“The Amityville Horror” er endnu et remake med potentiale, fordi den ikke begår den udbredte fejltagelse at tage afsæt i et klassisk mesterværk men i stedet en film, der uden problemer kan overgås: den oprindelige “Amityville” fra 1979. Og med folkene bag den egentlig ganske hæderlige genindspilning af “Texas Chainsaw Massacre” bag løjerne, kunne man have håbet på lidt af samme skrækindjagende skuffe. Men man efterlades i stedet skuffet.

Takket være producer Michael Bays pengepung bliver der ikke sparet på de flotte, dragende billedkompositioner eller på den bombastiske lydside. Men der bliver desværre lidt for ofte sparet på uhyggen. Filmen synes at være mere interesseret i at overbevise publikum om, at den er baseret på en sand historie (folk med interesse i historien om Amityville-huset vil vide, at det er 99 % pure opsind og opreklameret vås) i stedet for at koncentrere sig om gys og gru. Der går dog ikke lang tid, før filmen kommer i omdrejninger, og især karismatiske Ryan Reynolds får os i det mindste til at investere os i personernes hårde strabadser – selvom børneskuespillerne er lidt af en blandet landhandel.

Men tandhjulene, der styrer plottets fremdrift, bliver for ofte blokeret. Midterdelen er domineret af klichefyldt tomgang, fyldt med overflødig snak om åndelig overtagelse, eksorcisme og døde indianere. Bevares, klicheer er ikke nødvendigvis utilladte (især ikke i gysergenren, hvor de ofte kan gøre løjerne endnu mere morsomme), men her synes de at være blevet kastet ind af mangel på bedre materiale og ideer. Hverken chok eller twists kommer uventet, og slutningen er et fladt antiklimaks, der placerer et endegyldigt punktum på en sidste akt, der langsomt og kedsommeligt er feset fuldstændig ud. “Amityville” er ofte visuelt bedårende og byder på op til flere solide chok, men man forlader filmen med en klar fornemmelse af, at dens bagmænd godt kunne have præsteret noget mere. Et bedre overblik og mere kompromisløs ambition ville have styrket filmen betydeligt. Øv.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Amityville” ser desværre en lille smule for blød ud på dvd. Derudover synes der under flere af filmens panoreringer at opstå lidt udtværing. Kontrasten halter af og til også en anelse, med forekomst af korn og manglende detaljer i et fåtal af mørke skud. Men farverne virker tilpas kolde og varme i hhv. filmens varme dagtime- og trykkende nattescener. Ingen digital støj eller edge-enhancement.

Audio”Amityville” dvd’en er udstyret med både et Dolby Digital 5.1 spor og et DTS 5.1 spor. Og ligesom de fleste andre moderne gysere, der udgives i øjeblikket, lyder filmen glimrende. Knirken, hvisken, torden og vind lader sig høre i alle kanaler på effektiv vis, og der er masser af effektive, naturtro panoreringer og en solid bund, der alle styrker filmens myrekrybsinducerende atmosfære. DTS-sporet vinder i sidste ende dysten imellem de to spor, da det byder på en lidt større auditiv detaljerigdom. Gysergenren bliver ofte beskyldt for at være filmtræets kedeligste gren, men på lydfronten er det ofte den mest spændende.

EkstramaterialePå disc 1 af denne 2-disc udgivelse finder vi et kommentarspor med skuespiller Ryan Reynolds og producerne Andrew Form og Brad Fuller. Det er lidt ærgerligt, at to af filmens mest prominente bagmænd, producer Michael Bay og instruktør Andrew Douglas, ikke er til stede. Men sporet er nu stadigvæk ganske fornøjeligt. Snakken ender af og til i den prætentiøse ende af skalaen, men Reynolds får ofte sporet ned på jorden med en herlig portion (ofte mildt selvnedladende) humor. De tre gutter synes også at have godt kendskab til Douglas’ intentioner med filmen, så hans fravær mærkes ikke så tydeligt.

Udover traileren til “The Amityville Horror” indeholder discen også trailere til “Asylum”, “Immortal”, “Submerged”, “Match Point”, “Saw II” og “Good Night, and Good Luck”.

Disc 2 indeholder først og fremmest otte slettede scener. Et par af disse er omtalt på filmens kommentarspor, og det er også muligt at se de slettede scener med kommentarer fra de samme tre deltagere som på hovedfilmens kommentarspor. Desværre er scenerne ikke præsenteret i særlig god kvalitet (de er ikke engang kodet anamorphic), men flere af dem er ganske interessante, om end korte. En lille scene, hvor familien skåler med hinanden for at fejre indflytningen i deres nye hus, kunne have tilført karaktererne et ekstra lag eller to.

