Hæderligt helteeposUmiddelbart slipper filminstruktør Robert Zemeckis hæderligt fra at sætte tænderne i det berømmede og bloddryppende angelsaksiske heltedigt om den overdimensionerede Beowulf, som i det sjette århundrede drog til de danske slagmarker for at bekæmpe de overnaturlige uhyrer, der var de forsvarsløse landsbysamfunds allerstørste skræk. Det oldnordiske heltekvad hidrører fra den nordiske mytologi og har fået sit eget kapitel i historiebøgerne om tiderne, før vikingernes hærgen og plyndringstogter for alvor gjorde sit indtog.

Zemeckis fortsætter sit spor ud i den digitale tidsalder med sin animerede fortolkning af “Beowulf”, og det er også legen med det selvopfundne performance capture – en teknik inden for computeranimation – som er filmens store attraktion. Flot ser det grundlæggende ud, om end figurernes mekaniske antrit og døde øjne desværre ikke fornægter sig. Velkoreograferede er imidlertid de voldsomme kampe med spyd og sværd eller sågar bare næver mellem danske indvånere samt helten Beowulf på den ene side og det hævngerrige uhyre Grendel på den anden. Blodet flyder i stride strømme, og slagsmålene raser frem og tilbage med den indtagende gildesal Heorot – hvor barmfagre og vakre skønjomfruer, druk og hor er dagens orden – som omfavnende skueplads.

Trods det computeriserede look er “Beowulf” filmet med skuespillere af kød og blod og først sidenhen påført alskens effektmagerier. Mindre interessant end det visuelle festfyrværkeri er den fortærskede historie, hvor det lille samfund i en brydningstid mellem kirke og konge føres an af den aldrende og fordrukne kong Hrodgar – spillet af en ligeledes aldrende Anthony Hopkins – og hans yngre hustru, den tilsyneladende frigide dronning Vealthov – derimod spillet af en anderledes bedårende Robin Wright Penn. Det er i forbindelse med de livlige fester i den officielt inviede mjødhal, at befolkningen plages af tilbagevendende besøg fra uhyret Grendel med dets umættelige hævntørst.

Bortset derfra holder filmen sig ikke stringent til originalforlægget. Formentligt af hensyn til filmens overskuelige spillerum og for ikke at skabe for mange forviklinger rejser Ray Winstones muskuløse helt således ikke tilbage til Gotland (det daværende sydsverige) efter endt dont for at blive kronet, men overtager både rige og hustru ved den danske kyst. Og med den underliggende fredsaftale med Grendels underskønne og dragende mor – spillet af en afklædt Angelina Jolie – indbefattende et symbolsk guldhorn, skulle der dermed herske ro over land og folk.

Sidenhen bliver Grendels mor imidlertid en større trussel, og hendes fatale tillokninger om sex og dæmoniserende magt har i tidens løb også ført mange mænd i fordærv, som det sidenhen også hænder Beowulf. Mest underholdende er de mange sammenstød med overdimensionerede og uvante skabninger heriblandt en drage og de amorøse trekantsdramaer, som optræder på flere planer. Således splittes dronning Vealthov emotionelt mellem magt og muskler, mellem Hrodgar og Beowulf.

Selv om klicheerne er hyppige i de til tider kluntede og gumpetunge replikker er “Beowulf” alligevel en ganske hæderlig størrelse. Filmen er nuancefuld og bevarer et solidt overblik over historiens gang. Zemickis har greb om datidens konflikter, men lader ikke eksempelvis den evindelige tvist mellem religion og kongemagt overskygge helheden, ligesom det lurende jalousidrama mellem håndlangeren Unferth og Beowulf heller aldrig får lov til for alvor at udvikle sig. Med tiden ophører den mangeårige fredsaftale, og konflikten får atter lov at bryde ud. Men tidens tand har tæret på den aldrende “Beowulf”, og det er spørgsmålet, om han stadig har råstyrken i sig.

Globalt set vil filmen formentligt have størst glæde hos et dansk publikum, de lokale rammer taget i betragtning. Genkendelsens glæde er som bekendt altid den største, og noget nyt tilbyder filmen for så vidt ikke sin genre, men lægger sig blot i relativ upåvirket forlængelse af eksempelvis den tilsvarende kategoriserbare “300” med tilført drengerøvskaliber. I “Beowulf” er hævnmotivet til hver en tid i forgrunden, og fortidens krigere satte tydeligvis stor ære i at kunne leve et syndigt liv med oprejst pande. Om Zemickis har syndet er ikke relevant for denne anmeldelse, men i hvert fald er han sluppet helskindet fra projektet og tilmed med oprejst pande.

VideoBedre end filmen i sig selv er det skarpe og animerede anamorphic widescreen 2.40:1-format, som hører til. De fortrinsvis mørke billeder gør god brug af dybdeskarpheden, og så holder både farvetemperatur og kontrast sig på et stabilt leje. Digitale forstyrrelser og udtværinger er der ingen af, mens filmen dog i nogen grad plages af edge-enhancement, som fortrinsvis giver sig til kende i de lysere scener.

