Bangkok Dangerous

InstruktionDanny Pang, Oxide Pang Chun

MedvirkendeNicolas Cage, Shahkrit Yamnarm, Charlie Yeung, Panward Hemmanee, Nirattisai Kaljaruek, Dom Hetrakul, Tuck Napaskorn, Steve Baldocchi, Chris Heebink, James With

Længde99 min

GenreAction, Drama, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen19/09/2008


Anmeldelse

Bangkok Dangerous

3 6
Rutinepræget remake

Hvis Gækkeren vitterligt bliver skurken i den næste “Batman”-film, findes der så et bedre valg til rollen som den enigmatiske slyngel end Nicolas Cage? Skuespilleren er jo nok det nærmeste, man kommer på en omvandrende gåde – en ekstremt uforudsigelig herre, der den ene dag nærmest synes at gå i søvne i rædsomt skrammel som “Next”, “Windtalkers” og (ikke mindst) “The Wicker Man”, mens han i den næste brillerer og leverer Oscar-værdige præstationer i film som “Orkidé-tyven” og “Leaving Las Vegas”. Cage har tydeligvis talent, men den prisbelønnede skuespiller træffer altså tit karrierevalg af samme vanvittige art som hans beslutning om at døbe sin søn Kal-El.

På den såkaldte Cage-skala befinder “Bangkok Dangerous” sig dog heldigvis ikke i selskab med de ovennævnte fadæser, men snarere på omtrent samme niveau som metervarerne “National Treasure” og “Con Air”, hvilket alligevel er bedre end ventet, når man tager mandens seneste års pinlige udskejelser i betragtning. Pang-tvillingebrødrenes thriller er en genindspilning af duoens kinesiske originalfilm, og havde det ikke været for få, men virkelig nagende skavanker, havde “Bangkok Dangerous” formentlig endt som en af Cages mere respektable mainstreamfilm á la “Face/Off” og “The Rock”.

Cage er ganske hæderlig som fortællingens amerikanske lejemorder Joe, der drager til Bangkok i Thailand for at afvikle en allersidste opgave, inden han skrinlægger karrieren som drabsmand. Cage er tydeligvis veloplagt, og han mønstrer et forfriskende seriøst portræt af en ensom mand, hvis strikte lejemorderkodeks udelukker almindelig menneskelig kontakt. Men et møde med den lokale charmetrold Kong, som bliver Joes assistent og senere hans elev, samt den henrivende, døve apoteker Fon får langsomt Joes iskolde facade til at smelte. Det er en klassisk, moralsk fortælling om en kynisk mand, hvis samvittighed vokser i takt med hans afsky for sig selv og sin profession. Og naturligvis er der ikke megen tvivl om, hvorvidt Joe magter at tilbagelade the dark side og rette sit våbenarsenal mod de rette.

Et traditionelt plot, bevares, men ikke et helt uden potentiale. Filmens største problem er, at historiens store vendepunkter slet ikke fungerer efter hensigten. I begyndelsen af filmen myrder Joe ikke blot gladeligt sine mål, men også sine uskyldige assistenter uden så meget som et glimt af anger. Og Joes pludselige beslutning om at undervise Kong i stedet for at likvidere ham bliver slet ikke forklaret tilstrækkeligt. Det samme kan i øvrigt siges om Joes beslutning om at droppe lejemorderbranchen. Endnu mindre plausibel er romancen mellem lejemorderen og Fon, som er alt for banal og sentimental til en så alvorsfuld film, selvom begge skuespillere gør det godt. Scenerne med parret hjælpes heller ikke af den sædvanligvis habile Brian Tylers kedelige klavertema, som dukker op igen og igen og igen…

Problemerne lyder måske trivielle, men de gør, at man aldrig rigtig køber Joes forvandling eller forholdene mellem karaktererne, og derfor forbliver der en kølig distance mellem tilskueren og de fiktive helte. “Bangkok Dangerous” har altså hjertet på rette sted, men den savner en sjæl. Og selvom hverken den sukkerlakerede kærlighedshistorie eller Joes mentorforhold til den karismatiske Kong er fuldstændig uinteressant, ville en finpudsning af drejebogen have været mere end velkommen.

