Op at slå på tromme

Skal handlingen i “Beat the Drum” opsummeres, er det nærliggende at lade tanken strejfe den mageløse “Bliktrommen”, for et fællestræk for begge film er en dreng med en tromme, der agerer hovedperson. Den ene tromme er ganske vist af blik, mens den anden er keramisk fremstillet. Derudover ophører ethvert muligt sammenligningsgrundlag imidlertid også.

For “Beat the Drum” har ikke blik for den tyske forhistorie, men har heller ikke interesse deri. Derimod er det bærende element i instruktøren David Hicksons knap fem år gamle tv-film et bekymret syn på spredningen af den dødelige kønssygdom AIDS i de afrikanske tredjeverdenslande. Særligt de mindre og i forvejen fattige landsbyer er hårdt ramte, ja flere steder har den frygtede sygdom udryddet hele landsbyer. Med en tydelig løftet pegefinger skal “Beat the Drum” opfattes som en påmindelse om sygdommens grufulde konsekvenser og hvilke forholdsregler, der kan tages for at dæmme op for problemerne.

I hovedrollen finder vi den otteårige Musa, som bliver forældreløs, da faderen dør en smertefuld død efter følgerne af sygdommen i udbrud. Både mor og lillebror er døde på lignende vis år forinden, og da Musa ikke ser nogen fremtid i en landsby, hvor døden er allestedsnærværende, hos den dominante bedstemor, så er eneste alternativ at søge fra Zulu-land og ind mod storbyen Johannesburg i Sydafrika. Den rejse har to formål. Dels vil Musa opsøge sin onkel, som tjener til føden i storbyen, for at hente assistance, og dels vil Musa selv tjene penge, så han kan købe en ny ko til bedstemoren. Den forrige blev ofret til guderne i et mislykket forsøg på at kurere den AIDS-ramte far.

Men provinsens hovedstad byder til gengæld på andre og mere umiddelbare farer, end Musa havde regnet med. I støbeskeen venter et liv på gaden, hvor det er svært at tjene til dagen og vejen, og hvor ikke alle typer er lige venligt stemte over for den udefrakommende knøs, altid bærende på den tromme, han fik af sin far på dødslejet. Men der opstår også værdifulde bekendtskaber undervejs, hvoriblandt de vigtigste er gadebarnet Letti, som er på vej ud i en kriminel løbebane i ren og skær kamp for overlevelse, og langturschaufføren Nobe, som i første omgang virker noget reserveret, men på sigt tager Musa til sig som sin egen søn og nuancerer sit syn på den dræbende kønssygdom undervejs.

Forehavendet er man aldrig i tvivl om. På grund af filmens vigtige essens er budskabet, der til dels læner sig op ad propaganda, altid i forgrunden. Det kan desværre godt forstyrre en ellers veludviklet coming of age-historie om en stærk personligheds rejse fra barn til voksen på rekordtid. Særligt anden halvdel af filmen bliver for belærende, når eksempelvis Nobe trommer de lokale indbyggere i en forstad til Johannesburg sammen en sen aftentime i kirken for at informere og advare om sygdommens udbredelse og konsekvenser, eller da vognmanden Pieter på mere elegant vis foretager samme handling over for sine ansatte. Med det sagt besidder “Beat the Drum” stadig en tiltrækkende og barsk historie, som er fortalt med et passioneret og velaflejret fortælletempo.

Trods de dystre udsigter er filmens univers befolket med ildsjæle og enkelte dumme svin. Men sådan er det nu engang med en sygdom, som skaber frygt og rædsel overalt på kloden. Frygten er helbredelsens værste fjende og skyldes uvidenhed. Det har fatale konsekvenser, når magi og trolddom inddrages i kampen for overlevelse. Her er det en udbredt skrøne, at har man samleje med en jomfru, så er der mulighed for helbredelse. Det har betydet utallige voldtægter på det afrikanske kontinent, og måske er det forklaringen på, at den tårnhøje skolelærer i landsbyen udnytter Musas lille niece seksuelt.

Trods filmens vigtighed og et stærkt realismepræg kammer slutningen over. Med et trylleslag virker det hele pludselig knapt så trøstesløst. Der fødes et håb. De nuværende omstændigheder taget i betragtning er det et radikalt skifte, og så stikker det negativt ud, at de medvirkende alle tilfældigvis har en form for forbindelse til hinanden, hvilket næppe burde være sandsynligt i en storby. Her har der vist været tale om Kevin Bacon-effekten i ekstrem grad. Nuvel. Selv om både film og situationer iscenesættes på en lidt anden måde, end vi er vant til fra mere vestligt mindede film, så er “Beat the Drum” flot snedkereret og indeholder ganske saftige skuespilpræstationer samt de panoramiske og naturskønne billeder. Men under overfladen er synet ikke helt så flatterende.

Video

“Beat the Drum” præsenteres på sin visuelle side med et forholdsvist skarpt anamorphic widescreen 2.35:1-format, som dog præges af en smule grums. Herudover er looket skarpt, og kun enkelte gange bemærkes tilfælde af edge-enhancement eller digitale forstyrrelser, hvorimod udtværinger ikke er et emne. De panoramisk flotte billeder – enkelte i et vidunderligt modlys – holdes desuden i ave af en solid kontrast og stabil og stærk farvetemperatur.

Audio

På lydsiden spiller to engelsksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor, som fungerer efter bogen. Dialogen er tydelig, helt uden overstyringer og drukner aldrig i det tyktflydende score, som skubber historien frem. Atmosfæren fungerer godt som iscenesættende element og bakkes op af flere vellykkede effektlyde og ditto lydpanoreringer. Lyden hører til udgivelsens bedste del.

Ekstramateriale

Ud over trailere for “Forbidden Kingdom”, “In Bruges”, “You Kill Me”, “Beat the Drum” og “Kærlighed i koleraens tid” er der et kvarters bag om kameraet optagelser, hvor instruktøren, producenterne og de medvirkende ytrer sig om inspirationen, samarbejdet, lokaliteterne og naturligvis det alvorstunge emne. Mere kunne ønskes, ikke mindst det skæbnebetonede emnevalg taget i betragtning.