Batman Begins

InstruktionChristopher Nolan

MedvirkendeChristian Bale, Liam Neeson, Michael Caine, Katie Holmes, Gary Oldman, Cillian Murphy, Rutger Hauer, Mark Boone Junior, Ken Watanabe, Linus Roache, Richard Brake, Sara Stewart, Tim Booth, Rena Sofer, Tom Wilkinson, Alexandra Bastedo, Morgan Freeman, Jack Gleeson, Emma Lockhart, Gus Lewis, Tenzin Clive Ball, Jordan Shaw

Længde141 min

IMDbVis på IMDb

I biografen22/07/2005

Anmeldelse

Batman Begins

5 6
Næsten genial genstartTim Burtons æstetisk banebrydende og særdeles underholdende “Batman” fra 1989 blev af mange klandret for at fokusere mere på den kappeklædte helts modstander end flagermusmanden selv. Det samme kan man bestemt ikke kritisere Christopher Nolans “Batman Begins” for at gøre. Instruktørens kostelige film, der ignorerer begivenhederne i alle de forrige Batman-film, tilbyder endelig det globale biografpublikum et grundigt kig på Bruce Waynes barndom, ungdom og skabelsen af hans verdenskendte alter ego. Og Batman selv er afgjort primus motor i en af genrens flotteste, mest velspillede og spændende værker.
Men “Batman Begins” plages af det nøjagtig samme problem som de første dele af føljetonerne om Spider-Man, X-Men og Iron Man: Introduktionen af karakteren samt skildringen af hans evolution er meget interessant, men kort tid efter, at helten for første gang har iført sig sit imponerende kostume, bliver karakterdrevet drama undertiden tilsidesat til fordel for påklistrede actionsekvenser. Filmens tiltalende troværdighed ryger af og til fløjten under den sidste akt, som fremviser et overflødighedshorn af eksplosioner, forvirrende slagsmål og kluntede replikker om inficerede vandrør og gigantiske mikrobølgeovne. Gudskelov er det først sent i “Batman Begins”, at tingene begynder at køre af sporet.

Nolan var tydeligvis først og fremmest interesseret i at afbilde en mere realistisk udgave af Batman og en mere naturtro version af heltens fiktive hjemby, Gotham. En prisværdig dagsorden, må man sige. Men når ens budget lyder på 150 millioner dollars, går det desværre ikke blot at portrættere en forældreløs ungkarls besvær med at tømme skabet for skeletter. Nolan og manuskriptforfatteren David Goyer lader publikum vente en del på synet af Batman i fuld vigør. I stedet bruges hovedparten af seancen på at forklare, hvad der får et menneske som Bruce Wayne til at iføre sig et flagermuskostume og jagte forbrydere. Og Waynes personlige rejse, der for alvor begynder, da han overværer sine forældres mord som barn, og som bringer ham til Asien for at lære om kampkunst, er enormt velfortalt.

Både Nolan og hovedrolleindehaver Christian Bale bidrager til det uhyre nuancerede portræt af den snart 70-årige karakter. Bale synes skræddersyet til rollen, og waliseren har ingen problemer med at spille hverken den skræmmende Batman, den oprigtige, følelsesladede Wayne eller den egocentriske Wayne, han undertiden lader som om, han er, for at aflede folks opmærksomhed fra sine dristige gøremål om natten. Bale er blot en lille del af et af filmhistoriens mest stjernespækkede ensembler, der bl.a. tæller Liam Neeson, Morgan Freeman, Michael Caine, Gary Oldman, Cillian Murphy, Tom Wilkinson, Rutger Hauer og Ken Watanabe.

Hver eneste skuespiller leverer varen – selv Katie Holmes, der er ganske overbevisende som Waynes barndomsveninde og potentielle kæreste Rachel Dawes. Især Caine er fantastisk som Waynes loyale butler, Alfred. Den charmerende aktør får lov til at levere talrige gemytlige jokes, der hiver filmen ned på jorden på de helt rigtige tidspunkter, når tungsindet lommefilosofi truer med at gøre den lidt for alvorlig. Oldman nyder tilsyneladende at spille en karismatisk good guy for en gangs skyld, og som seer nyder man ligeledes at se den eminente brite portrættere Batmans vigtigste allierede i kampen for retfærdighed – betjenten Jim Gordon.

