Da Amadeus kom frem i 1984 vandt den otte Oscars, der iblandt for bedste film, og det er let at se hvorfor. Det er en stor, flot – og lang – film med et gennemført (over 200 år gammelt!) lydspor.

Musikken er i sig selv en ligeså vigtig medspiller i den dramatiske jalousihistorie som Mozart og Salieri, og de tre følger hele tiden hinanden og bestemmer hinandens skæbne. Da den unge Mozart således møder den ældre maestro for første gang, har denne skrevet en melodi specielt til Mozart. Den unge fløs sætter sig straks ved pianoet og begynder improviserende at vise hvorledes Salieris banale melodi kan forbedres, så den rent faktisk bliver værd at lytte til, hvilket sætter kimen til jalousispillet i gang.

Senere, da det stadig ser ud til at Mozart har en lang og lovende karriere foran sig, skriver han den lystige og optimistiske opera om Figaros bryllup, og omvendt fremfører han den dystre “Don Giovanni” oven på sin fars død. Samtidig udnytter Salieri Mozarts sorg og indre dæmoner – hans følelse af at have svigtet faren – og hyrer, iført forklædning, Mozart til at skrive et rekviem – en messe for den døde. Mozart mangler penge og accepterer modvilligt. Det lader først til at skulle blive et rekviem for den afdøde far, men snart bliver det tydeligt at det er sin egen dødsmesse Mozart skriver…

Handlingen i dette drama udspiller sig i Wiens gader (for øvrigt filmet i Prag, hvor man fandt at udviklingen ikke havde ændret sig synderligt i de sidste par århundrede) og i de flotte operaer hvor der hverken er sparet på kulisser eller farvestrålende kostumer. Det er i det hele taget en gennemført stemningsmættet film, og eftersom Thomas Edison ikke var født endnu er en stor del af scenerne holdt i naturlig belysning – der blev således brugt ikke mindre end 27.000 stearinlys under optagelserne!

Både Tom Hulce og F. Murray Abraham var Oscarnomineret for bedste mandlige hovedrolle, men det blev Abraham som løb med statuetten. Begge gør det fremragende og udfylder deres roller til fingerspidserne.
Hulce er overbevisende som det barnlige og vulgære talent, der bliver et tragisk offer for Salieris skinsyge, og Abraham som Salieri fremstår tilpas farlig i sin mission, men samtidig ynkelig i sin jalousi. Det er to menneskeskæbner som krydser klinger i magtspillet om at være musikkens mester, og det hele får naturligvis tragiske følger.

Dette sorte drama er dog også en meget morsom film. Mozart er det unge geni, men udfylder samtidig rollen som hofnar, når han render rundt og skaber forargelse i den finkulturelle østrigske musikverden. Abrahams ansigtsudtryk, da det går op for ham at den unge pigeglade mand som fjoller rundt og skaber sig er ophavsmand til de gudsbenåede musikstykker han har hørt, er således ubeskriveligt.
Men mest morsom er i virkeligheden Jeffrey Jones (kendt bl.a. som rektoren i Ferris Bueller´s Day Off) som kejser Joseph d. 2. Hvor Hulce bevidst udfører sin rolle med store armbevægelser, nærmest underspiller Jones sin som den lidt tumpede og umusikalske musikelsker.

Desværre forsvinder han – og humoren – ud af filmen halvvejs igennem, og den sidste del af Amadeus – den som viser Mozarts forfald – bliver da også en smule lang og træg. Til sidst, når man kan se hvor det bærer hen, sidder man lidt og venter på at skæbnespillet skal blive spillet færdigt. Dette gør at filmen ikke når helt op på mesterværksniveau – men den kommer tæt på.