Ben X
Udgivet 16. okt 2008 | Af: Benway | Set i biografen
Autisme er ikke et ukendt emne i film og får uundgåeligt tankerne til at glide mod Dustin Hoffmans Oscarvindende præstation i “Rain Man” som den godmodige Charlie Babbitt, der lider af en infantil autisme. Film om det mere milde Aspergers-syndrom er imidlertid knap så almindelige, men er nu så småt begyndt at komme i takt med, at kendskabet til sygdommen bliver mere og mere udbredt.
Den belgisk/hollandske “Ben X” er imidlertid en langt mindre sentimental eller forsonende oplevelse end Bass’ to film. I stedet er den en ofte ret brutal fortælling om den indadvendte Ben, der mobbes af sine uforstående klassekammerater. Han er diagnosticeret med Aspergers, hvilket gør det meget vanskeligt for ham at kommunikere med omverdenen. I stedet kaster han al sin kærlighed på computerspillet “Overlord”, hvor han sammen med sin online-kæreste bekæmper alverdens uhyrer og fjender. I den virtuelle virkelighed kan han opnå al den succes, som han berøves i sin hverdag. En dag, da han udsættes for et særdeles ydmygende overgreb, begynder tingene imidlertid for alvor at kamme over.
Den opfindsomme visuelle stil underbygges af glimrende skuespil af Greg Timmermans i titelrollen, der formår at gøre en afrundet og troværdig figur ud af Ben. Ved første øjekast virker han måske en anelse overdrevet, men efterhånden dæmrer det, at årsagen til hans plagede sind ikke kun skal findes i hans handicap, men derimod i hans klassekammeraters modbydelige behandling af ham. Som en af filmens hovedpersoner siger: ”Det er ikke Ben, der har et problem med at have Aspergers. Det er hans omgivelser.” Timmermans støttes af et ualmindelig velspillende skuespillerhold, hvor ikke mindst Marjike Pinoy er hjerteskærende som hans mor.
Som historien nærmer sig sin konklusion, svækkes den beklageligvis af en række handlingsskift, som reducerer en ellers stærk historie til en noget fortænkt konstruktion, der efterhånden flytter sig fuldstændig fra sit eget emne. Det er en skam, at Balthazar ikke har mere tillid til den grundlæggende fortælling, der ellers er rigelig overbevisende til at stå på egne ben. Til trods for den lidt klodsede afrunding er “Ben X” ikke desto mindre en imponerende og bevægende oplevelse, som viser, at Balthazar er en instruktør, det er værd at holde øje med i fremtiden. For tiden rygtes det, at han er ved at forberede en amerikansk genindspilning af “Ben X”, men forhåbentlig bliver der også plads til mere ambitiøse ting. Ligesom Ben selv lader Balthazar til at kunne mere end de fleste.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet