Underskønne Penelope Cruz og Salma Hayek tilfører begrebet søskendesolidaritet helt nye betydninger i “Bandidas”, der generelt er lidt af en rodebutik, men dog har sine komiske øjeblikke. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde og således også Sara (Salma Hayek) og Maria (Penelope Cruz), der bliver nødt til at bilægge interne stridigheder for at tackle deres eget og dermed filmens projekt.

Selvom “Bandidas”, der for i øvrigt er produceret af franske Luc Besson, ofte har sans for det sjove og det komiske, stikker fortællingen som helhed egentligt ikke særligt meget dybere end det. Det er en grundlæggende og ganske firkantet fortælling om den rige og anstændige pige, Sara, og den fattige og rebelske Maria, der trods indbyrdes modsætninger danner fælles front for at hævne drabene på deres fædre.

Begge fædre har nemlig på hver sin måde haft en mere eller mindre bevidst rolle i et magtspil om etableringen af jernbanespor tværs over Mexico på et ikke nærmere præciseret tidspunkt sidst i forrige århundrede. Det ligner et ikke altid helt vellykket forsøg på at lave en mellemting mellem “Zorro” og “Desperado”. Men derved ophører enhver sammenligning imidlertid også, for “Bandidas” besidder nemlig på ingen måde den begavelse, som i hvert fald sidstnævnte kan skilte med.

Det nuancerede slår simpelthen ikke til i det lange løb. Som fortælling er filmen en særdeles stereotyp størrelse, hvor grundelementerne for så vidt hænger fast i de godes kamp mod det onde, den rige pige og den fattige, venskab og fjendskab. Alligevel har “Bandidas”, selv om den ganske åbenlyst er en moralsk komedie, bestemt sine øjeblikke. Dialogerne mellem de to kvindelige hovedkarakterer er krydret med rappe replikker og underholdende, actionfyldte stunts. Rigtigt sjovt bliver det imidlertid først, da duoen får selskab af kriminaleksperten Quentin Cooke (Steve Zahn) og dermed bliver et sprudlende (og eftersøgt) trekløver.

For der er nemlig mere end bare hævn på spil for de kvindelige hævnere. Ud over oprejsning for fædrenes død er lokalbefolkningens armod, da de bliver frataget deres levebrød, også en agenda. Og hvordan vejer man så op for det? En udvej for de to lovbrydere har i hvert fald en løsningsmodel, der består i at røve banker, hvilket de ikke er så geschæftige til, i hvert fald ikke til at starte med. Men et lynkursus i bankrøveri hos Bill Buck, der desuden byder på en ganske fortræffelig birollepræstation af Sam Shephard, vejer op for sagen. Med befolkningen med sig og magthaverne imod sig er vejen dermed banet for en jævnt underholdende komedie, der på ingen måde ville være noget uden sine gakkede indslag og humoristiske replikker. For historien er der desværre ikke meget kød på.

VideoBilledsiden i “Bandidas” er ganske udmærket. Den fremstår således i et 2.35:1 anamorphic widescreen format. Set med de overordnede briller er der ikke eksempler på støv eller anden form for digital støj. Alligevel må det påpeges, at edge enhancement flere steder er eksisterende. Men ellers er der tale om et roligt transfer, hvor billedet gennemgående er skarpt og detaljerigt.

AudioEt engelsk lydspor i henholdsvid DTS og Dolby Digital 5.1 gør det ud for lyden i “Bandidas”. Og den er de sluppet ganske hæderligt fra. Således skaber lyden, hvor alle kanaler i øvrigt er flittigt i brug, en solid baggrundsfylde for filmens fysiske handling. Samtidig rummer lydsiden et ganske betagende spansk inspireret soundtrack, der netop antyder en vis fascination af “Desperado”.

EkstramaterialeEkstramaterialet er temmelig beskedent. Ud over trailers med “Just Friends”, “Five Fingers”, “Guilty”, “36 Quai des Orfèvres” og naturligvis “Bandidas”, begrænser materialet sig til en cirka femten minutter lang feature, hvor instruktørerne Joachim Roenning og Espen Sandberg, samt Cruz og Hayek, anskueliggør produktionen af filmen.