En af filmens mest imponerende og oversete bedrifter er i øvrigt, at den formår at gøre mørkets ridder uhyggelig. Under en af filmens bedste sekvenser, hvor Batman for første gang slår gækken løs, får vi lov at opleve helten på samme måde som hans modstandere: Som en uforklarlig, frygtindgydende skikkelse i mørket. Man opnår derfor ikke blot større respekt for karakteren, men også for filmen. Selv ikke produktionens minusser ændrer på, at “Batman Begins” alt i alt er et forfriskende modent portræt af en af vor tids mest interessante figurer og en gribende historie om skillelinien mellem hævn og retfærdighed. Derudover er det selvfølgelig svært at holde begejstringen tilbage, når batmobilen farer højlydt rundt i Gothams gader.
VideoDetaljerigdommen er gennemgående høj. Især snelandskabsscenerne ser nydelige ud. Stort set hvert eneste snefnug er tydeligt. En håndfuld skud fremstår dog en anelse uskarpe – primært totalbilleder i Gotham. Farverne er sædvanligvis naturlige og tillokkende. Kontrasten er god, og billedet er blottet for snavs, støj og edge-enhancement.
AudioUdgivelsens eksemplariske Dolby TrueHD 5.1-mix mønstrer både forbløffende dybe og høje toner med en exceptionel klarhed. Replikkerne er krystalklare ligesom lydeffekterne og musikken. Panoreringerne er mageløse, og støj optræder aldrig. Filmens stilfærdige scener lyder ligeså godt som de storstilede actionsekvenser. Samtlige kanaler disker op med utallige lyde, der aldrig føles påtagede, men skaber et fuldstændig autentisk lydbillede.
EkstramaterialeNår skivens “In-Movie Experience”-funktion aktiveres, popper flere informative videoklip og interviews op under filmen. Desværre er der ofte lange pauser mellem indslagene, men de fåtallige klip er som regel meget fascinerende. En række dokumentarer medfølger også, som tilsammen varer ca. 110 minutter. Uheldigvis præsenteres de i Standard Definition, men de er alle enormt velproducerede og interessante. De dækker alt fra filmens stunts og effekter, til arbejdet på manuskriptet og Bales slidsomme træningsarbejde forinden optagelserne.
“Tankman Begins” (5 min.) er en “Batman Begins”-parodi, der blev vist til MTV Movie Awards i 2005. Nogle af vitserne er lidt søgte, men sekvensen mønstrer også et par hæderlige jokes. Tre opsigtsvækkende billedgallerier, filmens trailer og adskillige siders tekst om karaktererne og rekvisitterne medfølger også. Det eneste eksklusive ekstramateriale på BD-udgivelsen, der ikke fulgte med HD-DVD-udgivelsen fra 2006, er de første fem minutter af “The Dark Knight”. Det underholdende uddrag vises i 1080p, ser drønhamrende godt ud og gør én langt mere spændt på at se “The Dark Knight” end fortsættelsens rodede trailere.

Christopher Nolans “Batman Begins” tilbyder et ekstremt fascinerende kig på rigmanden Bruce Waynes forvandling til superhelten Batman. Nolan og Co. har skabt en mere troværdig udgave af Gotham end Tim Burton og Joel Schumacher, og en perlerække af fremragende skuespillere optræder tilmed i den. Desværre falder filmen lidt fra hinanden til sidst takket være et overgearet antiklimaks. Men som en appetitvækkende optakt til en serie potentielt fænomenale fortsættelser lever “Batman Begins” op til forventningerne. Fans af filmen bør øjeblikkeligt opstøve den på Blu-ray. Skiven indeholder et fremragende transfer, et brillant lydspor og en del ekstramateriale, som ikke befinder sig på dvd-udgivelsen af filmen.

Batman Begins

5 6
Filmen”Batman Begins” er, som navnet antyder, historien om Batmans begyndelse. En titel, der måske er en smule misvisende, eftersom der har været et hav af både film og animationsprojekter før Nolans nyeste skud på stammen. Men hvor de andre primært har omhandlet superhelten Batman, så handler Nolans om mennesket Batman, og hvad der får en milliardær til at kravle i en skudsikker dragt og satse liv og lemmer i en kamp for retfærdighed og en bedre verden.
Efter en stribe af mislykkede Batman-film, ikke mindst “Batman and Robin” og “Batman Forever” – hvor action-instruktøren Joel Schumacher nærmest fik taget livet af serien – så har Warner Bros. atter forsøgt sig med Batman-franchisen, og man må sige, at de er sluppet ret godt afsted med forsøget. Med et mindst ligeså besynderligt instruktørvalg, som da de i tidernes morgen valgte Tim Burton, kastede WB deres tillid og over en millard kroner efter den kun 35-årige brite Christopher Nolan, der aldrig før havde haft et så habilt stjerne-ensemble at arbejde med eller så mange penge i hånden før. En drømmesituation for de fleste, men også mindst ligeså angstfremkaldende.

At vælge manden bag filmene “Memento” og “Insomnia” til at instruere den nye Batman-film lød for mange som et ret mærkværdigt valg, men denne Batman-film havde også en lidt anderledes indfaldsvinkel til den kappeklædte hævner – den skulle nemlig i et større omfang handle om mennesket under dragten. “Batman Begins” er en langt mere alvorlig film end de andre, der indtil nu er lavet, og forsøger også at etablere et mere troværdigt og realistisk univers. Der er langt mere fyld på Nolans version end i Burtons, hvor der ikke bliver brugt megen tid på at opbygge karakteren. Lidt firkantet, så var Burtons version: Bruce Waynes forældre blev dræbt at forbrydere, og Bruce Wayne hader derfor forbrydere – færdig. Selvom at Burtons art-design og set-design stadig står som noget af det flotteste i serien, så har Nolans version mere at byde på historiemæssigt – her er man bagefter ikke i tvivl om, hvem Batman er eller hvorfor.

“Batman Begins” har et helt fantastisk cast og ikke mindst en oplagt Christian Bale, der vipper Keaton af pinden som bedste Batman. Han er simpelthen forrygende i rollen og spiller rollerne som Batman, den ‘ægte’ Bruce Wayne og ‘coveret’ Bruce Wayne med stor troværdighed og ekspertise. Derudover er det jo altid fantastisk at se skuespillere som Morgan Freeman, Gary Oldman, Liam Neeson og Rutger Hauer vise, hvorfor de hører til nogen af verdens bedste af slagsen.
VideoFilmen præsenteres i 2.40:1-anamorphic widescreen, og kvaliteten af billedsiden er lige over gennemsnit, hvilket er en smule skuffende, når filmen nu er så fantastisk, som den er. Sortniveauet er ganske godt, og der er en god kontrast mellem de forskellige nuancer. Filmen har mange mørke scener, men man sidder ikke i vildrede over ikke at kunne se, hvad der sker. Farverne står ganske godt omend ofte i den kolde ende af skalaen. Hudfarverne virker dog af og til lidt orange eller gule, ligesom det er tilfældet i “Batman Forever S.E.”.

Årsagen til at jeg kun finder kvaliteten lige over gennemsnitlig, er den manglende detaljegrad. Jeg er klar over, at vi endnu ikke er trådt ind i HD-alderen, men der er mange film derude, der har noget skarpere billeder end det, denne udgivelse leverer. Billedet virker også i nogle af de meget lyse scener en lille bitte smule kornet, men det er ikke rigtig noget, man bider mærke i.

AudioEn habil lydside, der i kombination med det flotte score sender surroundanlægget på overarbejde. Filmen indeholder tre lydspor, engelsk Dolby Digital-5.1, et russisk Dolby Digital 2.0-spor, og så en polsk version af det engelske 5.1-lydspor – der består af en polak, der speaker ind over det engelske. Jeg forstår hverken sproget eller idéen med det… Der er god punch på lydsiden, og allerede fra første sekund (når WB-logoet toner frem, og tusindvis af flagermus danner Batman-logoet) er man ikke i tvivl om, at man vil blive positivt overrasket – især kampscenerne sætter gang i samtlige højtalere – flot lydarbejde. Det er dog igen lidt skuffende, at der hverken er et DTS-spor eller et kommentarspor at finde på disken.
EkstramaterialeEn række featuretter af forskellig varighed samt et par easter-eggs placeret i en række submenuer bygget op som en tegneserie, som man via pile kan navigere rundt i. Alt ekstramaterialet befinder sig på udgivelsens anden disk.

“Batman: The Journey Begins”, en ca. 15 min. featurette primært med Christopher Nolan om koncepter, historien og castingen på filmen.

