Parallelsamfund

Det lyder litterært. Det er det også. “Aminas breve” er den anden filmatisering af en roman forfattet af Jonas T. Bengtsson. Den første var “Submarino”, hvor to brødre forsøgte at undslippe en svigtet barndom, der resulterede i fængsel og stoffer. Nu forsøger Janus også at undslippe en fortid i en mere plottet omgang Bengtsson, der som en detektiv på Shutter Island forsøger at finde (sandheden om) Amina.

For præcis som Romerrigets Janus så har den her mere moderne version også to ansigter. Et kærligt, der forsøger at finde brevveninden Amina, og et psykotisk, der netop er blevet sat fri fra gøgereden, den lukkede. Det er Esben Smed, der leverer de to sider af en forpint sag. Han favner det med stirrende psyko-øjne og en harmløs Tintin-frisure. Og nu skal han altså finde Amina, hvilket bliver svært. Det indikerer de to Dupond og Dupont-figurer, som står i brormand Kristoffers liebhaverlejlighed. Han har låst sig selv ind i det forretningsrejse-forladte glasbur, der peger på, at Janus kunne have fået et andet liv. Inden han blev skør.

Det skøre underbygges med samme urolige nakkeskuds-kamera, som blev brugt i “Submarino”. Det hjælpes på vej af musikalsk støj og en hyperventilerende Smed. Det er ikke rart. At være ham. Og at se på ham være ham. For her er psykisk syge ikke bare en særlig type misforstået menneske, som da Jack Nicholson var spærret inde i “Gøgereden”. Her er det en konsekvens af en far med klam cigar og en fraværende mor, der nu spiser alene i sit parcelhus i udkanten af det her ensomme København.

Her vader Janus rundt på et slags urbant roadtrip for at finde Amina, der skrev breve til ham, imens han var for psykotisk til at være fri. Måske er hun blevet tvangsgiftet til Tyrkiet? Tvunget af Østens familietraditioner? Det ville aldrig ske i Vesten, hvor individet har sejret så meget, at det kan gå til grunde i en ensom psykose. Det er så fine paralleller, der er tegnet op. Det handler om familie, og det den kan gøre med og imod dig – og fordommene om, hvad den gør ved andre.

Men i modsætning til “Submarino” så bliver “Aminas breve” ikke på den socialrealistiske overflade, men tager derimod på “Pusher”-besøg i en københavnsk underverden, hvor Erkans fætter bestemmer. Han holder måske på nøglen til at finde Amina. Eller til en omgang læsterlige klø, der selv ville få Dar Salim til at genoverveje, om det er umagen værd.