AudioPå samme niveau ligger det voluminøse og engelsksprogede Dolby Digtal 5.1-lydspor, som breder sig ud i alle kanaler. Mest opsigt vækker den stemningsfulde, men dog ensformige underlægningsmusik. Dialogen er desuden tydelig og overdøves aldrig af samme, ligesom overstyringer ikke forefindes. Endelig er atmosfæren detaljeret, og adskillige distinkte effektlyde skaber god dynamik.

EkstramaterialeEkstramaterialet virker umiddelbart overvældende, men er ikke nær så velsmurt som først antaget. Således er de mange fraklippede scener ikke færdiggjorte og derfor ikke særlig interessante at se på. Udgivelsen byder derudover på en række mindre featuretter, heriblandt “A Hero’s Journey: The Making of Beowulf”, “Beowulf: Mapping the Journey” og “The Origins of Beowulf”. Her kan bl.a. Robert Zemickis opleves i fuld vigør, mens han viser rundt i studierne mellem optagelserne, giver indsigt i den innovative optagefacon, performance capture, samt koordinering af bevægemønstre. Fælles for alle featuretter er imidlertid en udpræget ensformighed, og der skal ikke herske tvivl om, at en del af materialet synes overflødigt, om end enkelte bidrag trods alt vækker interesse.

Den fejlbarlige heltI denne den seneste fortolkning af det gamle heltekvad om krigeren Beowulf og kampen med monsteret Grendel, fortsætter Robert Zemeckis sin udforskning af computeranimationens muligheder med en visuelt imponerende skildring af myten. Samtidig overrasker filmen ved ikke kun at fokusere på muskler og sværdslag, og i stedet bevæge sig ind bag det store brystpanser af sin hovedperson for at betragte lidt nærmere hvad det vil sige at være en helt.

“Beowulf” indledes dog i den mere lette ende, som Kong Hrothgar, en ganske sprælsk animeret Anthony Hopkins, holder gilde i det herrens år 507. Den gode feststemning afbrydes dog af et skingertskrigende og deformt uhyre – Grendel – der i løbet af et øjeblik nedslagter størstedelen af kongens mænd. Dagen derpå udlover Hrothgar en dusør til den kriger, der kan gøre det af med monsteret, og snart efter gør Beowulf sin entre med en horde af krigere fra Gotland. I opgøret med Grendel synes Beowulf at vinde sejren i første omgang, men så melder endnu et monster sig på scenen i form af Grendels mor, hvis vampede og accenttunge stemme tilhører Angelina Jolie. Beowulf tvinges til nok en kamp, og denne gang er udfaldet langt mere tvivlsomt.

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at instruktøren Robert Zemeckis befinder sig godt med brugen af computeranimation. Hans film har fra “Tilbage til fremtiden”-trilogien og frem været ganske afhængige af CGI-effekter for at kunne blive fortalt, og samtidig har Zemeckis’ egen forkærlighed for lange og fritflydende kamerature kunnet komme til sin fulde ret via computeranimationen. Der, hvor Beowulf imponerer mest, er dog ikke i de mange svæveture rundt i filmens landskab, der stadig minder mere om en arena fra et computerspil end et egentligt realistisk miljø, men i visualiseringen af de menneskelige karakterer. Adskillige af de animerede personer virker nærmest som tro kopier af skuespillerne, der lægger stemme til.

Hvor pudsigt det end er at se pixellerede kopier af skuespillere som Angelina Jolie og Anthony Hopkins, er det væsentlige dog stadig, hvorvidt man kan mærke en form for sjæl i den blankpolerede krop. Denne indlevelse i karaktererne mislykkedes i det store hele i Zemeckis’ forrige animationsværk, “Polar-Ekspressen,” hvor børneprotagonisternes øjne bevægede sig på grænsen mellem livløshed og forvirret stirren. Netop på dette punkt er man kommet en del videre i Beowulfs animation, selvom det stadig i visse scener ser ud som om, karakterene har tabt deres kontaktlinser. Et klagepunkt må dog være figuren Unferth, som John Malkovich lægger stemme til. Animationen af Unferths ansigtsmimik er så fladmast og intetsigende, at det nærmest bliver ødelæggende for skuespilspræstationen, der ellers er sarkastisk og underholdende.

Karaktererne er ikke kun bundet af animationsteknikkernes formåen, men også i at være typer i et eventyr. Dette bliver dog en del af filmens pointe, hvor særligt Beowulf og hans hjertes udkårne begge føler sig fanget i deres respektive roller som brovtende heltefjols og skrøbelig dronning. Med Neil Gaiman ved skrivepulten viser både helten nagende tvivl og monsteret menneskelighed, mens det er den unge dronning, der skal reddes, som besidder det mest realistiske, på grænsende til det mistrøstige, menneskesyn af alle karaktererne. Med Gaiman er eventyret blevet selvbevidst, og alt synes at have et strejf af ironisk distance til sig selv og det legendestof, det er lavet af. Denne stedvise selvrefleksion klæder “Beowulf”, og får den til at adskille sig fra lignende buldrebassefilm som “300”.