Man efterlades i stedet med en ret så uengagerende actionfilm blottet for både elskværdige helte og mindeværdige skurke. Der er heller ikke nogen nævneværdige overraskelser undervejs, og konklusionen på Joes personlige rejse er desværre hverken uventet eller tilfredsstillende. Pang-brødrene er ikke ligefrem af samme støbning som landsmanden John Woo, men de har dog skruet nogle ganske underholdende, om end korte actionscener sammen. Tempoet er generelt højt, og der er ingen decideret overflødige sekvenser, så man keder sig heldigvis aldrig. Og hverken lydsiden eller den dystre, enormt stemningsfulde gengivelse af Bangkoks natteliv kan man for alvor sætte en finger på. Men endnu en letfordøjelig stiløvelse er ikke ligefrem noget, som pynter på Cages CV.
Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Transferet har en dejlig celluloidagtig tekstur takket være den fornemme gryngengivelse, som altså giver billedsiden et filmagtigt look. Der forekommer aldrig overrumplende mængder gryn, og hverken digital støj, snavs, komprimeringsfejl eller udtværinger forekommer. Der er ganske vist fåtallige glorier, og sortniveauet har en tendens til at være lidt for kraftigt, men dette er under alle omstændigheder et strålende transfer.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-mix imponerer også. Der er en lettere irriterende niveauforskel på lyden af henholdsvis replikkerne og lydeffekterne, så indimellem sidder man og roder lidt med fjernbetjeningens volumenknap. Men dét minus er bestemt til at leve med, når nu filmen lyder så godt, som den gør. Dynamikområdet er enormt – både høje og dybe toner gengives klokkeklart. De musikalske indslag udnytter hele kanalnetværket (inkl. subwooferen) på effektiv vis, og actionsekvenserne er spækket med fænomenale panoreringer. De mere stilfærdige scener suppleres af talrige subtile lydeffekter, der skaber en plausibel auditiv atmosfære. Replikkerne lyder måske indimellem lidt lave, men de har til gengæld en god rumklang og plages aldrig af støj.

Ekstramateriale

Ud over filmen indeholder dvd’en kun et trailershow med uddrag fra “Battle in Seattle”, “Babylon A.D.”, “Smiley Face” og “Chaos Theory”. Her er ikke engang en ordentlig menu med kapiteloversigt.

“Bangkok Dangerous” er en velproduceret, men middelmådig thriller, der sagtens kunne have været enten bedre eller værre. Man har set det meste før, og skuespillerne er gode, men langtfra prangende, og actionsekvenserne er spændende, men på ingen måde forbløffende. AV-præsentationen er glimrende, og havde der været mere ekstramateriale på dvd’en, havde den været lettere at anbefale til genrens tilhængere. Men medmindre man er fan af “Bangkok Dangerous”, bør man allerhøjest overveje at leje udgivelsen.

Bangkok Dangerous

3 6
Pang! Tju! Bang!

Efter værker som Michael Manns “Collateral”, Sam Mendes’ “Vejen til Perdition” og sidst, men bestemt ikke mindst Luc Bessons udødelige “Léon” har lejemorder-filmen for længst etableret sig som sin egen genre. Som en anden dødsengel bevæger en mand (eller kvinde) oftest ubemærket sig fra hus til hus og tager sidste åndedrag fra de planlagte mål og sørger dermed for klienternes kundetilfredshed. Lige indtil den dag følelserne kommer i mellem det kolde professionelle arbejde. Tvillingerne Oxide og Danny Pangs skud på stammen, “Bangkok Dangerous”, afviger ikke fra formlen.

Joe er professionel lejemorder og en meget kold og beregnende en af slagsen. Efter et succesfuldt job i Prag skaffer han sig hurtigt af med al bevis på sin eksistens, inklusive menneskelige kontakter, og bevæger sig hurtigt videre til Bangkok, hvor hele fire mord skal udføres, hvorefter pensionen og palmerne venter. Da Joes kontakt i Bangkok, Kong, begynder at sætte spørgsmålstegn ved jobbet, bilder Joe ham ind, at det kun er onde mennesker, der bliver udryddet. Efter at Joe sætter Kong ind i kunsten at være lejemorder, finder den døvstumme pige Fon, som Joe har mødt i et apotek, ud af, hvad han i virkeligheden laver. Lejemorderen står nu over for det klassiske valg: karrieren eller kærligheden.

