Lykken er lunefuld

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Mike Leigh er en troldmand. Nej, han kan hverken fremtrylle flammer fra håndfladerne eller tøjle flyvende kæmpeugler (i så fald er jeg mildest talt misinformeret), men den 68-årige instruktør har en unik evne til at forvandle hverdagens monotoni til gribende drama. Hvor de fleste filmmagere har travlt med at transportere os til andre verdener, der fluks ryger i glemmebogen, er Leigh mere optaget af at få os til at standse op og beundre den verden, vi vitterligt befinder os i. Sjældent har Leigh fået os til at beundre den mere end i “Another Year”.

“Another Year” udkommer herhjemme på dvd og Blu-ray, mens de danske biografsale vrimler med krigeriske megarobotter, computerskabte pandaer og plørede pirater, så Leighs seneste film kunne ikke skille sig mere ud fra tidens biografkost. Det er en langsom (men aldrig langsommelig) affære, som er blottet for action, eksotiske locations og dramatiske drejninger. I lange perioder sker der ikke særlig meget, og i langt de fleste scener overværer vi blot samtalerne mellem historiens få figurer, og selv når personerne taler sammen, er de sjældent højrøstede. Sagt med andre ord: “Another Year” er Michael Bays inkarnerede mareridt.

Umiddelbart lyder “Another Year” måske nok som kuren mod søvnløshed, men i virkeligheden er det en af årets mest gribende film – dens 131 minutter flyver forbi. Hvert eneste medlem af Leighs enestående ensemble lever sig så meget ind i sin rolle, at man ikke spekulerer over, at man betragter flere af Storbritanniens bedste skuespillere i aktion, før rulleteksterne minder os om det. Leigh har altid været ferm til at skildre vores verden på en nøgtern facon, der nærmest er helt hypnotiserende, fordi autenticiteten er så slående. Du behøver altså ikke være iklædt 3D-briller for at blive suget fuldstændig ind i denne films tredimensionelle univers.

“Another Year” følger en håndfuld venner i London, og vi får lov til at tage del i deres dagligdag på fire udvalgte tidspunkter af året – et par dage om foråret, om sommeren, om efteråret og til slut om vinteren. Filmens fragmentariske fortællestil er ganske opfindsom, men tidsspringene er til tider så pludselige (især det sidste), at man kort mister følingen med karaktererne. Filmens store midtpunkt, den alkoholiske Mary (en sensationel Lesley Manville), savner man især i den sidste årstids startfase. Men vores interesse i Mary og Co. dulmer alligevel aldrig – dertil er karaktererne og skuespillerne alt for charmerende.

Mary har i årevis arbejdet sammen med terapeuten Gerri, som er gift med geologen Tom. I filmens første fjerdedel, som skildrer Londons kolde forår, introduceres vi for trekløveret, deres venner, hjem og arbejde, og gennem skuespillernes små gestikulationer og ansigtstræk fornemmer vi de stærke bånd mellem de aldrende kammerater. Bare tjek det skæve smil på Gerris læber og Toms overbærende træk på skuldrene, når den fordrukne Mary ævler løs. Der bliver aldrig brugt store armbevægelser eller ord til at forklare, hvad personerne føler, for i virkelighedens verden gentager vi heller ikke konstant dét, vi tænker. Dette er ufatteligt nuanceret skuespil af allerhøjeste karat, og det er vanvittigt, at det kun var Leighs manus, der endte med at blive Oscar-nomineret.

Sammen med disse vidunderlige og vidunderligt ægte mennesker oplever vi dagligdagens trivialiteter og tragedier, og vi føler med dem, fordi vi alle har en Gerri, en Tom eller en Mary i familien eller vennekredsen. Måske endda alle tre. Vi kan sagtens relatere os til dem, og vi kan sagtens forholde os til Marys følelse af at være gruppens sorte får, fordi vi alle har følt os lige så ensomme og forladte som hende. Det er utrolig svært ikke at forelske sig hovedkulds i dem alle – ikke bare på grund af deres styrker, men også på grund af deres fejl, og man bliver lige så ivrig efter at se dem sejre som heltene i de bedste eventyrfilm. På overfladen er “Another Year” en simpel film, men ligesom livet rummet Mike Leighs perle meget mere, end man spotter ved første øjekast.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. I lange perioder ser “Another Year” fuldstændig fejlfri ud i HD – billedet er knivskarpt, og detaljerigdommen er enorm (bare tjek alle de små, grå hår på Jim Broadbents aldrende ansigt). Men under nogle nattescener og filmens vintersekvenser har billedet et underligt digitalt og fladt udseende, og her er detaljerigdommen ikke nær så imponerende. Gryn optræder sjældent, så måske er DNR-filtre blevet taget i brug. Men under hovedparten af filmen ligger transferet heldigvis til topkarakter, og hverken støj, snavs eller edge-enhancement forekommer overhovedet. Desuden er kontrasten upåklagelig, og billedsidens frodige, naturtro farver gengives fornemt.

