Arbejd for drømmen

Følg dine drømme. Giv aldrig op. Så lykkes det. Specielt i Paris – drømmenes by. Enhver kunne lave mad. Enhver kan blive balletdanser. Pixar-rotten Remy ville lave ratatouille, nu vil Félicie være balletdanser i operaen. Hun følger også sin drøm. Men ligesom med Félicies evner til at stå på tå, så er “Ballerina” ikke yndefuld fra begyndelsen, men arbejder sig langsomt til applaus.

Åh nej, nu begynder det, siger Félicies ven, Victor. Sådan tænkte jeg også. For ballerina-drømmen begynder ikke så godt. Drømme, drømme, drømme. Det skal det handle om. Det fastslår Félicie flere gange. Hun drømmer om sin spilledåse. Der er en ballerina i den. På plakaten står der endda ‘følg drømmen’. Jeg forstår det godt nu! Det handler om at drømme. Det bliver simpelthen for meget. Skal det siges så mange gange? Men selv om “Ballerina” gerne vil gøre det fuldstændig klart, hvad det handler om, så er der dog en vigtig pointe med drømmene i den sidste del af danse-akten.

Drømme kan nemlig blive til virkelighed. Man skal bare ville dem nok. Ligesom Remy lærte det. Enhver kunne lave mad. Det kunne han også. Dog havde han talent. Det har Félicie ikke. Hun kan faktisk slet ikke danse ballet. Men det lærer hun med hårdt arbejde i”Karate-Kid”-træningsmontager. Så bliver hun bedre. Hop op og slå til klokken, men land i vandpytten uden at sprøjte. Wax on, wax off, du ved. Félicies ballerina-drøm lærer mig, at drømmen faktisk ikke er nok. Hårdt arbejde er også nøglen. Enhver kan danse ballet… Med hårdt arbejde.

Hårdt arbejde kan man ikke sige, der er blevet lagt i de sjove bifigurer. Nærmere en slags blid opvarmning. Vennen Victor er comic relief. Klodset opfinder-type. Det kan være sjovt. Desværre ikke her. Wooow, wooow, wooow, siger Victor flere gange for derefter at falde, få noget i hovedet, ødelægge noget etc. Han er mere irriterende end sjov. Men der er dog momenter, hvor de mindre figurer er sjove. Det skal de danske dubbere have æren for. Rudolf er den bedste, mandlige balletdanser. Han er overklasse-agtig og mega højrøvet. Sådan er Andreas Jessen fremragende til at lyde. Rudolf er fandme klam og skabet. Han er en karikatur. Han er for meget. Hver gang Rudolf trådte ind i billedet, grinede jeg.

Som om drømme og hårdt arbejde ikke er tema og moral nok, så åbner “Ballerina” også op for en vigtig lektie om forældrenes rolle. Camilla er Félicies rival. Hun arbejder hårdt. Hun danser perfekt. Men hvorfor vil hun danse? Det kan hun ikke svare på. Det er hendes mors valg. Hun er en pacende curlingmor. De er de onde. Lad børnene drømme og gøre, som de vil. Det skal handle om børnenes drømme. Ikke forældrenes.