Salma vs. PenelopeSom Chris Rock sagde det ved sidste års Oscaruddeling, så er der fire… undskyld to gode grunde til at se “Bandidas”: frøkenerne Salma Hayek og Penelope Cruz. De rider, kæler, kysser, slås, sukker og skyder sig igennem filmens westernlandskab iført alt fra løstsiddende bondepigetøj til stramtsiddende korsetter i partypink. Deres medvirken er filmens raison d’être, og skal man se “Bandidas” skal det være for de to kvinders skyld, for resten af filmen er en omgang letbenet og klichéfyldt westernfarce.

Filmen foregår i Mexico, i 1880’erne, hvor jernbanen vrider sig frem igennem landet som en industriel slangekrop. Der er mange økonomiske interesser involveret i jernbanen, og desværre står både Marias (Penelope Cruz) bondefar og Saras (Salma Hayek) far, der er bankmand, i vejen for et amerikansk selskab, som vil tjene penge på jernbanen. De er repræsenteret af den overdrevent sleske skurk Mr. Jackson, spillet af Dwight Yoakam, der selv gerne vil sikre førtidspensionen på ganske uærlig vis. Saras far bliver dræbt og Marias hårdt såret. De to piger beslutter sig for at slå igen ved at blive bankrøvere og tømme det amerikanske selskabs banker for deres monetære indhold.

Det er formodentlig også med primært monetære hensigter, at filmen er blevet til i første omgang. Man mistænker lidt filmproducenterne for at have kigget folkene bag “Freddy vs. Jason” over skulderen, da de skulle markedsføre denne film. Det er i grunden samme koncept bare med betydeligt flottere frontfigurer. Handlingen i “Bandidas” er tynd som en tortilla og kun rullet for at vi kan have en undskyldning for at se de to skønheder slå sig løs på ganske slap line. Deres roller som den uvidende bondepige og den forkælede rigmandsdatter er så hule, at man ikke ser Sara og Maria for sig, men Salma og Penelope. Det er kemien imellem de to, der må bære filmen, og det skal så indrømmes, at de to skuespillerinder også har nok personlig charme og indtagende kurver til at man til tider glemmer hvor åndssvag resten af filmen er.

Der er ikke meget i manuskriptet at arbejde med for Hayek og Cruz. Og meget bedre er det heller ikke for deres medspillere. Yoakam er som skurk ikke særlig farlig, men ganske svedende. Den stedvis sjove Steve Zahn spiller en CSI-ekspert før der overhovedet var noget der hed det. Hans primære opgave i filmen er dog ikke at afsøge gerningssteder, men at tage imod så mange kys som muligt fra Hayek og Cruz (heldige asen) og så ellers se lidt forfjamsket ud når pigerne bliver lige vovede nok. Gode gamle Sam Shephard dukker også op i en lille rolle som en eks-bankrøver, der bliver pigernes personlige træner! Jo jo den er god nok – træner. I filmens dummeste sekvens oplærer Shephard de to potentielle bandidas i at røve banker ved at: lade dem løbetræne med hinanden på ryggen, tage armbøjninger nedsunket i vandløb, styrketræne ved at hænge dem ud over en stormende flod… for at lære at røve banker! Det er faktisk så dumt, at det ender med at blive sjovt.

Og sådan er filmen egentlig også. Ganske tåbelig, men egentlig ganske underholdende når det kommer til stykket. Filmen er helt bevidst om sin overfladiske natur og kun i nogle få øjeblikke kommer det til at handle om seriøse emner som Mexicos frihed og om at finde sin plads i livet. Her sætter man hurtigt sporerne i støvet overfor filmens moraliseren, men de scener er få, og når korsetterne bliver spændt ind og seksløberne brager løs er Bandidas en morsom film, med bankrøverierne som højdepunkter.