“Shaping Mind and Body” om, hvordan man koordinerede kampscenerne og baggrundshistorien om den nye kampsport, der benyttes i filmen – Keysi – en nærkampsteknik, Bale skulle lære.

“Gotham City Rises” handler om production-designet bag “Batman Begins”, og hvordan man har skabt Gotham City, Wayne Manor, the Bat Cave og de andre lokationer. En ret interessant lille featurette om, hvordan man skaber filmens fysiske univers.

“Cape and Cowl”, om koncepterne og historierne bag den nye Batman-dragt og tilblivelsen af den.

“Batman – The Tumbler”, 14 min. om køretøjet, man bare må eje.

“Path to Discovery”, 15 min. dokumentar om optagelser på Island.

“Saving Gotham City”, featurette om filmens afsluttende actionscene, Monorail-scenen.

“Genesis of the Bat”, en af de bedste featuretter på disken. En gennemgang af Batman og universet, som man kender dem fra tegneserierne. Manuskriptforfatter Goyer og Nolan fortæller om, hvorfra de har hentet megen inspiration.

“Confidental Files”, en række infosider om karaktererne i filmen, våben og udstyr. Aktiveres ved at trykke på de fremhævede ord i taleboblerne.

“Batman Begins” indeholder et væld at interessante og underholdende dokumentarer, men jeg savner dog stadig lidt info omkring lydsiden og fotograferingen af filmen – den info kunne måske have været en del af det eller de kommentarspor, som desværre mangler. Det ville have været oplagt at have hørt lidt mere fra Nolan, Goyer og ikke mindst filmens fotograf Wally Pfister.

En værdig arvtager. Selvom Burtons to film stadig hører til noget af de flottest, jeg har set, så er “Batman Begins” lidt mere interessant, når det kommer til historien og universet. En tiltrængt fornyelse og forhåbentligt den første i en række af mange – og en dvd-udgivelse, der bør ejes af enhver Batman-fan.

