En mand i glas og stål

Vi lever i BIG Time. I Bjarke Ingels Groups golde Ørestad i glas og stål. På Nørrebro, hvor grønt forvandles til beton og asfalt, der vinder priser, så nordsjællandske Bjarke fra Skodsborg i dag er på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. I “Big Time” siger han, at han interesserer sig for mennesker. Hans arkitektur siger det modsatte.

Det er et helteportræt af Bjarke Ingels, som René Redzepi fik det med “Noma My Perfect Storm” eller senest Claus Meyer på DR i “Meyers madeventyr på Manhattan”. Det er den danske ener i verden. Han får ukritisk lov til at sige ting, som at han bygger den by, man gerne vil bo i. Og Dronningen dukker da også op, når Bjarke indvier endnu et award-vindende projekt fra det visionære tegnebræt, men aldrig de mennesker, der skal bo i Bjarkes by. Ørestaden står øde hen – og det er Bjarke Ingels i grunden totalt kold overfor.

Vi ser nemlig aldrig Ingels tale med de mennesker, han siger, han bygger for. I stedet jubler han over 6 arkitekt-hjerter i Politiken til ham, ham, ham. Han drømmer om at blive Jørn Utzon, der for altid vil blive husket for operahuset i Sydney. Bjarke vil huskes af mennesker, ikke bygge for dem. Måske er han ikke selv et menneske? Det gør “Big Time” aldrig klart. Vi får fem minutters kaffe med far og mor, der siger, at Bjarke altid har været noget særligt, imens han da anerkender, at familiehuset med plæne og udsigt over søen er der et eller andet med, selv om det som bekendt ikke er noget for ham.

Mor Ingels fortæller, at Bjarke faktisk helst ville have været tegneserie-tegner, men i stedet blev han altså arkitekt. Pengene? Prestige? Det tyder det på. “Big Time” siger intet andet. Måske er Bjarke selv en tegneseriehelt? Han var flaskedreng og avisbud som barn – nu jetset-kendt i New York med dj og 40 lys i lagkagen på fødselsdagen. Mor og far er ikke med. Eller venner.

Det kommer til gengæld Douglas Durst. Som en absurd spinoff-karakter i det her glaspolerede arkitekt-univers. Bjarke skal tegne et World Trade Tower for brormand til en af serie-verdenens største morder-psykopater; Robert Durst fra “The Jinx”. Dengang blev det antydet, at Douglas og resten af familien hjalp til at dække over et hustrumord. Men det er “Big Time” og Bjarke Ingels ligeglade med. Her er ingen problemer, men kun bullshit-udfordringer. Som at bygge big time prestigefyldt oven på vor tids største terrorgrav. Eller dække over mord.