Middelmådig middelalderfilm

Bare gør det. Fyr de oplagte jokes af om, hvorledes “Arn”-filmene ligner discountudgaver af Ridley Scotts “Kingdom of Heaven” og “Gladiator”. Fyr vitserne af omkring, hvordan de skandinaviske film blegner i forhold til Hollywoods storfilm på trods af deres enorme budgetter. Faktisk er der langt bedre grunde til at håne “Arn – Riget ved vejens ende”. For selvom den ikke har kostet nær så meget som dens førnævnte artsfæller, så er det sjældent andet end det ringe antal statister, der bekræfter dét faktum. Kulisserne er prangende, kostumerne ligeså, og selvom det er sjovt at bemærke, at visse skud bliver genbrugt, er der trods alt blærede slowmotion-panoreringer, flotte kranskud og overdådige landskabsbilleder i hobetal.

Det værste, man kan sige om “Arn – Riget ved vejens ende”, er, at den tilsyneladende er fuldt tilfreds med blot at være en discountudgave af Hollywoods historiske storfilm – ganske vist er begge “Arn”-film visuelt imponerende, men derudover er de traditionelle i enhver henseende. Der er intet i filmene, der forklarer, hvorfor Jan Guillous romanforlæg har formået at sælge millioner af eksemplarer verden over.

Hver eneste karakter er en omvandrende kliché, der enten er en regulær helgen eller lige så lumsk som fanden selv. Konflikter løses forholdsvis hurtigt, let og elegant, før der tages hånd om den næste. Kærlighedshistorien er banal, og karaktererne fyrer jævnligt den slags pompøse krigstaler af, som man mistede beundringen for som 8-årig. Kort sagt: Der er intet i “Arn – Riget ved vejens ende”, som man ikke har hørt eller set før, og det lave ambitionsniveau er lige så overraskende, som det er skuffende. Havde de æstetiske ambitioner matchet de historiemæssige, havde “Arn”-filmene ikke befundet sig adskillige divisioner under Hollywoods eftertragtede superliga – en division, som eksempelvis Ole Christian Madsens mere ærgerrige “Flammen og Citronen” er langt tættere på.

Danske Peter Flinth har instrueret, og selvom mange forståeligt fandt det mærkeligt, at en mand primært kendt for børnefilm som “Olsenbanden Junior” og “Fakiren fra Bilbao” skulle stå bag så storladent et projekt, må Flinth egentlig siges at have været det helt rette valg til at filmatisere Hans Gunnarssons manuskript. For “Arn – Riget ved vejens ende” er i allerhøjeste grad en familieorienteret affære – letfordøjelig historieundervisning kombineret med børnevenlige actionsekvenser og moralprædikener. Gigantiske (og fortsat aktuelle) religiøse og kulturelle problemstillinger afbildes som overkommelige skænderier, hvilket formentlig også vil gøre filmen mere ligetil for yngre tilskuere, der nok også vil sætte pris på de mange krigsscener.

De, som er på udkig efter et sobert studium i middelalderens voksende kløft mellem muslimerne og de kristnes respektive overbevisninger, bør snarere opstøve den forlængede version af “Kingdom of Heaven”. Undertegnede har desuden aldrig læst Guillous “Arn”-bøger, men den talentfulde forfatterens skriverier er formentlig bedre end filmatiseringerne. Selv en uindviet person kan mærke, at sektioner af bøgerne enten er blevet forkortede eller forkastede. En sådan proces er selvsagt nødvendig, når en historie fordelt over tre bøger skal overgives via fire timers levende billeder. Men kunne man ikke have undladt en række ensartede kampe og klammerier og i stedet have fokuseret på at finpudse det essentielle kærlighedsplot og de nu forhastede tidsspring?

Historien om tempelridderen Arn Magnusson og Cecilia Algotsdotters forelskelse, der spillede en større rolle i “Arn – Tempelridderen”, trivialiseres ofte, og halvvejs igennem filmen tager den en drejning, der forholdsvis klart understreger filmmagernes fordampede interesse i fortællingen. Generelt har Flinth og Co. desværre travlt med at spole frem til næste mundhuggeri eller tvekamp, så snart karaktererne truer med at udvikle sig mærkbart.

Nuvel. Kampscenerne er velkoreograferede, og ganske vist er de færreste karakterers personligheder på størrelse med deres egoer, men elskværdige er de fleste, og skuespillerne gør det glimrende. Der er ganske vist ingen skuespiller blandt ensemblet på niveau med Russell Crowe, der kan gøre de pompøse replikker opildnende eller inspirerende. Men garvede skuespillere som Bibi Andersson og Stellan Skarsgård fornøjer. Jakob Cedergren er herlig som en selvfed dansk ridder, og Joakim Nätterqvist er en habil Arn – karismatisk og troværdig, og kemien mellem Nätterqvist og smukke, begavede Sofia Helin, som portrætterer Cecicila, er god. Egentlig er der mange gode elementer i “Arn – Riget ved vejens ende”. Bare ærgerligt, at filmmagerne ikke evnede at give den hele arnen.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Edge-enhancement optræder desværre i få scener, men det er kun tydeligt, når karaktererne står foran lyse baggrunde såsom himlen. Billedet er knivskarpt og fuldstændig pletfrit. Farverne fryder, og kontrasten er solid.

