Tomme tønder buldrer mest

Det er let at hade Michael Bay. Det er let at pege fingre ad instruktøren og revse ham for kun at tænke på kolde kontanter, bundlinjer og den laveste fællesnævner, mens han scorer kassen på at more masserne med spektakulære metervarer. Men før “Pearl Harbor” fik Bays karriere til at køre helt af sporet, var der faktisk tegn på, at han kunne ende som en ganske hædret actionfilmmager i filmhistoriens leksika.

Bays debutfilm, “Bad Boys”, var vittig, voldsom og vildt underholdende. Mandens næste (og bedste) film, “The Rock”, bød på action i særklasse og skønt sammenspil mellem Nicolas Cage og Sean Connery. Dernæst kom “Armageddon” – 1998’s største hit og en acceptabel, simplificeret udgave af samme års mere seriøse “Deep Impact”. Kæmpeasteroiden ramlede ind i Bays omdømme og smadrede det med et altoverdøvende brag. Bang! Bay var nu pludseligt talløse filmentusiasters arvefjende. Personligt synes jeg, “Armageddon” er banelængder bedre end “Bad Boys II” og “Transformers”, men det ville stadigvæk være en astronomisk overdrivelse at betegne den som tilnærmelsesvis fantastisk.

Der findes ikke mange drejebøger med mindre logik eller troværdig dialog end manuskriptet til “Armageddon”. Derfor er det nærmest ubegribeligt, at flere af Hollywoods mest hædrede forfattere har haft en finger med i spillet – inklusive selveste J.J. Abrams og Oscar-nominerede Tony Gilroy, som forfattede de tre superbe Jason Bourne-film. Måske blev maden simpelthen fordærvet, fordi så mange kokke havde været inde over tilberedningen… Under alle omstændigheder er historien om en gruppe boreoperatører, som drager til en asteroide for at smadre den, før den kolliderer med Jorden, mere eller mindre tåbelig fra start til slut.

Naturligvis er sund fornuft ikke en hovedingrediens i alle actionfilm, men det er pudsigt, at filmen lægger ud med den ene videnskabelige smøre efter den anden om tryk, ilt og acceleration, hvorefter astronauterne drager af sted og oplever, at tyngdekraften opfører sig på samme måde i rummet som på Jorden – ja, endda også på asteroiden. Pinligere er det, når filmen prøver at tvinge os til at græde og juble over dens overgearede taler, patriotiske prædiken og sødsupperomantik. Bay taler lige så nænsomt og blidt til hjertet, som en murbrækker knuser en bygning, men i det mindste prøver han da. Nu til dags er Bay alt for kynisk til at bekymre sig om andet, end hvornår han kan detonere endnu en helikopter eller fyre sin næste racistiske eller kvindenedsættende joke af. Men filmens sidste flashback er muligvis filmhistoriens mest cheesy øjeblik.

Men det er hverken Bay eller manuskriptforfatterne, som sørger for, at man i sidste instans sænker barrikaderne og tiljubler karaktererne. Bruce Willis, Billy Bob Thornton, Owen Wilson, Jason Isaacs, Steve Buscemi, Michael Clarke Duncan… Skuespillertruppen bugner af karismatiske talenter, og hæderlige kollegaer som Ben Affleck, Liv Tyler og William Fichtner gør det også udmærket. Kun en typisk hysterisk Peter Stormare irriterer i rollen som en russisk kosmonaut. Willis og Thornton har altid en fabelagtig kemi, når de spiller over for hinanden, og Buscemi og Wilson får på mirakuløs vis klemt et par gedigne grin ud af de få gode vitser. Hvis bare persongalleriet var blevet placeret i en bedre historie med mindre ligegyldigt fyld…

Bay skyder hver eneste scene, som var den en Calvin Klein-reklame – komplet med overdreven brug af slowmotion, højtravende musik og smukke solskinsstråler, der danser over personernes umenneskeligt rene hud. “Armageddon” har et fuldstændig kunstigt, reklameagtigt look, men ligesom de store kosmetikselskabers reklamer er “Armageddon” dæleme flot at se på. Ærgerligt, at Bay i dag er mere interesseret i at ryste kameraet som en sindsforvirret galning end at iscenesætte iøjefaldende billeder. De 12 år gamle computereffekter holder stadig – især meteorbombardementet i New York og Paris tager kegler, og de Oscar-nominerede lyddesignere får asteroiden til at brumme og sjunge, således at den næsten fremstår levende. Desværre leverer hverken Bay eller manuskriptforfatterne en indsats af samme kaliber som de tekniske mirakelmagere bag kameraet.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Der findes formentlig folk, der overvejer at købe “Armageddon” alene for at opleve dens billeder og lydeffekter i High Definition, og de bliver næppe skuffet. Billedet er oftest knivskarpt, og detaljerigdommen er gennemgående enorm. Transferet har også et dejligt, celluloidagtigt look, og man har heldigvis ikke brugt et DNR-filter til at fjerne gryn. Hverken udtværing eller edge-enhancement forekommer, men der er enkelte halvslørede skud under de sekvenser, der virkelig bugner af computereffekter, og Bay og Co. bruger en sjælden gang imellem gamle arkivoptagelser (bl.a. af Det Hvide Hus og NASA), som de ikke selv har skudt, og disse er ofte plaget af snavs.

Audio

Transferet er ikke perfekt, men det er DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet praktisk talt. Lydsporet er selvsagt enormt aggressivt, og lydsiden sætter hjemmebiografen på en gevaldig prøve – subwooferen brummer voldsomt, og det vrimler med fænomenale panoreringer. Man kan nærmest mærke meteorerne fare forbi i stuen. Men hverken den bombastiske musik eller replikkerne overdøves nogensinde, og alle lydsidens elementer har en fabelagtig rumklang. Høje toner gengives også perfekt, og så er den auditive atmosfære altid overbevisende. Selv under filmens få stilfærdige sekvenser er der masser af auditiv aktivitet, men man føler aldrig, at man bliver bombarderet af unødige lydeffekter.

Ekstramateriale

Ud over filmen indeholder skiven blot en stak trailere (inklusive to til “Armageddon”) samt musikvideoen til Aerosmiths frygtelige “I Don’t Want To Miss A Thing”. Trailerne og musikvideoen præsenteres ikke engang i HD. Det er simpelthen ikke godt nok, når dvd-udgivelsen af filmen er proppet med kommentarspor, dokumentarer og slettede scener.