Himlen over ParisDer skulle gå seks år før Luc Besson satte sig tilbage i instruktørstolen, efter primært at have ageret producer på franske actionfilm. Og det er en mere eftertænksom og afdæmpet Besson, som med “Angel-A” forsøger sig med en lille lektion i kærlighed og identitet, fri for gung-ho action, men han kan stadig ikke slippe den sukkersøde slutning. Det lille sort/hvide eventyr om verdens uheldigste mand og dennes møde med en frelsende kvinde minder desværre mere om et kludetæppe af allerede brugte idéer, end om en original historie.

Jamel Debbouze, som var den retarderede grønthandler-assistent i “Den fabelagtige Amelie fra Montmartre” spiller rollen som den stakkels André, der skylder flere penge væk end hvad godt er. Ikke kun til én person, men til adskillige rundt om i Paris, og nu vil de altså have deres penge. Med kun én dag til at fremskaffe en formue og med et liv der er til hundene på alle leder og kanter, finder André sig snart stående på en bro over Seinen, parat til at drukne sig selv. Men i samme øjeblik springer en kvinde i, og André udsætter selvmordsplanerne. Kvinden han fisker op af vandet er Angela, der viser sig ikke bare at være en gudesmuk skabning, men også en person der kan hjælpe ham med at komme på ret køl igen.

Besson har tydeligvis kigget sin landsmand Jean-Pierre Jeunet over skulderen i den finurlige stil og den vittige dialog, uden dog at give sig i kast med samme visuelle fantasterier. Billedstilen er skarp og kalkuleret (til tider næsten for meget) og Thierry Arbogasts sort/hvide fotografering maler et poleret billede af Paris, der emmer af nybølgens romantik, tilsat nutidens hypersexualiserede og pompøse mættethed. Det hele er ultralækkert, grænsende til pittoresk rovdrift, selv i Bessons forsøg på at være minimalistisk, og der er i sidste ende mere Michael Bay end Jim Jarmusch eller Wim Wenders over “Angel-A”.

Selve historien er i bund og grund et skelet der trækker store veksler hos “Himlen over Berlin” (og især dens amerikanske opdatering “City of Angels”) samt Frank Capras “Det er herligt at leve”. Andrés møde med Angela viser sig nemlig – som titlen mere end antyder – at være et guddommeligt projekt. Som skytsengel skal Angela hjælpe André med at lære at elske sig selv, og filmen udvikler sig halvvejs til en interessant diskussion af begreber som køn, dualitet, selvtillid og eksistens. Er Angela blot den feminine projicering af André, og er de sort/hvide kønsroller virkelig så sort/hvide?

Dette holdes glimrende oppe af de to hovedroller Jamel Debbouze og vores egen Rie Rasmussen, i rollen som Angela. Besson har ganske vist en forkærlighed for androgyn-inspirerede supermodeller, som f.eks. Milla Jovovic, men Rasmussen er trods sin relative uerfarenhed med spillefilm (hun var med i Brian DePalmas “Femma Fatale”) lidt af et fund til denne rolle. Hun rammer både mystikken og det filmisk forførende, samt en troværdighed som ikke lader sig ryste af. Hun og Debbouze, der er en guds benovet komiker, klikker fint sammen og får os til at blive hængende som tilskuer, selvom der skal sluges diverse sentimentale klichéer og en del varm luft undervejs. Angelas rolle balancerer dog faretruende tæt på en nostalgisk machofantasi, når hun som himmelsk skabning øjensynligt sælger sin krop for at indsamle Andrés gæld. At Besson vælger den forudsigelige og lette udvej til sidst i eventyret, der jo selvfølgelig skal ende med at cementere det allerede indlysende (og ufarlige), nemlig mand-og-kvinde-får-hinanden-og-løser-alle-problemer, er altså en skam, for det er med til at punktere det mere underfundige mellemspil.