“Supernatural Homicide – Discussion of the DeFeo Murders and What Really Happened” (17 minutter) handler om de virkelige begivenheder, som lægger til grund for filmens historie. Flere forskellige folk bliver interviewet, inklusiv Amityvilles daværende politichef og en forsker i det paranormale. Den er interessant og stemningsmættet, men lidt for kort, overfladisk og åbenlyst manipulerende.

“The Source of Evil – Making of Featurette” (26 min.) handler til gengæld om selve filmen og dens tilblivelse. Her hører man bl.a. for første gang Andrew Douglas og Michael Bay udtale sig om filmen. De bliver ledsaget af adskillige producere, skuespillere og andet godtfolk. Den er ikke helt så overfladisk som den gængse, under-30-minutter-lange featurette, men man efterlyser alligevel lidt mere snak om filmens tekniske facetter.

“Multi-Angle On-Set Peek” (24 min.) har en lidt misledende titel. Man skulle tro, at man ville få lov til at studere flere af filmens scener fra forskellige vinkler. I stedet er der tale om et sammensurium af bag-kameraet optagelser. Rodet, men med sporadisk morsomme øjeblikke.

Tre billedgallerier runden pakken af.

Forestil dig situationen: mørket falder på i biografen. Filmen starter, der er lagt op til gys og gru. De første intense billeder stryger i et epilepsifremkaldende tempo hen over skærmen. Ti minutter inde i filmen høres et rædselsvækkende skrig, som langsomt dør ud: ”Neeej, neej, luk mig ud, jeg vil ud!” Uhyggeligt, ingen tvivl om det. Især når skriget kommer fra den flygtende anmelderkollega på række syv, fordi han ikke kan holde ud at se bare et sekund mere af så elendig en film.

Handlingen i “The Amityville Horror” udspiller sig omkring den lille familie og bevæger sig stort set aldrig væk fra det forbandede hus. Som det hør og bør sig i enhver gyserfilm med respekt for sig selv, starter det hele med fryd og gammen. Familien flytter ind, alle hygger sig, og trods børnenes problemer med at acceptere moderens kæreste, George, efter deres faders død, lader det til, at alt nok skal blive godt og rart. Men selvfølgelig spændes der ben for idyllen, og det går så grueligt galt. Ja, man kunne næsten komme til at tænke, at denne opbygning er tyvstjålet fra 80’ernes ungdomsgyserfilm med lalleglade unge på lejrskole, som én efter én bliver slagtet.

“The Amityville Horror” er på sin vis en svær film at forholde sig til. Grunden er, at historien er så tynd men filmreferencerne så mange, at man tager sig selv i at overveje, om filmen ikke er andet end instruktør Andrew Douglas’ måde at sige: “Jeg elsker gyserfilm”. Handlingen er i sig selv en kopi af Stanley Kubricks “Ondskabens hotel” hvor en familie flytter ind i en ny bolig, som også gør faderen skingrende sindssyg og får ham til at forsøge at slå sin familie ihjel. Dog udkom originaludgaven af “The Amityville Horror” et år før “Ondskabens hotel” men med det i tankerne, hvorfor skulle man så lave endnu en film over præcist samme tema? Derudover får familien besøg af en eksorcist, som sjovt nok ligner Max von Sydow mistænkeligt meget; ordene ”28 days later” indgår tilfældigvis i en replik midt inde i filmen, og sørme om ikke huset er placeret på – ja, rigtigt gættet: en gravplads for indianere!

Der bliver spillet på alle tangenter, når det gælder stemningsopbygning og chok. Kameraet, der langsomt bevæger sig ind på objekter for at fortælle os – det tilsyneladende totalt intelligensforladte publikum – at DER ER NOGET MYSTISK VED DET HER, de mørke rum, de skæve vinkler osv. Musikken bliver der heller ikke sparet på. Konstant får man kastet Hitchcock’ske violiner i ansigtet, og eftersom alle chok bliver indledt af dyster musik, er de meget lidt overraskende. Alt i alt er “The Amityville Horror” det endelige bevis på, at gyseren som genre om nogen trænger til en revolution. Publikum kender simpelthen konventionerne for godt, og der er intet kedeligere end en forudsigelig gyser.