En film i fortælle-teknisk økonomisk krise.

2006 var året, hvor et kuet, østtysk folkefærd med smertende udlængsel brændte sig fast på verdens nethinder i Florian Henckel von Donnersmarcks “De andres liv”. Og filmen om livet i Østberlin bag jerntæppets dundrende fald blev da også belønnet med en Oscar. Men hvad angår 2012 – ja, så blev det desværre ikke året, hvor succesen gentog sig, for kritikerdarlingen “Barbara” har desværre forlagt sin historie i sin højpandede stræben efter en jordnær fortælling.

Men det skulle alligevel ikke undre, hvis filmen, der er årets tyske Oscar-kandidat, alligevel får charmet sig vej til branchens anerkendelse til næste års Academy Awards. Det er nemlig ikke til at komme uden om, at det, som filmen og dens suspense-allergiske instruktør, Christian Petzold, vil, både er prisværdigt og interessant.

Scenen er sat i det provinsielle Østtyskland under den kolde krig i 1980. Den blonde, østtyske læge Barbara Wolff (Nina Hoss, der for femte gang optræder i en Petzold-film) er blevet forvist fra sin lægestilling i Berlin og skal i stedet arbejde på et begivenhedsfattigt hospital med klinkevægge i provinsen. Hendes ansøgning om udrejse til Vestberlin, hvor hendes kæreste er, har nemlig fået Stasi på tæerne. Flere gange får hun derfor uventet besøg af den mistænksomme Stasi-udsendte Schütz (Rainer Bock), der endevender både hende og hendes slidte lejlighed efter spor på landsforræderi. Hendes eneste lyspunkt i det idylliske og rådne provinshul bliver hendes hemmelige stævnemøder med kæresten. Og så er der jo den venligtsindede, Russell Crowe-lignende overlæge André Reiser (Ronald Zehrfeld), som hun måske, måske ikke, kan stole på.

Og netop hvem, man kan stole på, er tilsyneladende hele humlen i filmen, der forsøger at illustrere, hvordan den konstante mistro fra andre, over for andre og til andre fortærede befolkningen i det stikker-opfordrende Østtyskland. Som publikum ved vi, at det foregik, og det interessante bliver derfor, hvordan det foregik, og med hvilken effekt. Og det er lige præcis her, “Barbara” gerne vil brillere. Det interessante ved filmen er nemlig, at den i stedet for at beskæftige sig med spionfigurer og oprørske kunstnertyper i storbyen Berlin vover sig ud i provinsen for at fortælle historien om det almindelige menneske med den almindelige hverdag. En hverdagskopi af sikkert flere tusinde østtyskeres liv i perioden.

Desværre falder “Barbara” til jorden med et brag af den kaliber, som kun det jerntæppe, fortællingen kredser om, kan overgå i decibel. Primært gennem hyppig brug af kolde, tavse blikke forsøger Petzold at skildre Stasis indgriben i det almindelige liv for den almindelige tysker i den almindelige by. Men det, der skulle bidrage til at illustrere den snærende, mistroiske spænding imellem tyskerne, spænder ben for den fortælling, som instruktøren med samme teknik forsøger at fremhæve. For det kan være svært at fatte empati med en person, man hverken ved, hvad tænker eller føler, og en Nina Hoss, der, lammet i enhver ansigtsmuskel, forsøger at gøre en betynget Ulrich Mühe efter, er ikke særlig nem at afkode.