Djævledukken skræmmer bedre end ‘storesøster'

Den første “Annabelle” var et sats. Det var gyserdukkefilm nummer Gud ved hvad. Og det var en prequel til den bedre “Nattens dæmoner”. Den slap dog nogenlunde fra satset. Spørgsmålet er så, om en gyserdukkefilm, der er en prequel til en prequel, overhovedet har en chance? Svaret er ja. “Annabelle 2: Skabelsen” er faktisk bedre end sin ‘storesøster’.

Det tyder det ellers ikke på i begyndelsen af den her skabelse. Mr. Mullins er dukkemager. Han bor i et ensomt hus på landet med kone og lille pige. Selvfølgelig. Datteren bliver dræbt i et biluheld. 12 år senere flytter et katolsk børnehjem for piger ind hos de barnløse par. Selvfølgelig. En af pigerne er lidt udenfor. Hun bliver hjemsøgt af noget. Eller nogen. Selvfølgelig. Og så begynder uhyggen. I denne forgænger knirker døre og stole stadig. Jeg holder nærmest mere øje med baggrund end med skuespilleren forrest i billedet. Er der noget, der bevæger sig? Det er det samme som i de andre film i serien om Warren-parret og dukken, Annabelle. Og det er de samme gode gys, der hjemsøger.

Ligesom alle sine forgængere i serien så er det ingen hemmelighed, at “Annabelle 2” er et extravaganza ud i jumpscare. Styrken ved alle fire film i “Nattens dæmoner”-franchisen er, at de viser, hvordan de pludselige skræk-effekter bedst bruges effektfuldt og skræmmende. Her bliver kælet for stemningen hele vejen op til hoppet. Der bliver leget med mine forventninger. Kommer det nu?! Eller nu?! Atmosfæren op til gyset er lige så vigtig som selve klimaks. Det har “Annabelle 2” også forstået. Det er dejligt skræmmende.

Jeg hoppede også af skræk i “Annabelle”. Men når jeg landede igen, så var der ingen historie at se på. Dukken blev besat, derpå gys. Og ikke så meget andet end det forudsigelige sidste opgør. Det har man rettet op på. Nu er der faktisk en historie, der har en mystik og en spænding, der driver plottet frem. Hvorfor kommer Mrs. Mullins ikke ud af sit værelse? Hvad er der med hendes ansigt? Og hvorfor er den forbandende, klamme dukke låst inde i et skab? Skræmmende og spændende.

Alligevel kan jeg ikke rose den her lillesøster uden at give lidt af æren til den ikke helt så dygtige storesøster. For det er ingen hemmelighed, at “Annabelle” blev en kæmpe økonomisk succes. Det smitter af på toeren. Den første blev indspillet på et lille budget. Og det kunne ses. Belysningen og billederne var tudegrimme til tider. Skuespillerne var på grænsen til fyring. Men succesen drypper nu videre på den her sequel med et større budget, der er blevet byttet til en flottere billedside og skuespillere, som får mig til at indleve mig mere i gyset. Lige så sjæleforladt som Mia var i “Annabelle”, lige så meget lever jeg mig ind i Janices mareridt nu. Hun er god og bange.