På flugt fra the blues

En næsten tom svømmehal en aften kun oplyst af neonlamper. De giver et kraftigt blåt genskin i vandet, der hensætter hele hallen i isblå toner. En enlig kvinde svømmer frem og tilbage, men hun svømmer på tværs af banerne. Monomanisk og trodsigt på samme tid. Lydsporet er tungt, storslået, men også tragisk. Det er min yndlingsscene i Krzysztof Kieslowskis “Blå”, og den opsummerer glimrende hovedpersonen, Julie.

Nogen tid forinden er hendes mand og femårige datter død i et trafikuheld, som hun overlevede. I stædig selvdestruktion vælger hun at kappe alle bånd til sin fortid i et naivt forsøg på at undgå smerten. Han var en berømt komponist, der var ved at komponere en hyldestkoncert for Europarådet, og hele tiden bliver hun nu forstyrret af brudstykker fra hans musik. Selv i svømmehallen, hvor musikken kun dæmpes, når hun dykker ned under vandet, men aldrig forsvinder. Man kan ikke stikke af fra the blues.

Kieslowskis tre farver står for de tre paroler fra den franske revolution: frihed, lighed og broderskab. Her er det friheden, der er under behandling; friheden fra følelser, friheden fra smerte, friheden fra andre mennesker og deres liv. Det er selvfølgelig nærliggende at drage paralleller til nutidens Europa, hvor mange helst ville være fri for at bekymre sig om andre, men Kieslowskis film hæver sig over det. Det er en almenmenneskelig film, der taler til alle generationer i det fragmenterede Europa. Titlen på den nævnte hyldestkoncet er “Musik til forening af Europa”. Mindre kan ikke gøre det.

Musikken er skrevet af Kieslowskis mangeårige samarbejdspartner, Zbiegniew Preisner, og den er en aktiv medspiller i “Blå”. Der er ingen underlægningsmusik. Musikken er altid en kommentar på, en kontrast til eller en forstærkning af, hvad der foregår i en scene. Undervejs ændrer den sig fra et pompøst, men koldt udtryk, til en mere melankolsk og varmere tone. Hvis man spørger mig, skulle Preisner have fået plads på plakaten lige under den i øvrigt fremragende Juliette Binoche. Hun spiller hovedrollen og fylder skærmen ud med sine store øjne undertiden gemt under det mørke hår, som om det kunne fjerne hende fra omverdenen.

Fotografen iscenesætter hende i perfekt framede billeder, så hun næsten altid er i centrum af skærmen, men undgår vores blik. Hun vender sig halvt bort eller ser ud til siden og demonstrerer generelt sin modvillighed mod at være i centrum af noget som helst. Binoche har en ganske særlig kombination af skrøbelighed og strenghed, som hun deler med en som Isabelle Huppert. Man ved aldrig helt, om hun er ved at bryde sammen eller gå amok. Den nerve og usikkerhed er det, der holder vores opmærksomhed fanget, imens vi følger en kvindes langsomme og modvillige sorgbearbejdelse.