvarende velslebne soundtrack kommer godt ud i alle kanaler. Der er tillige flere eksempler på lydpanoreringer, ligesom atmosfærelyden er velfungerende og giver følelse af nærvær.

EkstramaterialeEkstramaterialet på udgivelsen er rimeligt, men ikke overvældende. Der er trailere for “2:37”, “Severance”, “Relative Strangers”, “Death at a Funeral”, “Evening” samt “Alpha Dog”. Sidstnævnte ligger desuden grund til featuretten “A Cautionary Tale – The Making of”, der igennem interview går bag om filmen.

Mere interessant er imidlertid “Witness Timeline”, der knytter de forskellige vidner an til bortførelsen af Zack Mazursky i filmens univers.

Ungdom på glanspolerede afvejeBaseret på en virkelig og knap afsluttet historie fortæller filmen “Alpha Dog” om en kidnapningssag, der fandt sted i Californien tilbage i 2000. Hele miseren endte tragisk med et dødsfald og flere anholdelser til følge. Instruktøren Nick Cassavettes, der bl.a. stod bag de ikke videre vellykkede “The Notebook” og “John Q.”, fik i en mindre mediestorm adgang til sagsakterne, selvom retssagen endnu ikke var afsluttet. Først da der for ganske nylig faldt dom i sagen, kunne filmen få premiere. Men selv med de bedste intentioner ligner “Alpha Dog” mest af alt en glittet og overfladisk udlægning af en virkelig og forfærdelig sørgelig historie.

Den ungdommelige narkogangster, Johnny Truelove, og hans sjak af tatoverede håndlangere (alle har de åbenbart fået sig et lille fikst 10-turs-kort til den lokale tatovør), der tilsyneladende har lært lidt for meget af musikvideoer med gangsta-rap på MTV, kidnapper knægten Zack for at sætte tommeskruerne på Zacks ældre bror, den hysteriske og temperamentsfulde junkie, Jack, som nægter at betale hvad han skylder, og i et raserianfald tilmed har brugt Johnnys gulvtæppe som toilet (er jeg den eneste, der tænker “The Big Lebowski”?).

Den unge Frankie får jobbet at passe på den unge ‘fange’, Zack, der nu faktisk befinder sig ganske godt tilpas væk fra forældrenes kvælende favntag. Og kan man egentlig bebrejde knægten? I selskab med Frankie fester han dagen lang, ryger tjald, og mister sågar sin mødom i en scene, der minder om noget fra “Wild Things”, da to dullede tøser, som åbenbart tænder på bortførte drenge, forfører ham i poolen.

Mens Johnny må konstatere, at kidnapning er en langt mere alvorlig sag end som så, synes et venskab at opstå mellem fangevogteren, Frankie, og fangen, Zack. Så da Johnny vil af med Zack står Frankie i lidt af et dilemma. Tragedien lurer åbenlyst rundt om hjørnet.

For nogen vil filmen måske være bedre kendt som den-der-med-ham-sangeren-Justin-Timberlake. Og lad os hellere få det overstået: Timberlake leverer rent faktisk en troværdig og nuanceret indsats som Frankie. Bag Frankies smarte, overlegne og navnlig tatoverede facade finder vi et komplekst portræt af en ung skræmt knægt – et portræt, der lever gennem hvert eneste nervøse blik og anspændte gestus, og Timberlake stjæler – tro det eller ej – med lethed billedet fra sine mere øvede medspillere.

Med indklip af interviews og en for øvrigt lækker brug af splitscreen forsøger Cassavettes at styrke filmens autenticitet nærmest som et stykke bevismateriale, men svækker desværre i samme åndedrag indlevelsen, fordi de samme stilistiske elementer forstyrrer det helstøbte indtryk. Samtidig undermineres autenticiteten med glansbilleder af sommer, sol og pool-parties, og filmens portræt af en vild ungdom på afveje med stoffer, druk og promiskuitet ligner i sidste ende en glanspoleret udgave af Larry Clarks modbydelige “Kids”.

Selvom “Alpha Dog” øjensynligt forsøger noget firkantet at mane til eftertanke, ønsker billederne egentlig mere at fascinere. Dybden går dermed tabt, og vi kommer aldrig rigtig nærmere hvad disse unge mennesker i virkeligheden går og tænker på. Specielt er Emile Hirsch i rollen som Johnny Truelove lidt af en gåde.