On Fire

At kalde “The Reflektor Tapes” for en dokumentarfilm virker forkert. Ambitionen er mere og en anden end at dokumentere. Mange har sikkert glædet sig til et kig bag gardinet hos et af tidens mest visionære bands, Arcade Fire. For hvem er de egentlig disse uudtømmelige musiske talenter? Det efterlades der ikke noget svar på her – og heldigvis for det.

Koncertfilm er en svær balance. Fra U2’s uvedkommende selvpromovering i “U2 3D”, vinklet i frøperspektiv fra et tilbedende publikum, til D. A. Pennebakers “Don’t Look Back” om Bob Dylans Englandsturné i 1965. En af de bedste. “The Reflektor Tapes” består kun delvist af liveshows, der derfor aldrig bliver for dominerende. Tværtimod. Også på film føles det godt at se Arcade Fire brænde af, som når forsanger Win Butler kaster sig mod gulvet, smadrer hul i sin tromme og stikker hovedet i den i et øjebliks ekstase. Sceneoptrædenerne formidler gruppens eksplosive energi, der løfter publikums hænder i vejret og unægtelig også fik mig op af biografstolen denne efterårsmorgen.

Æren er ikke kun Arcade Fires. Den tilfalder også instruktør Kahlil Josephs dynamiske fortællestil, der er drømmende, grænsende til det surrealistiske. Bedst som man har fundet hvile mellem de livespillende musikere, klippes pludseligt til et haitisk karneval-optog og et kaos af dødsmasker og spydende ild. Et andet sted suges reallyden ud af billedet og efterlader bandet i nærmest mareridtsagtige montager i slowmotion. Formen er det bærende.

Men der er også baggrundsstof for den nysgerrige fanskare. Det findes i de brudstykker af voice over, hvor bandet fortæller om tilblivelsen af det seneste “Reflektor”-album. Her røbes inspirationskilderne – albummet skulle være en hilsen til ingen ringere end Søren Kierkegaard. Avantgarde-koncertfilm med Kierkegaard-referencer? Åh nej. Åh jo. Det fungerer, men nok mest, hvis man kan lide Arcade Fires musik, der fylder en del i den samlede filmoplevelse. Undervejs remixes numre fra især “Reflektor”, men også tidligere udgivelser har fundet vej til lydsiden. Musikken lyder rasende godt i en biografsal, og i den forstand føles “The Reflektor Tapes” som en lang, sanselig musikvideo.

“The Reflektor Tapes” placerer sig i forlængelse af kunstnerisk ambitiøse musikdokumentarer som “Nick Cave: 20.000 dage på Jorden” og “Cobain: Montage of Heck”. Befriende blottet for selvfedme portrætteres Arcade Fire igennem det musikalske univers, krydret med medlemmernes personlige refleksioner over livet og kunsten. Med andre ord er det ikke ren eksponering, men en reel invitation til at følge arbejdsgangen i gruppen. Og blive udfordret filmkunstnerisk samtidig. Hverken Arcade Fire eller instruktør Joseph lefler for nogen.