Tætlukket forfald

Forført. Bedraget. Ordet beguiled betyder noget tvetydigt. Og det er en passende titel for Sofia Coppola nye periodedrama, der med sit vidunderlige, gotiske ubehag og atmosfæriske stilhed er dejligt langt fra Coppolas stilistiske overflødighedshorn i “Marie Antoinette”. Med spørgsmål om, hvem der forfører eller bedrager hvem, handler “The Beguiled” om køligt, underspillet jalousi og det farlige udefra. Den fremmede hane i den afstumpede hønsegård. Du ved bare, det vil gå galt. Men hvordan?

“The Beguiled” er et skud i tågen. Ganske bogstaveligt. Dens flotte billedside viser et grumset og mørkt skovområde, der med sit efterårskrat og konstante tåge omringer en næsten forladt pigeskole i et borgerkrigsramt Virginia anno 1864. Det er lige så smukt, som det er klaustrofobisk og ensomt. Fem piger er efterladt på skolen. I stearinlysets skær i de skyggefulde lokaler skoles de i kristen dyd og franske verber af lærerinderne, Martha og Edwina, mens kanonslagene brager i det fjerne. Deres eneste påmindelse om et land i krig. Lige indtil den sårede Nordstatssoldat, John McBurney, havner i deres varetægt og rusker op i den isolerede stilstand. Med forfør og bedrag. Det går galt.

Sofia Coppola observerer sine karakterer med en uforsødet distance. Som om hun kigger på dem i en kikkert langt væk fra, nysgerrigt som spillebrikker på brættet, som hun kynisk forlader igen, når hun er færdig med sit spil. Men de er ikke kun kolde brikker. De unge kvinder er lige så fascinerende tvetydige, som Coppola piger fra “The Virgin Suicides”. Her samler de svampe og beder bordbøn, danner klikker og lægger skumle planer i de mørke kroge. De burde være så uskyldsrene. Men det er kun på overfladen. Det ene øjeblik manipulerer de både soldaten og hinanden med farlig flirt og påtaget sødme. Det næste reder de hinandens hår og fniser sammen til middagsbordet. De beguilede piger er forfriskende nuancerede at se på.

Det skyldes i høj grad gruppen af velinstruerede skuespillerinder, der alle underspiller til perfektion. I deres vekslen mellem høflig hengivenhed og udspekuleret konkurrence fortæller deres blikke alt fra direkte begær til forvirret fascination over for Colin Farrells fremmede soldat. Sammen med ham undrer jeg mig over den unge Elle Fannings lokkende stirren. Og jeg undviger helst Nicole Kidmans iskolde falkeblik. Det ene øjeblik fyldt med fordømmelse og ondskab – i næste beundring og beskyttelse. Tvetydigt.

Det er ikke banebrydende, at en enkel mands tilstedeværelse kan have en ødelæggende effekt på en lille pigegruppe. Det er ikke det mindste overraskende, at det ikke ender godt. Det er derimod den konstante usikkerhed om, hvordan og hvorledes det ender – og den kvælende paranoia, der følger med, der gør, at jeg lader mig forføre. Og bedrage.