FilmenNår der på forsiden af filmplakater står overskrifter som “Fra producenten af… ” eller “lavet af folkene bag…” så rynker jeg altid på mindst ét af brynene, for det betyder som oftest at filmen ikke er god nok til at stå på egne ben. På forsiden af Bad Company står der ”Fra producenterne af Pearl Harbor, Enemy of the State og The Rock” og efter at have set filmen har jeg kun fået bekræftet min påstand, for filmen er en noget middelmådig omgang!

Chris Rock spiller hele to roller i denne film, nemlig CIA agenten Kevin Pope og fuskeren Jake Hayes. De to er tvillinger, adskilt ved fødslen og har aldrig kendt hinanden. Pope bliver dræbt under en vigtig mission der går ud på at købe et atomvåben fra nogle skumle våbenhandlere. Pope er den eneste skurkene stoler på, så nu må Gaylord Oakes, i skikkelse af Anthony Hopkins, finde Popes tvillingebror og overtale ham til at træde i Popes rolle så missionen kan blive fuldført.

Filmen gør brug af næsten alle klicheer man kan komme i tanke om, og har sit plot fra adskillige andre film fx. Maximum Risk, Peacemaker m.fl. Også “fish-out-of-water” ideen, hvor man tager en tilfældig person ud af sit vante element, og kaster ham ud i et andet (og farligt) er brugt adskillige gange. Så der er intet nyt under solen.

Filmen er den første store optræden for Chris Rock, og det er en skam. Han spiller såmænd udmærket, men karakteren tillader ikke at Rock (eller nogen anden skuespiller for den sags skyld) virkelig strækker vingerne ud og leverer en god skuespilpræstation… for det meste render han bare rundt og brokker sig og det er altså ikke noget der giver sympati for karakteren. I det rigtige forum er Chris Rock ustyrligt morsom, men han har i filmen øjensynligt glemt alt om humor og kommer kun med et par dumsmarte jokes i ny og næ… det er så mere manuskriptets fortjeneste end det er Rocks.

Filmens anden hovedperson spilles af Anthony Hopkins, der virkelig er trådt ned på et lavt niveau i denne film. Hopkins siger i ekstramaterialet at han blev anbefalet af sin agent at medvirke i filmen. Kalder Sir Anthony, Kalder Sir Anthony: ”tag lige at få fyret den klovn!”. Karakteren er endimensionel og følelseskold og selv ikke manden der på fremragende vis bragte Dr. Lecter til livs på det store lærred kan hæve karakteren over manuskriptets lave niveau… Hopkins har utvivlsomt kun taget rollen for pengenes skyld, og ligner virkelig en der keder sig ekstremt hele filmen igennem!

Den eneste mindeværdige rolle i hele filmen står svenskeren Peter Stormare for. Han spiller kun en lille rolle, men stjæler alle de scener han er med i, nøjagtig som han gjorde i Armageddon.

Filmens virkelige skurk ser vi ikke meget til, for udover en kort scene i filmens start, ser vi ham ikke igen før halvvejs i filmen. Den første halvdel bruges nemlig på at vise Hayes’ CIA træning… da vi endelig ser filmens hovedskurk igen, er der gået så lang tid at der stort set ingen tid er til at udbygge karakteren… han når aldrig at blive den skræmmende bad-guy som film af denne type kræver.

Filmen er instrueret af Joel Schumacher og han er ganske ferm til at lave sådanne action film. En af filmens lyspunkter er klart actionscenerne, som er veludførte og giver filmen det kick der lige hæver den op fra det totale bundskrab.

Billedsiden står Dariusz Wolski for, og han leverer en række flotte kameravinkler filmen igennem, specielt af Prag, som efterhånden er Hollywoods yndlings-spion-by nummer 1. På trods af de flotte kameravinkler, synes jeg at filmen mangler lidt af den flair som man ellers forbinder med Jerry Bruckheimer produktioner.

Det hele kan koges ned til en omgang ekstremt tynd suppe… filmens plot er genbrugt og skuespillet kører på lavblus. Et af filmens eneste pluspunkter er actionscenerne… se den en regnvåd søndag eftermiddag, og glem så alt om den bagefter!

VideoPå billedsiden er der ikke så meget at tale om. Det er en ny film, og der er derfor tale om et klart og rent transfer i Anamorphic Widescreen med 2.35:1 Aspect Ratio.

Farverne er ok, men da der ikke er tale om en farve- og detalje-rig film får transferet aldrig rigtig lov til at spille med musklerne hvilket er synd… det kunne have været rigtig godt!

AudioPå lydsiden skal Buena Vista have ros for at lægge DTS lydspor på. Til gengæld er der ikke helt så meget smæk for skillingen på hverken DTS eller 5.1 lydsporet, som man kunne have forventet.

Jeg vil ikke kalde lyden for direkte dårlig, for det er den langt fra, den er klar og ren, og surround-højtalerne er tit aktive, ligesom bassen får lov at lege med i nogle af actionscenerne. Men ligesom en tennisspiller der ikke slår helt igennem, så mangler lydsporet lige den sidste slagkraft, der ville have gjort det rigtig godt!

Ekstra materialeUdgivelsen er på dette område helt i bund, for det eneste vi finder på skiven er “In Bad Company – An Inside Look” der er en lille reklamefilm på ca. 10 minutter vi efterhånden kender så godt… rent fluff uden nogen informative kvaliteter overhovedet. Bundkarakter til denne del!

Rush Hour 3 – næsten”Bad Company” er rimeligt underholdende, men en typisk metervare action komedie.

Hvis handlingen til denne film lyder som noget du har set før så er det ganske korrekt. “Bad Company” er grundlæggende blot “Slå først Frede” med flere actionscener (og færre sjove indfald). Historien om den almindelige, lidt kiksede, mand der pludselig skal begå sig i et farlig miljø som han intet ved om er set utallige gange før. I det hele taget er filmens handling en samling klicheer. Vi ved stort set hele tiden hvad der skal til at ske.

Filmen åbner med en meget James Bondsk jagt hvori en agent bliver dræbt. CIA, i skikkelse af den stoiske agent Oakes, finder derpå frem til hans tvillingebror Hayes, og de skal nu oplære ham til at være 007. Oplæringsdelen af filmen er ret kedelig og temmelig fjollet. Hayes får en tjekkisk ordbog og kun ved hjælp af den forventes det åbenbart at han skal lære sproget. Ville det ikke have været mere praktisk at hyre en sprogunderviser?

Herefter går jagten på atombomben ind, og filmen skifter tempo til at blive en mere typisk spionthriller. Vi ser nu læssevis af jagt og kamp scener. Alle disse scener er udmærket instrueret af Joel Schumacher, som kan lave den slags i søvne. Til gengæld er der for mange af dem og filmen kunne med fordel have være blevet klippet en halv time.

At vælge Anthony Hopkins og Chris Rock som makkerpar i stil med “MIB” er unægteligt en noget usædvanlig beslutning. Umiddelbart lyder det ikke som en god ide, og det er det uheldigvis heller ikke. De har ikke meget kemi sammen, og det meste af tiden føles det som om de spiller i hver sin film.

Man undrer sig over hvad der får en skuespiller som Anthony Hopkins til at vælge at være med i en film som denne. I rollen som Oates er Hopkins ikke særlig vellykket. Han går konstant rundt og ligner en der keder sig og han virker besynderligt fjern. Hans rolle giver ham unægteligt heller ikke meget at arbejde med. Oates har ingen egentlig personlighed, blot et par moralske udbrud i ny og næ som han aldrig omsætter til praksis.

Chris Rocks figur falder mere heldigt ud, selvom han egentligt blot spiller sig selv. Han fremstår vitterligt som en der forsøger at få scenerne til at fungere. Hans rolle i filmen er nærmest en lang stand-up optræden, og selvom vittighederne er af stærkt svingende karakter så er der alligevel mange af dem som man griner af.

Peter Stormare har en lille rolle som den klamme østeuropæiske gangster, der sælger atomvåbnet til CIA. Det er en skam at den ikke fylder mere, for han gør det vældigt godt. Han balancerer dygtigt på grænsen mellem det morsomme og det farlige. Filmens egentlig skurk lærer vi aldrig rigtigt at kende. Han når kun lige at dukke op i et glimt eller to før slutningen. Da han får sin bekomst er vi derfor totalt upåvirkede.