Der er en hårfin grænse mellem genialitet og stupiditet. Og selvom en historie om en skjult passage, der befinder sig på etage 7½ i en anonym kontorbygning, og som leder direkte til skuespilleren John Malkovichs hoved, unægteligt lyder stupid, så er “Being John Malkovich” vitterligt intet mindre end genial. For både den velrenommerede musikvideoinstruktør Spike Jonze og den nu Oscar-belønnede manuskriptforfatter Charlie Kaufman var “Being John Malkovich” den perfekte start på spillefilmskarrieren.

Det ville slet ikke være forkert at sige, at “Being John Malkovich” var en banebrydende film i den forstand, at den iværksatte en hel bølge af ekstremt eksperimenterende spillefilm. Selv Hollywood begyndte pludselig at hælde penge i spøjse og højst alternative værker. Man begyndte også oftere at se respektable entertainere tage pis på sig selv og hinanden, på samme måde som Malkovich, Charlie Sheen og andre kendisser hver især parodierer deres image her i filmen. Sean Penn dukker i øvrigt også op, og selvom han kun optræder i en håndfuld sekunder, så kan hans gæsteoptræden med rette betegnes som en af de sjoveste nogensinde i filmhistorien. Manden har endda selv svært ved at holde masken.

Det havde været utrolig let for filmmagerne bare at svælge i selvhøjtidelighed og selvtilfredshed over deres vældige idérigdom og drukne publikum i et ocean af surrealistiske indfald. Men Jonze, Kaufman og resten af kollegerne fortjener heftig ros for deres evne til at bevare overblikket og skære igennem historiens absurde, irrationelle ydre skal for dermed at fastholde fokus på karaktererne. På trods af, at filmen ofte er ustyrlig morsom og har et vanvittigt koncept, så er “Being John Malkovich” langtfra en farce. Det er en dybt fascinerende og på mange måder chokerende skildring af den udbredte menneskelige iver efter at opnå berømmelse og fuld kontrol over ikke blot ens eget, men også andres liv.

John Cusack er i topform som den ensomme, triste Craig, hvis foretrukne profession er dukkeføring (endnu et eksempel på filmens tema om kontrol). Det giver ikke særlig godt, så han får sig et kedeligt kontorjob i en særpræget kontorbygning. Det er her, han finder portalen, som gør det muligt at se verden igennem skuespilleren John Malkovichs øjne i hele 15 minutter, før man bogstaveligt talt bliver spyttet ud fra himlen lige uden for New York. Det er også på arbejdspladsen, at han møder den sexede, skrupelløse Maxine, som portrætteres af mageløse Cahterine Keener, der var det eneste medlem af filmens ensemble, som fik en Oscar-nominering for sin indsats.

En næsten ugenkendelig Cameron Diaz er i øvrigt fremragende som Craigs forvirrede kone, Lotte. Og naturligvis fortjener John Malkovich selv højlydt applaus for at have sagt ja til at medvirke i en film, der i de forkerte hænder let kunne have skadet hans omdømme. Hans blændende præstation er rig på subtile nuancer, og Malkovichs ætsende selvironi og tydelige engagement gør ham til en fornøjelse at beskue.

Hvis man endelig skal pointere en tynd sprække i Jonze og Kaufmans overdådige filmiske mosaik, så kan det til tider være lidt svært at holde af de forskellige karakterer, som sjældent fremstår særlig sympatiske. Men det er en forholdsvis ubetydelig bagatel, især fordi det ikke er meningen, at vi skal lide personerne, men at vi skal forstå dem. De er ovenud menneskelige og troværdige, og ligesom selve filmen spjætter de af liv. En uhyre original og absurd, men samtidig overraskende vedkommende og bevægende film – “Being John Malkovich” er en triumf på alle leder og kanter.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Being John Malkovich” har et meget køligt og dunkelt look, og især de brune og blå farver er fremtrædende. Ofte lider så farvemæssigt matte film af udtværing og kontrastproblemer, når de udgives på dvd, men denne discs transfer er godt. Enkelte billeder virker en anelse uskarpe, der figurerer en lille smule udtværing, og så synes farverne af og til at være en anelse for matte. Men i langt størstedelen af filmen virker billedet skarpt og farvegengivelsen imponerende, og så optræder der heldigvis hverken edge-enhancement eller komprimeringsfejl. Kontrasten er derudover ganske solid. Springet mellem skivens to lag hænder i øvrigt på et ubelejligt tidspunkt midt i et stykke musik.

AudioDet engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er fint. Al lyd, musik og dialog kommer tydeligt igennem, men man savner en lidt kraftigere bund. Lyden bliver primært præsenteret via fronthøjtalerne, men baghøjtalerne får af og til også lov til at brillere – tjek eksempelvis scenen, hvor Craig for første gang opdager indgangen til Malkovichs hoved. Carter Burwells flotte, sørgmodige score får lov til at okkupere samtlige højtalere og er nok DD5.1-mixets mest imponerende bestanddel.

EkstramaterialeI modsætning til filmen er ekstramaterialet forholdsvis indholdsløst. Der er i alt tre originale, alternative tv-reklamer og en enkelt trailer til filmen. Derudover er der få siders tekst om Jonze, Kaufman og flere af skuespillerne. Der skulle være et fotoalbum på skiven, men det indeholder altså ingen billeder (faktisk kun en lille portion tekst, der bekræfter, at der ikke er nogen billeder). Til slut er der “7½ Floor Orientation” (2 min.) og “American Arts & Culture Presents: John Horatio Malkovich” (4 min.), som er to herlige, opfindsomme kortfilm, der dog også optræder i selve filmen.