Audio

Både et DTS 5.1-lydspor og et Dolby Digital 5.1-mix medfølger, og det første er helt klart at foretrække. DTS-sporet gengiver simpelthen lydsidens dybeste og højeste toner bedre og klarere end DD5.1-mixet. Filmens lyddesign er godt, men ikke exceptionelt, og det bæger DTS-sporet præg af. Actionsekvenserne lyder imponerende – subwooferen er for alvor aktiv, panoreringerne fungerer efter hensigten, og både den dybe lyd af hestenes galopering og den høje klang af sværd, som støder sammen, gengives klart. Dialogen gengives også fornemt, og overstyring eller anden støj forekommer aldrig. Men lydsporet er også en smule uambitiøst. Den auditive atmosfære er acceptabel, men indimellem også kedelig og forudsigelig.

Ekstramateriale

Ganske vist er “Arn”-filmene Nordens hidtil dyreste filmproduktioner, og der har været masser af snak om både Jan Guillous oprindelige bøger og filmatiseringerne for nylig. Alligevel befinder der sig intet ekstramateriale på denne dvd-udgivelse ud over ligegyldige trailere til “Gensyn med Brideshead”, “Kandidaten”, “Miss Pettigrews fantastiske forvandling” og “Burn After Reading”. Det er forbløffende, at der ikke engang medfølger et eneste interview eller en eneste dokumentar om denne kostelige satsning eller dens forlæg.

Arns forløsning

“Arn – Riget ved vejens ende” er anden del af filmatiseringen af Jan Guillous trilogi om tempelridderen Arn. “Arn – Riget ved vejens ende” er fortsættelsen til “Arn – Tempelridderen”, der havde premiere tidligere i år. Den første film omhandlede den unge Arns opvækst, den kærlighed han havde til sin elskede Cecillia, og hvordan de bliver adskilt, da Cecillia bliver sendt i kloster, og Arn bliver sendt til Det Hellige Land for at tjene som tempelridder. Det er disse begivenheder, at “Arn – Riget ved vejens ende” fortæller videre på.

Arns tid som tempelridder i Det Hellige Land nærmer sig sin afslutning. Men inden han kan vende hjem til Cecillia, er han nødt til at deltage i et afgørende slag mod de arabiske krigere, som prøver at indtage Jerusalem. Samtidig forlader Cecillia klostret og vender efter mange år hjem, stadig med det håb at skulle se Arn igen.

Et af problemerne i den første Arn film var filmens score, som var alt for bombastisk og larmende i forhold til, hvad der var brug for. I “Arn – Riget for enden af vejen” er scoret langt mere afbalanceret med handlingen og er med til at danne den rigtige stemning. Et andet problem, som “Arn – Tempelridderen” led under, var dens lange spilletid. Den nye film er næsten af samme længde, men fordi den har en vel tilpasset handling, og dens tempo varierer bedre, bliver den på intet tidspunkt langtrukken som sin forgænger.

Der var både handling og dramatik i “Arn – Tempelridderen”, men alligevel manglede der en form for forløsning på den historie, som filmen havde opbygget – noget mere end blot det korte slag, som filmen bød på. Den forløsning kommer i “Arn – Riget ved vejens ende”, der byder på både flotte slag og individuelle kampe, som åbner for resten af handlingen. Det er også først i “Arn – Riget ved vejens ende”, at man for alvor kan se, hvorfor de to Arn-film tilsammen er Skandinaviens hidtil dyreste filmprojekt.

At det lykkedes at få de utallige mænd, som fylder slagmarken med deres uniformer og deres våben, til at ligne krigere fra 1200-tallet vidner om, at der er brugt mange penge, og at man har haft ambitioner om at lave en film, der kan matche Hollywoods middelalderfilm. Det ses da også tydeligt, at man har skelet til nogle af de amerikanske film under produktionen, da både retorik og replikker på slagmarken minder om de amerikanske produktioner. Det er for så vidt også i orden, men det bliver dog en tand for meget i scenerne op til det sidste slag, da referencerne til “Braveheart” står i en så skarp kontrast, at det næsten er komisk.

Undervejs i filmen kommer der nogle få flashback, som skal forsøge at gøre rede for, hvad der skete i den første film. Dette lykkes da også til dels, da de spørgsmål, som er opstået kort forinden flashbacket, bliver besvaret. Man kan dog undre sig over, at man har valgt at udelade en forklaring på, hvorfor Cecillia afsoner en bod i kloster, og hvorfor Arn er tempelridder i Det Hellige Land, hvilket var kerneelementer i den første film.