En slatten omgang

Det er efterhånden mange år siden, at Farrelly-brødrene sad solidt på tronen over grænseoverskridende amerikanske komedier og så henkastet rystede den ene latterorkan efter den anden ud af ærmet.

Den alternative hårgele fra “Vild med Mary” og det larmende toiletbesøg i “Dum og dummere” er for længst blevet en del af den kollektive filmhukommelse, men siden faldt parret fra tronen med en række tiltagende svage film, der kun lejlighedsvis lignende noget fra fortidens højdepunkter. I dag indtages deres plads snarere af Judd Apatows komedier om aldrende drengerøve.

Ham lader Farrelly-brødrene da også til at have kigget lidt i kortene i denne omgang, for der er en anderledes uskadelig og tilbagelænet tone over denne film i forhold til de ofte vildt anarkistiske og undergravende fortællinger, som de i sin tid slog igennem med. I denne omgang følger vi familiefaderen Rick, der tilhører gruppen af ansvarsfulde borgere med søde unger, fornuftig bil og rene skjorter. På kærlighedsfronten er tingene imidlertid ikke, hvad de har været, og mens hans kone rævesover for at undgå at have sex med ham, sender Rick i stedet lange blikke efter babysitteren og den kønne servitrice.

Venneparret Grace og Fred er på mange måder i en lignende situation, og da fyrenes udskejelser til sidst bliver for meget for kvinderne, får de den ide at give mændene en uges ferie fra ægteskabet. Kvinderne tager kort sagt væk med børn og det hele og giver samtidig mændene en uge, hvor de gængse spilleregler er ophævet, og fyrene må kaste sig over så mange unge skønmøger, som de lyster. Præmissen for handlingen er selvsagt vildt usandsynlig, men hustruerne regner øjensynligt med, at mændene vil opdage, at de har så svært ved at score, at de hurtigt vil blive slået ud af oplevelsen og søge tilbage under skøjterne. Som tilskuer har man lyst til at indvende, at evnen til at nedlægge medlemmer af det modsatte køn i høj grad er afhængig af, hvilke man opsøger, og at fyrene nok ville have mere held i sprøjten, hvis de ikke kun kastede sig over de 20-årige modeltyper, som filmens lokationer af uforklarlige årsager er spækket med.

Hvis Farrelly-brødrenes tidligere film havde en styrke, så var det først og fremmest den vildt amoralske og uforudsigelige humor. Det er derfor også lidt trist at opleve dem stå bag en film, der er så gennemsyret af moralsk forudsigelighed, at det i høj grad tager biddet ud af latteren. I stedet fremstår den til trods for emnet som meget høflig, pæn og velopdragen – og derved også temmelig kedelig.