Audio

“Another Year” er ikke en film, der tvinger kanalnetværket på overarbejde – langt de fleste scener byder kun på lavmælte samtaler i små lokaler. Men sjældent har jeg hørt replikker blive gengivet så klart og med en så tilfredsstillende rumklang. Centerhøjtaleren leverer hovedsageligt ordene, men når der foregår flere samtaler på én gang, deltager de andre højtalere også i legen, og således får man fornemmelsen af, at man befinder sig i samme lokale som karaktererne. Flere subtile atmosfærelyde gør miljøerne mere levende, og desuden folder Gary Yershons smukke musik sig fornemt ud i alle kanaler, men den overdøver aldrig lydeffekterne eller dialogerne. DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet er ikke ligefrem overrumplende, men det ærer filmmagernes intentioner.

Ekstramateriale

Ud over selve filmen indeholder disken desværre kun korte og overfladiske interviews med instruktøren Mike Leigh og skuespillerne Jim Broadbent, Lesley Manville og Ruth Sheen. Den amerikanske Blu-ray indeholder et kommentarspor og flere dokumentarer, som desværre ikke befinder sig på den danske udgivelse. Øv.

Den stilfærdige lykke

Det er svært at forestille sig, hvordan en film som “Another Year” på nogen som helst måde kunne sælges som filmkoncept: ”Her er en historie om et ældre sympatisk ægtepar, som vi følger over fire forskellige dage på fire forskellige årstider. Der sker ikke så meget.”.

Til alt held er det Mike Leigh, der står bag denne film, og han har om nogen en bemærkelsesværdig evne til at bruge hverdagens trummerum som det lærred, hvorpå han i al stilfærdighed maler et større billede. Vi inviteres til at overvære rolige selskaber i haven og hyggestunder med et glas hvidvin i hånden, men vi bydes også indenfor til en diskussion om, hvad lykke egentlig er for en størrelse. Hvorfor lader nogen til at få den i større mængder, mens andre spises af med småbidder?

Tom og Gerry har været gift i en menneskealder og har trods de mange år bevaret den gensidige forelskelse og deres lyse sindelag. De er den slags mennesker, man automatisk drages mod, og det gør deres omgangskreds også. Fremtrædende er især vennen Mary, der er en kvinde sidst i 40’erne, som taler begejstret om friheden og selvstændighed, men hvis ord undergraves af hendes alkoholindtag, der langt overstiger det, enhver lykkelig person drikker. Hun er altid i gang med en ny opskrift på, hvordan lykken skal erhverves, men til trods for at ordene lyder lidet overbevisende, lytter Tom og Gerry til hende uden at dømme. På besøg kommer også barndomsvennen Ken, men selvom han tydeligt er interesseret i Mary, er følelserne ikke gensidige, og hun afviser ham med en næsten fnysende afsky. Hun er til gengæld mere betaget af Tom og Gerrys tyve år yngre søn, som hun udvikler en temmelig upassende forelskelse i.

At træde ind i en film af Mike Leigh er næsten som atter at trække vejret frit, efter man længe har svømmet under vandet. Her er for en gangs skyld et frirum fra de indholdsløse plotdrevne film, vi ellers altid overdynges med, og man kommer i stedet ind i en filmverden, hvor de større temaer ikke trækkes ned over figurerne, men langsomt introduceres gennem vore hovedpersoner. Filmen lader forskellige løsrevne episoder udspille sig, og det er op til seeren selv at reflektere og stykke dem sammen til en større fortælling. Usædvanlig er hans film også i forhold til rollebesætningen. De fleste film bygger på mange måder op til en følelse af mindreværd ved at være befolket af folk, som er smukkere, rigere og mere succesfulde end én selv, men Leighs film adskiller sig markant på dette punkt og er i stedet befolket af mennesker, der på godt og ondt ligner dig og mig til forveksling.

Bag det hele ligger nogle overvejelser om lykkens natur. Er nogle fra naturens hånd udrustet med gener og miljø, der automatisk fører dem til den, hvorimod andre er tvunget til at søge mod misbrug og depression? Har vi selv mulighed for at skabe vores egen lykke, og hvis vi har, hvordan præcis gør man det?