Et remake er født i holy Hollywood

Spoiler alert: Jesus dør. Sådan må det nødvendigvis være, når Hollywood remaker William Wylers 11 gange Oscar-vindende remake af Fred Niblos “Ben-Hur” fra 1925. For som undertitlen – “A Tale of the Christ” – til de to første film antyder, så handler det om Guds søn. Født i en krybbe og… Ja, du kender nok historien. På samme facon er “Ben-Hur” også kendt stof.

Alligevel gør anno 2016 noget andet end stumfilmen fra 1925 og den snakkende fra ’59 – der er den bedste af slagsen. Den er en halv prequel. Vi får nu forhistorien imellem romerske Messala og den jødiske halvbror, Ben-Hur. De var bedste venner som unge. Så hinanden som mennesker – ikke systemer, religioner. Det blev fortalt i Wylers, men her bliver det vist. Toby Kebbell som den romerske forræder kan lide Jack Hustons titelrolle. Lige indtil den voksne Messala vender tilbage og stikker Ben-Hur og familien, da et attentat imod Pontius Pilatus slår fejl i Jerusalems besatte gader.

Den idé er god. Det gør forræderiet desto stærkere. Brødre, der splittes af had og hævn. Af værdier fra Det gamle testamente. Det er her Jesus kommer ind i billedet, som i øvrigt spilles af den solbrunt lækre latino Rodrigo Santoro. Med det udseende kan jeg godt forstå, at folk lyttede, når Jesus med de mørke lokker høvlede brædder, imens han spredte sit næstekærlige budskab om at tilgive og vende kinden. Han er i 2016 gjort mindre cinevangelistisk magisk. Her er ingen brændende buske med fanatiske ordre som i “Exodus”. Kun det gode budskab. Det er historien om Jesus, der indrammer Ben-Hurs hovedjagt på hævn.

I forhold til Oscar-baskeren med Charlton Heston så er spilletiden slanket med 90 minutter. Det er egentlig sundt nok. Det bliver ganske vist lidt mindre episk og tungt. Da Heston var slave på en romersk galej gjorde den lange, seje scene, hvor de ufrie ror og ror og ror til de falder om, at jeg forstod, hvorfor en som Jesus fik succes. Der var brug for noget at tro på midt i Helvede. Til gengæld er Huston mere fokuseret. Det handler om væddeløbet. Se bare på plakaten. Det begynder og ender med det legendariske hesteløb med stridsvogne i den store arena i Jerusalem. Imellem Ben-Hurs fire hvide heste og Messalas fire sorte. Den gode imod den onde.

Det fokus er også en god idé. Til gengæld er instruktør Timur Bekmambetovs eksekvering af dette klimaks med firspand en pine at se på. Det er en pine at se på, når tankerne falder på de 10 magiske minutter, som det var, da Heston gav det bedste hestevæddeløb, der er set på film. En intens stunt-præstation, som Bekmambetovs CGI-heste aldrig kommer i nærheden af. I 1959 var løbet langt, sejt og tavst. Det var for mænd. Her pludres der løbet igennem, som da en egypter dialogdumt truer: ’Nyd denne omgang, jeg dræber dig i næste’.