En kvinde jagesDen hollandske filminstruktør Paul Verhoeven har for år tilbage været arkitekten bag amerikanske kassesucceser som “Sidste udkald” og “Iskoldt begær”. For en tid er filmmageren imidlertid vendt hjem til fødelandet for at orkestrere den retrospektive “Black Book”, der angiveligt – med udgangspunkt i en virkelig hændelse – skulle tegne et anderledes tiltrængt billede af Anden Verdenskrig i almindelighed og de såkaldte tyskertøser i særdeleshed.

Central er den forhenværende og underskønne sangerinde Rachel Stein, der fra første sekund er en kvinde på flugt. Hendes fortid kendes der ikke synderligt meget til, bortset fra en række sceneoptrædender fra før krigen tog sin begyndelse, men de jødiske aner fornægter sig derimod ikke, og da både familie og mulige frænder bliver ofre for tyskernes ammunition, må den unge kvinde gå under jorden. Med hævn over familiens banemænd som ultimativt motiv indrulleres frøken Stein – nu under navnet Ellis de Wries – hos en gruppe modstandsfolk, der opererer – meget belejligt for i øvrigt – med base i et bedemandsfirma.

Tilfældigheder er det toneangivende i fortællingens rum og således også for Ellis, der udses til en ikke helt ufarlig mission som muldvarp i de tyske nazisters hovedkvarter i Amsterdam. Den tyske befalingsmand Ludvig Münze har kastet sin kærlighed på den unge jødinde, dog ganske uvidende om hende religiøse baggrund og dermed deres væsensforskellige udgangspunkter. Modstandsgruppen ser heri imidlertid en åbenlys mulighed for at komme ind bag fjendens linjer for at få ram på blandt andre officer Franken, der har forvoldt tusinder jøders død, ikke mindst Ellis’ families.

Bedst er filmens storladne dramatik, der opretholdes af et system sat ud af kraft og et hollandsk samfund i undtagelsestilstand, og dermed er hver eneste sig selv nærmest. Tillid er muligvis en æressag, men i krigstid er menneskelige relationer besnæret af løgnagtigheder og svig, bedrag og ondsindet udnyttelse. Således også af den velspillende Carice Van Houtens Ellis de Wries, der får sværere og sværere ved at stole på venner og fjender, alt imens hun forsøger at opretholde en skillevæg i sit dobbeltliv, og følelserne for Münze bliver stadig mere ægte og dermed farlige. Udgangsmotivet er dog stadig allestedsnærværende, og da Franken viser sig at være den, der gav ordren til nedskydningen af hendes allernærmeste, er integriteten nu stadig til stede.

Som en kopi af Marlene Dietrich underholder hun tyskerne i bedste natklubstil, dels for at dække over sin reelle baggrund og dels for at overleve. “Black Book” handler i bund og grund om en jaget kvindes kamp for overlevelse i en krig, hvor det er svært at opnå tillid. Mere specifikt er filmen en understregning af, at de benævnte tyskertøser, der ved krigens slutning blev skæmmet og hånet af deres landsmænd på det skammeligste, naturligvis har – i hvert fald i nogle tilfælde – haft deres grunde til at handle, som de gjorde. Det havde Ellis de Wries, og derfor tegner Paul Verhoeven et nærmest ærefuldt billede af sin landsmand, der gik i seng med en tysk hærfører for at overleve først og fremmest, men også for at få ram på den fjende, der havde kostet så mange jøder livet.

“Black Book” er dynamisk og fremstår ikke et sekund for lang. Filmen bærer præg af den hollandske instruktørs mangeårige virke i Hollywood – det er godt og gedigent håndværk, men også – måske af samme grund – med et forholdsvist stereotypt fjendebillede. Tyskerne er repræsenteret som onde, alle som en, og først meget sent giver Verhoeven en smule efter og dermed plads til en smule nuancer, ikke overraskende hos netop Münze, der spilles glimrende af Sebastian Koch, som for et dansk publikum formentligt vil kunne genkendes fra den tyske “De andres liv”.

Det bemærkelsesværdige ved fortællingen er faktisk – som Ellis undervejs også selv understreger – at frygten og også faren bliver markant større ved krigens slutning. Så længe krigen varer, kan hun køre sit dobbeltspil uden de store problemer. Men ved krigens udgang trækkes tæppet væk under hende, og hendes overlevelsesmetode er dermed afsløret. Heri ligger vel også pointen og filmens største styrke. Forståeligt er det, at menneskelig ondskab fremmanes i krigssituationer. Men hvad får dem til at vare ved, når krigen er slut? “Black Book” giver ingen svar, og det er heller ikke dens opgave. Derimod tegnes endnu et heltemodigt billede af en kvinde, der gennemlever krigens rædsler på egen krop, men alligevel kæmper for at hævne andre. Paul Verhoevens seneste opus byder ikke på de store overraskelser, holder sig til traditionerne, men underholder, beretter og er grundlæggende godt isenkram.