Kan Nicolas Cage egentlig lave andre film end dem, hvor antallet af rappe one-liners kun bliver overgået af slowmotion-blyfyldte ofre i kampens hede? Husker man tilbage på David Lynchs “Vilde hjerter”, Mike Figgis’ “Leaving Las Vegas” og Spike Jonzes “Orkidè-tyven” er svaret ja, men alt for mange overflødige og ligegyldige titler danner et broget karriere-billede for den populære Hollywood-skuespiller. Men Cage har sikret mange blockbuster-succeser og søger for tiden udenlandsk skuespillerarbejde, hvilket sikkert også er motivation for at hente ham ind i Pang-brødrenes thailandske projekt.

Som en klassisk noir-film bliver “Bangkok Dangerous” ledt af Nicolas Cages stemme, der fortæller om lejemorderens kredo. I samme stil er filmen fyldt med kontraster, skygger og dystre gyder, og Bangkok er ikke overraskende en glimrende kulisse for den regnfulde noir-stemning. Pang-brødrene viste allerede i 2002 med horrorfilmen “The Eye” sammen med den faste fotograf Decha Srimantra, at de mestrer spænding såvel som visuelt håndværk, og “Bangkok Dangerous” er ikke en undtagelse. Et af Joes mål bliver i en næsten poetisk sekvens likvideret i en swimmingpool. Det er spændende og veludført. Joe selv sidder i et eftertænksomt øjeblik i skyggerne op ad en nøgen væg, hvor sollyset kommer ind af vinduet og rammer kun ansigtet, der bliver kraftigt oplyst og efterlader samme ansigts silhuet på den lyse væg bagved. Fyldt af lys og mørke, yin og yang. Det varer blot sekunder, men er enhver fotografs våde drøm og grænser til det geniale. Og her stopper morskaben så også.

Joes kærlighedsaffære med apotekeren Fon er koldere end de mange lig, han efterlader i forbifarten. For ikke at tale om Joes nye lærling Kong, der egentlig kun skulle være midlet til målet, men ender med at blive Joes bedste ven. Overgangen er ulogisk og Kongs evindelige platte thailandske fy-ord smidt efter læremesteren er fuldstændig spildt comic-relief, ligesom den anmassende symbolik gennem hele filmen mildest talt hører hjemme i billedsprogsdiskussion i tredje klasse – hvis det da findes. Filmen udmunder i et billigt John Woosk inferno (på en dårlig dag) og slipper alt for let fra, hvad den egentlig ville.

Pang-brødrenes lejemorder-bidrag har masser af hul tju-bang og andre trivialiteter, men gudskelov også en spændende indpakning, for den visuelle skarphed og de glimtvise spændingsscener er det eneste, der forhindrer “Bangkok Dangerous” fra selv at få nakkeskuddet ned i ligegyldighedens store afgrund.

Læs mere om Nicolas Cages karrieremæssige op- og nedture i Moviola: Nicolas Cage – Perfekte fuldtræffere og komplette fejlskud


Trailers

Kort om filmen

Joe er professionel lejemorder. Vi møder ham første gang i Prag, hvor han demonstrerer, hvor effektivt han kan udføre sit job. Men det er i Bangkok i Thailand, at han får et af sin karrieres større bestillingsarbejder. En lokal gangster har bestilt fire mord hos Joe, som til at begynde med hyrer en lokal medhjælper, et sendebud, som han i øvrigt kan skille sig af med, når opgaverne er løst. Den unge Kong får jobbet. Men trods sin professionalisme får Joe problemer. Et af dem hedder Fon og er en smuk, døvstum thailandsk apotekerekspedient. Et andet er Kong, der gerne vil lære at slå ihjel…