Lige lovlig afslappet

James L. Brooks er en herre, hvis navn påkalder sig en vis respekt. Han har været nomineret til hele otte Oscars, har arbejdet med nogle af de dygtigste skuespillere i Hollywood og har stået bag så fornemme film som “Broadcast News”, “Tid til kærtegn” og “Det bli’r ikke bedre”.

Han både skriver og instruerer selv, og en af grundene til, at så mange af hans film er så gode, er utvivlsomt hans rygte for at bruge årevis på at finpudse selv de mindste detaljer i manuskriptet, således at det endelige produkt er fejlfrit. Det er imidlertid også netop det forhold, der undrer en så meget ved “Alt hvad du har”, der til trods for at indeholde alle de sædvanlige fine Brooks-elementer netop synes at være gået helt galt i manuskriptdelen og i stedet præsenterer en historie, der er en besynderlig ujævn og ufokuseret størrelse.

Filmen følger to personer, der ramler ind i hinanden på, hvad der muligvis er deres livs værste dag. Lisa – spillet af Reese Witherspoon – er netop blevet droppet fra det softball-hold, hun ellers nærmest har dedikeret hele sit liv til. George Madison – i skikkelse af Paul Rudd – har derimod netop fået den ubehagelige oplysning, at han skal fyres fra sin fars firma, og at det oveni købet er sandsynligt, at han vil blive sigtet for bedrag, til trods for at han er ganske uvidende om nogen form for svindel. Det er jo ikke just det bedste udgangspunkt for en romance, og kærlighed ved første blik er da heller ikke ligefrem det, der indtræffer mellem parret, som dog alligevel finder et art fælles fodslag.

Lisa er dog allerede i et lidt halvhjertet forhold med den selvopslugte baseballstjerne Matt. Han spilles med godmodig blankhed af Owen Wilson, som her atter leverer en af de slags præstationer, som man måske nok har set lige lovlig ofte fra hans side, men som han ikke desto mindre er så umådelig god til. Han er så ubehjælpsomt amoralsk, at man ikke kan lade være med at synes om ham. Glimrende er også Reese Witherspoon, men det er først og fremmest Paul Rudd, der løber med opmærksomheden, og hans nedslåede, men aldrig helt besejrede attitude, vækker undertiden minder om en af Jack Lemmons klassiske roller.

Alt dette er ikke så overraskende, eftersom skuespillet så godt som altid er i orden i en James L. Brooks-film, men hvad der er mere overraskende er, at et af de svageste led i filmen viser sig at være Jack Nicholson, der mest af alt virker som en, som ved et uheld er vandret ind på det forkerte filmset og fremsiger replikker fra et andet manuskript. Samspillet mellem ham og de andre skuespillere er til tider næsten så skidt, at man nærmest fristes til at mistænke filmens skabere for at have optaget præstationerne hver for sig og så klippet dem sammen efterfølgende.