Så sødt, at det hviner

Kærlighed rimer på chokolade i denne (bitter)søde, pudseløjerlige franske fabel om forelskelse imellem ensomme, angstplagede sjæle. I tone (men ikke visuelt) befinder Jean-Pierre Améris’ romantiske komedie “Anonyme romantikere” sig allerhøjest et stenkast fra Jean-Pierre Jeunets
gigantgennembrud “Den fabelagtige Amélie fra Montmartre”, hvor skæve, men ikke desto mindre elskelige eksistenser ligeså kæmpede for kærligheden trods deres sociale handicap.

Angélique er en genert kvinde i 30’erne, der går til møder i terapigruppen Anonyme Romantikere. Her er de alle som Angélique – overemotionelle, selvudslettende og har svært ved at omgås andre socialt. Kun når hun fremstiller chokolade, tør Angélique være modig. Da hun starter i et job på en gammel chokoladefabrik, skjuler hun imidlertid sit store talent, angstdirrende nervøs for at være i centrum. Hendes nye chef, Jean-René, har det på samme måde. Han er skrækslagen, bare telefonen ringer, undgår fysisk kontakt af enhver art og har mere end svært ved a styre svedproduktionen.

De to er selvsagt som skabt for hinanden! Ud over kærlighedens genvordigheder er Jean-Renés chokoladefabrik oven i købet på konkursens rand, og kun Angéliques skjulte talent synes at kunne redde den. Hvis hun altså tør afsløre sig selv som den sande chokolademester, hun er.

“Anonyme romantikere” er et sakkarinsødt, lille eventyr, man bliver både forført og henført af. Vor to helte skal så grueligt meget igennem, inden de til slut kan få hinanden – og dét med både klamme håndflader og svedige armhuler. Men ved at gøre Angélique og Jean-René til to sociale analfabeter, der aldrig kæmper med nogen udefrakommende fjende, men udelukkende deres egne, indre dæmoner i form af angst og generthed, bliver de rigtige mennesker af kød og blod – og en glimrende modgift til den tyktflydende, søde romantikchokoladesovs, der pøses måske lidt for gavmildt over fortællingen.

Isabelle Carrés finurlige Angélique leder tankerne hen på en god fe, som vi kender dem fra eventyrets verden. Med hendes vidtåbne øjne, nervøse smil og skønne, spraglede påklædning flakser hun ind på den gamle chokoladefabrik og kaster sit tryllestøv over både Jean-René, hans godmodige medarbejdere og så selvfølgelig chokoladen. Carré er vidunderlig og hjertevarm og et perfekt valg til rollen – som en mere lys og uskyldig lillesøster til Audrey Tautous mørkere Amélie (der snarere var helgen end god fe).