Angels’ Share, The
Udgivet 5. jun 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Den engelske filminstruktør Ken Loach er ved at være godt oppe i årene. Han rammer de 77 i denne måned, og i løbet af sin filmkarriere har han lavet en imponerende portion film. I mine øjne er det særligt fascinerende ved Loach hans evige insisteren på at tale den lille mands sag – noget han gør i mere eller mindre alle sine film. Både i Loachs store eposser såsom “Land and Freedom” og den ekstraordinære “Vinden der ryster kornet” såvel som i hans mere naturalistiske, socialrealistiske dramaer som “Ladybird, Ladybird” og “En fri verden” skinner det sociale, ja, nærmest socialistiske engagement igennem på en helt unik og elegant facon, der aldrig skæmmes af overdreven prædiken.
Gennem sin samfundstjeneste møder han imidlertid den kommunalt ansatte Harry, der begynder at tage sig af Robbie. Han introducerer ham blandt andet for whiskyens verden, og det viser sig, at Robbie har en overordentlig god evne til at smage og dufte til whisky. Således er “The Angels’ Share” klassisk Loach: Mennesker fra den ofte oversete og stereotypt fremstillede underklasse tilegnes ansigter, identiteter og godt med taletid – de skildres som ægte, følelsesladede mennesker af kød og blod, der har en lige så stor ret til endnu en chance som alle os andre.
Faktisk vil jeg sige, at “The Angels’ Share” byder på en af biografernes i øjeblikket dejligste og mest behagelige filmoplevelser. Det er en vaskeægte feel good-film, som i første halvdel er gennemsyret af et inspirerende, socialt engagement. Som altid har Ken Loach stablet et formidabelt cast på benene, der spiller så forrygende, at man til tider glemmer, at man er vidne til ren fiktion. Det bliver man så mindet om igen, når plottet tager fart, men til gengæld leveres der så mere og bedre humor, spænding og forløsning end i langt størstedelen af de følelsesforladte dramaer, Hollywood producerer på samlebånd. “The Angels’ Share” er en overordentlig god film og et oplagt udgangspunkt for en Ken Loach-nybegynder.
Det er længe siden, jeg er gået så glad ud af biografen, som efter jeg havde set “The Angels’ Share”. En optimistisk Ken Loach-film lød på forhånd i mine ører som en lidt ligegyldig Ken Loach-film (især efter den jævnt kedelige “Looking for Eric”), men realiteten var gudskelov en helt anden. Den socialt bevidste instruktør har formået at skrue en film sammen, der besidder samme kvaliteter som hans mere barske opusser, men som samtidig er blevet injiceret med en god portion berusende whisky og hjertevarmende humor, således at filmen er endt som en fest for alle!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet