Listen over danske gyserfilm er bestemt ikke lang, og derfor er det kun godt, at der også bliver kigget i netop den retning engang imellem. “Bag det stille ydre” er skabt af Dennis Jürgensen og Martin Schmidt, der tidligere har arbejdet sammen på “Mørkeleg” og “Sidste time”. Hvor de to førnævnte film vel må kategoriseres som splatterfilm, er “Bag det stille ydre” nærmere en psykologisk thriller. Handlingen er dog hverken original eller nyskabende, og de mange svagheder i filmen gør at den i sidste ende slet ikke bliver uhyggelig.

Parret Tommy og Signe flytter sammen med deres 5-årige datter Bianca ind i et stort gammelt hus på landet. Han er computerekspert og rejser meget, og derfor er mor og datter ofte alene hjemme. Det bliver hurtigt klart, at der er noget helt galt med huset. Døre der smækker og en pejs, som tænder helt af sig selv. Frugt rådner på et øjeblik og blomster dør. Samtidig har datteren fundet sig en ny ven, der hedder Oliver – problemet er bare, at forældrene ikke kan se ham. Børn har jo en tendens til at opfinde usynlige legekammerater, men Signe bliver mere og mere overbevist om, at Oliver virkelig findes! Efterhånden går det op for den lille familie, at de har købt et hjemsøgt hus. Heldigvis er Tommy, Signe og Bianca ikke alene, for de er blevet venner med naboparret David og Marianne, der prøver at hjælpe dem igennem deres prøvelser.

Filmens største problem, ud over at den ikke er uhyggelig, er at man allerede fra starten af har regnet hele plottet ud. Det er ikke antydningens kunst, der anvendes i “Bag det stille ydre”. Alt er forudsigeligt, og det ødelægger en af pointerne ved i det hele taget at se en psykologisk gyserfilm. Der er ingen “uuuh” eller “aha” oplevelser, og man keder sig jævnt over de halvanden time filmen varer. Det virker som om, at Schmidt har været bange for, at publikum ikke ville forstå handlingen, hvorfor alt er penslet ud til mindste detalje. Det er ærgerligt, at der ikke er blevet lagt mere energi i at gøre historien troværdig og mere interessant. Noget der i den grad også irriterer er, at næsten samtlige skuespillere spiller langt under deres vanlige standard. Det er meget svært at finde empati for karakterer, der hele tiden lyder som om, at de læser op fra manuskriptet. Dejan Cukic og Andrea Vagn Jensen står stærkest i filmen.