“Anacondas: Jagten På Blodorkidén” er som de fleste nok har gættet en fortsættelse til “Anaconda” fra 1997, og som titlen lover er der nu ikke bare én, men flere af de store menneskeædende slanger! Med et slet skjult forsøg på at gøre Alien-serien kunsten efter (og således at sætte et flertals-s på titlen), synes filmen at hylde tesen om at “kvantitet er kvalitet”. Det lykkes dog kun instruktør Dwight H. Little og manuskriptforfatterne Hans Bauer, Jim Cash og Jack Epps, Jr. (der også skrev manuskriptet til den første film), at begå et tamt opkog på solide monsterfilm som f.eks. “Dødens Gab”.

Hvor den første film måske ikke var helt gennemført, men dog havde en nogenlunde interessant historie, nogle gode karakterer (bl.a. John Voigts luskede jæger) og en ganske ferm spændingsopbygning, så lader “Anacondas” virkelig noget tilbage at ønske. Selve historien om den fantastiske Blodorkidé, der fungerer som motivation for at gruppen bevæger sig ud i junglen, er ikke bare utroværdig, men også meget tynd. At opdagelsen af dette vidundermiddel samtidig ledsages af tåkrummende one-liners som ”That will be bigger than Viagra” gør ikke sagen bedre.

I det hele taget er filmens dialog jævnt dårlig, når ikke den er direkte pinlig. Det lader til at den, ligesom resten af manuskriptet, har til opgave at skære alting ud i pap for tilskueren, hvilket er meget irriterende. Som i den ufrivilligt komiske intro-scene, hvor en indfødt stammekriger under jagten på en tiger pludselig bliver den sultne kæmpe-anakondas bytte. At temaet i filmen er “jægeren, der bliver den jagede” hersker der vist ikke den store tvivl om… Men som om det ikke var nok, så skal det lige suppleres af flere kommentarer i løbet af filmen, f.eks. den tommetykke kliché-sætning: ”Everything gets eaten out here – it’s the jungle!”. Junglen er altså et farligt, farligt sted… ja tak, vi har forstået det!

Men når så denne faretruende stemning punkteres af det faktum, at vi for det første får fremstillet anakonda-slangen for fuldt skue med det samme (ingen “antydningens kunst” her), og at den så i øvrigt ikke spiller en særlig stor rolle i resten af filmen, så kan man ikke lade være med at føle sig snydt. For effektmæssigt fejler filmen ikke noget – de computergenererede slanger fungerer fint, men når de endelig begynder at fare i flæsket på de stakkels forskere, så kunne man godt have ønsket at de fik noget mere råderum og udfoldede sig mere end bare at dukke op, bide fast og så trække ofret rundt i vandet. Selv et CGI-monster kan der blæses liv i, så hvorfor ikke benytte denne oplagte mulighed? Selv om der er flere slanger i “Anacondas”, så var den ene, som optrådte i den første film, langt mere spændende.

Plottet i filmen bygger på tykke stereotyper og alle de klassiske klichéer: personerne møder på deres farefulde færd gennem junglen både krokodiller, vandfald, igler, giftige edderkopper og en stamme af hovedjægere. Og så er der selvfølgelig også plads til den ret så fortærskede “nu-bygger-vi-en-båd”-montage, da de stakkels overlevende pludselig mister deres fartøj.

Med hensyn til skuespillet, så er det på det jævne, hvilket man nok ikke kun kan klandre skuespillerne for, da de kæmper med et forudsigeligt og papirtyndt manuskript. De mest interessante personer er den lurvede kaptajn Bill Johnson (Johnny Messner), der til dels minder om en forsagt udgave af Hugh Jackman, samt de to forskere Sam Rogers (KaDee Strickland) og Jack Byron (Mathew Marsden). De tre skuespillere formår at bruge det sparsomme materiale de har til rådighed til at skabe nogle glimtvis spændende karakterer.

Sam er den mest troværdige af gruppens personer og Strickland formår at være tilpas underspillet og virkelighedstro. Messner har udover et kommende potentiale som actionhelt en charme og en fremtoning der gør, at man gider følge ham gennem hele filmen. Marsden er god i starten, men desværre kammer hans rolle over i slutningen, hvor den gode doktor pludselig forvandles til en grådig og kynisk modspiller, der ikke skyr nogle midler for at få fat i den dyrbare orkidé. Her ødelægges spændingsopbygningen og man irriteres snarere end man bliver fænget.

Hvad angår musikken, så er den som ligegyldige spændings-scores er flest: larmende under action-sekvenserne, og ellers bare monoton og uinteressant. Ligeledes er hverken fotograferingen eller klipningen noget at råbe hurra for – det er håndværk, men uinspirerende som bare fanden.