Bitch Slap

InstruktionRick Jacobson

MedvirkendeJulia Voth, Erin Cummings, America Olivo, Michael Hurst, Ron Melendez, William Gregory Lee, Minae Noji, Scott Hanley, Kevin Sorbo, Dennis Keiffer, Lucy Lawless, Renée O'Connor, Mark Lutz, Debbie Lee Carrington, Zoe Bell

GenreAction

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Bitch Slap

2 6
Kopilysten kællingekamp

Siden amerikanske Quentin Tarantino for et halvt årti siden gav filmhistorien sin ultimative kærlighedserklæring med de to højpotente “Kill Bill”-film, har der været en udpræget tendens til, at ukendte instruktører selv forsøger at kopiere dennes opskrift – for det meste dog uden videre held. En af de værre af slagsen er utvivlsomt Rick Jacobsons “Bitch Slap”, der formentligt også kun har fået økonomisk støtte qua sine seksuelle undertoner og dampende erotiske udladninger.

For historie eller anden form for substans er der nemlig ikke meget af. Filmen er angiveligt tænkt som en anerkendelse af halvfjerdsernes sexploitation-film, som netop Tarantino også har leflet for – men uden det skramlede look, som forbindes med originalerne, og uden de intellektuelle replikudvekslinger, som ovennævnte instruktør oftest har været garant for. I “Bitch Slap” finder vi de tre taktisk afklædte kvindfolk Trixie, Camero og Hel, som har hver deres personlige karakteristikker, men grundlæggende er afstumpede og uinteressante. Og bl.a. derfor er filmen et ligegyldigt værk, der fint kan undværes. At Rick Jacobson har været lidt for glad for at kopiere Tarantino uden at tilføre sin egen stil gavner bestemt heller ikke.

Som sådan er “Bitch Slap” et reklamespot i spillefilmslængde. Eller sådan tager den sig i hvert fald ud. Vores tre heltinder befinder sig på den samme golde location filmen igennem, og eneste afveksling herfra er de utallige flash-backs, der skal understøtte den vakkelvorne histories udvikling. De er nemlig ikke hvor som helst, men ude i en udørk, hvor de 200 millioner dollars i rå diamanter, som de og flere andre desperat jagter, angiveligt befinder sig. Manuskriptets dilettantiske skabelon er tydelig, og det appellerer ikke til særligt meget andet end et mandligt publikum med et udtalt behov for sexistiske undertoner, flirtende ordvekslinger og nøgen hud. Det får vi ad libitum, men man kan måske spørge sig selv, om netop den vare i virkeligheden ikke leveres i en bedre indpakning på f.eks. musikkanalen MTV?

Som tiden går ved husvognen et sted ude i den sandblæste ørken – et scenarie, der i øvrigt ikke er helt ulig Tarantinos ditto i “Kill Bill” – kommer flere modstandere løbende til, og dem må trekløveret forholde sig til, samtidig med at forhistorien udrulles og afslører, at de tre hver især muligvis har skjulte dagsordener. Det skaber udtalte spændinger, og et fatalt sammenstød synes uundgåeligt. Det er dog et stort problem for en film, der skal bæres frem af skuespillet, at samme ikke fungerer. Skuespillet er nemlig ekstremt – på den dårlige måde. Det har nu nok heller ikke været så vigtigt for instruktøren som at skabe et visuelt look tangerende det pornografiske. Det understreges også af den insisterende, men underlødige underlægningsmusik, der overrumplende nok lige i denne sammenhæng er ganske velvalgt.

Mens fortællingens udvikling som helhed er uvedkommende, går det imidlertid særligt galt hen mod slutningen, hvor det crescendo, der igennem længere tid er blevet bygget op til, er stærkt forudsigeligt. Det kan nok også diskuteres, om ikke tiden er løbet fra genren i det hele taget. Mændene er generelt fremstillet som stereotype, stupide og usympatiske, mens kvinderne har det stærke, overlevende gen. Det bliver lidt trættende at lægge øjne og ører til et så firkantet verdenssyn i det lange løb.

Der er heller ikke megen originalitet at spore i filmens stil, der særligt i klipningen har skelet til Tarantinos meritter. I det mindste er resultatet her noget mere vellykket, end det kan siges om de resterende kompetencer i “Bitch Slap”. Når de iltre ungmøer kaster sig ud i voldsforherligende og seksuelt pirrende slagsmål med hinanden og med udefrakommende dødsfjender, så nærmer det sig filmisk kunst. Men det er desværre også det mest positive, der kan siges om en film, som formentligt aldrig burde have været lavet. Som kuriosum kan nævnes, at filmens stuntkoordinator Zöe Bell er samme person, der spillede den væsentligste hovedrolle i netop Quentin Tarantinos “Death Proof”. Og det er hun modsat resten af filmen sluppet ganske godt fra.
Video

“Bitch Slap” præsenteres i et skarpt og indbydende look, hvor der ikke forekommer tilfælde af edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger. Også farvetemperatur og kontrast er stabile faktorer, og om ikke andet kan filmen i hvert fald sælges på sit blændende transfer.

Audio

På lydsiden opererer de engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS –HD Master Audio-lydspor uden overstyringer af nogen art. Dialogen er tilmed tydelig og drukner aldrig i den i øvrigt udmærkede underlægningsmusik. Filmens rum gøres desuden realistisk med en detaljerig atmosfære og talrige distinkte lydeffekter.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet er en blandet landhandel, hvor fikspunktet er den dybdeborende halvanden time lange ‘bag om filmen’ – “Building A Better B-Movie”. Uden den havde udgivelsens ekstramateriale været en tynd omgang, men den redder her skindet på næsen med et solidt indblik i filmens tilblivelse. Eneste andet supplement er nemlig et utal af mindre promos, trailere og slettede scener.

Det en velkendt sag, at det kan være farligt at låne fra andre film uden at bringe sin egen originalitet i spil. Det må instruktøren bag “Bitch Slap” – Rick Jacobson – formentligt sande, for sjældent er et tydeligere eksempel på plagiat set. Filmen har fra start til slut lånt med arme og ben fra film inden for sin genre, i særdeleshed film fra Quentin Tarantinos hånd. Eneste problem er, at Tarantino, som selv låner flittigt, gør det med sin helt egen stil og på sin helt egen facon. Det samme kan ikke påstås om “Bitch Slap” og Rick Jacobson. Uopfindsomt og uinteressant.