Video”Black Book” fremstår i det skarpe og attraktive anamorphic widescreen 2.35:1 format, der bestemt er en medvirkende årsag til filmens fremragende udtryk. Bagatelliseres kan imidlertid ikke de talrige eksempler på edge-enhancement, der særligt gør sig bemærkede i filmens lysere scener. Grundlæggende er “Black Book” dog en ganske mørk oplevelse såvel handlingsmæssigt som visuelt. Alligevel er kontrasten solid og farvetemperaturen god. Der er ikke eksempler af nævneværdig art på udtværinger eller digitale forstyrrelser, og grundlæggende understreger billedsidens gryn det fremragende filmlook.

AudioFilmens lydside løftes af det engelsk-, tysk-, og hollandsksprogede Dolby Digital 5.1 lydspor, der gør sig ganske fortræffeligt. Først og fremmest suppleres filmen af den stemningsfortættende underlægningsmusik, der flyder godt ud i alle kanaler, mens replikkerne tillige er tydelige. Der er talrige eksempler på vellykkede lydpanoreringer, og i de hele taget præges “Black Book” af godt og gedigent lydarbejde, hvor særligt den detaljerige atmosfære og de distinkte effektlyde udmærker sig.

EkstramaterialeDer er ud over trailere for “The Last Time/Deception”, “Rescue Dawn”, “The Quiet” og “Goya’s Ghosts” ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Før den hollandske instruktør Paul Verhoeven drog til USA og boltrede sig i fortællinger om halvmekaniske superbetjente, dødsensfarlige gigantinsekter, muterede marsmænd og (ikke mindst) talløse letpåklædte, promiskuøse kvinder, forfattede og instruerede han op til flere prisbelønnede dramaer i sit hjemland. Krigsfilmen “Soldier of Orange” fra 1977 med bl.a. Rutger Hauer anses af mange således som instruktørens hovedværk. Med sin første hollandske produktion i over 20 år, “Black Book”, har Verhoeven ikke blot genfundet sine rødder, men har lavet sin bedste film i årevis.

“Black Book” føles mere helstøbt og vedkommende end Verhoevens “Soldier of Orange”, der også handlede om den hollandske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. Historien er denne gang fiktiv, men dét faktum har ikke mindsket dens effekt eller relevans, og talrige aspekter af fortællingen er inspireret af virkelige hændelser. Hovedpersonen er den jødiske sangerinde Rachel, hvis familie bliver myrdet af nazisterne, da de forsøger at flygte til den sydlige, befriede del af Holland. Som eneste overlevende fra massakren opsøger hun modstandsbevægelsen og indvilliger i at bruge sit smukke udseende og sin bedårende sangstemme til at infiltrere de øverste dele af nazisternes hierarki.

Rachel charmerer sig tæt ind på livet af den prominente nazist Müntze, der spilles af den fremragende Sebastian Koch, som også gjorde stort indtryk i Oscar-vinderen “De andres liv”. Men Müntzes overraskende pacifistiske væsen og parrets reelle, stødt voksende elskovsglød er ikke det eneste, der besværliggør Rachels mission. De mange pistolsvingende soldater og glubske kommandanter udgør selvsagt en konstant trussel, men der er også mistanke om en forræder i modstandsbevægelsens inderkreds. Der er dermed lagt i kakkelovnen til et klassisk, grandiost krigsdrama om loyalitet, retfærdighed, had og kærlighed.

Sebastian Koch er dog langtfra filmens stjerne – det er derimod den 30-årige Carice van Houten, som spiller Rachel, der benytter aliaset Ellis og farver sit hår blond for at virke mindre jødisk. Skuespillerinder brokker sig med rette over manglen på interessante kvindelige karakterer i nutidens filmmiljø, og en figur som Rachel er bare med til at fremhæve, hvor mangelfuld mange manuskriptforfatteres sans for personkarakteristik er. Det er en kompleks kamæleonagtig karakter – skiftevis selvsikker og tapper, sårbar og ærbødig, kynisk og koldblodig. Men van Houten klarer opgaven med bravur, og en stor international karriere lurer garanteret lige rundt om hjørnet.

Filmen har tilegnet sig mere eller mindre enstemmig positiv hæder uden for de hollandske landegrænser. Men i Holland har kritikernes respons været mere broget på trods af stor økonomisk succes. Det skyldes sandsynligvis høje indenrigske forventninger om en realistisk, strømlinet krigsfilm med større interesse i historisk og politisk korrekthed end narrativ dynamik og dramatisk kompetence. Men Verhoeven og instruktørens faste samarbejdspartner under årene i Holland, Gerard Soeteman, har heldigvis ikke interesse i at gentage sig selv eller efterkomme andres forestillinger. Inkluderingen af sympatiske tyskere og usympatiske hollændere var også kontroversiel, men filmen er i høj grad en film om menneskelige og følelsesmæssige gråzoner.