Batman Begins

5 6
Flagermusen er tilbage på det hvide lærred, og hvilket come back! Her er ikke tale om en fortsættelse til de fire allerede eksisterende film om den kappeklædte hævner, men en selvstændig genfortælling om hvordan milliardærsønnen Bruce Wayne bliver til Batman og forsøger at rydde op i den korrupte Gotham City. Instruktør Christopher Nolan har vasket tavlen ren, og viser os en opdateret og naturalistisk version af en af verdens mest populære superhelte; en Batman, der i skikkelse af Christian Bale, aldrig har været bedre!
“Batman Begins” tager os med på en rå og anderledes introduktion til Bruce Wayne og hans martrede sjæl – efter hans forældres død, der her ikke skyldes Jokeren, men blot en simpel røver, ønsker Wayne ikke andet end hævn. Men end ikke det får han mulighed for, og i frustration ender han på den gale side af loven og endelig i et usselt fængsel i Asien. Men her møder han Ducard, hans kommende læremester, der tjener den mystiske Skyggemester Ra’s Al Ghul, og med Ducards hjælp lærer Bruce at tøjle sit had og sin frygt, samt vende det mod sine modstandere i stedet.
Og netop frygt er det gennemgående tema som “Batman Begins” tager op. Bruce Waynes egen frygt for flagermus, efter en traumatisk episode i sin barndom, den frygt, som han ender med at tage til sig og bruge som ikon for sit alter ego Batman. Heri ligger en ambivalens og en nuancerigdom, som de tidligere forsøg på at skildre denne plagede helt, kun har formået at berøre overfladisk. Men styrken ved “Batman Begins” ligger netop i Nolans og manuskriptforfatter David S. Goyers konsekvente valg om at portrættere figuren og hele hans verden så realistisk som muligt. Ganske vist er forlægget en tegneserie, men filmens bagmænd har kategorisk nægtet at forfalde til det fantasifulde og stiliserede – væk er Burtons ekspressionisme og Schumachers neon-campede univers. I stedet får vi serveret en Batman der er troværdig i alle henseender, hvilket er noget af en præstation når man tænker på at vi har at gøre med en person, der klæder sig ud som en flagermus for at jage forbrydere i natten.
Selve historien tager sig god tid til at opbygge karakteren Bruce Wayne og hans overgang til Batman og den første halvdel af filmen handler mere eller mindre om denne transformation. Men det bliver aldrig på noget tidspunkt kedeligt og det lykkes samtidig at introducere et væld af personer, der alle spiller en betydelig rolle i handlingen, samtidig med at plottet ufortrødent går sin gang og bygger spændingen op lige så stille. For som Batman vender Bruce Wayne selvfølgelig tilbage til sin hjemby Gotham City, der gennemsyres af korruption og hvor gangsterbossen Falcone og den uhyggelige Scarecrow har frit spil.
Nolan har samlet et stjenecast til “Batman Begins” og de skuffer bestemt ikke. Ensemblet er hele vejen rundt i topklasse og det er en fryd for øjet at se disse skuespillere boltre sig i det herlige materiale. Michael Caine er en eminent Alfred, der både er omsorgsfuld butler med plads til tør ironi, samt en fornuftens stemme, når Bruce er ved at fortabe sig i hævnens sødme. Gary Oldman er afdæmpet i sin portrættering af politikommissær Gordon og det klæder ham ustyrlig godt. Som den sleske doktor Crane er Cillian Murphy et fund – han stjæler næsten hver eneste scene han er med i. Samtidig er det forfriskende at se Tom Wilkinson som led skurk for en gang skyld – hans rolle som Falcone er lige i øjet og stråler af dekadent legesyghed. Liam Neeson er ligeledes oplagt til rollen som Ducard – en læremester der benytter ninjaens metoder og som bestemt ikke er blødsøden. Hans forhold til Bruce Wayne skaber en interessant mester/lærling dynamik der slår gnister – her kan Star Wars godt gå hjem og lægge sig! Men det er selvfølgelig Christian Bale, der i rollen som Batman og Bruce Wayne lyser stærkest op – han rummer al den kompleksitet, som gør karakteren så interessant; den indestængte vrede, frygten, ønsket om at hjælpe de uskyldige, parret med hævntørsten, der truer med at overskygge retfærdigheden og ende i frådende selvtægt. Han portrætterer både manden bag og med masken med en lethed og elegance som var han født til rollen – se, sådan skal Batman være!
Teknisk har Nolan også begået en lille genistreg og der er ikke en finger at sætte på cheffotograf Wally Pfisters kontrollerede billeder, hvad enten det er de flotte panoramaer (der genkalder sig “Insomnia”) eller iscenesættelsen af Gotham City, der nærmere minder om “RoboCop”s industrimonster Detroit end om den mørke, gargoyle-befængte tegneserieby som Tim Burton introducerede. Det er en form for skrabet, naturalistisk nygotik, fremragende visualiseret i det imponerende set-design, der kun passer alt for godt til denne konsekvente skildring af Batman anno 2005. Også musikken bør få ros med på vejen, og selvom det karakteristiske tema, som Danny Elfman introducerede stadig står som en milepæl, så er Hans Zimmers og James Newton Howards utroligt medrivende. Ledemotivet benytter ikke en egentlig ikonisk melodi, men spiller på rytmen i stedet, hvilket er med til at give filmen et dramatisk drive – det er dog samtidig et score med fantastisk følelsesladede passager.

“Batman Begins” er ikke blot en glimrende og velfortalt nyfortolkning af Batman-sagaen – det er hyperunderholdning med både dybde og hjerte – uden tvivl den bedste Batman-film til dato. Så grib flagermusekappen, gør Batmobilen klar, og skynd dig ind i biografen: The Dark Knight has returned!

Kort om filmen

Efter det brutale mord på forældrene rejser den desillusionerede industri-arving Bruce Wayne rundt i verden for at lære at forstå, hvordan den kriminelle hjerne fungerer. Han begynder snart på sin rejse at bekæmpe uretfærdighed og skabe frygt blandt dem, der udnytter de svage – samtidig med at han kæmper mod sine egne dæmoner. Da han vender tilbage til Gotham City, opdager han, at byen flyder med organiseret kriminalitet, småforbrydere og moralsk forrådnelse. Bruce slår sig sammen med politibetjenten Jim Gordon og den offentlige anklager Rachel Dawes. Med deres hjælp og en masse støtte fra den altid trofaste butler Alfred samt Lucius Fox fra Wayne Enterprises skaber Bruce sit alter-ego: Batman, en kappeklædt hævner, der bruger sin styrke, sit intellekt og en imponerende række avancerede high-tech våben i kampen mod det onde.