Det bliver en sort jul i årDer er forholdsvist langt mellem de eftertragtede snaps i Glen Morgans remake af gyseren “Black Christmas”, der i sin oprindelige form har mere end tredive år på bagen. Projektet er i denne ombæring stadig med afsæt i Roy Moores rædselsvækkende originalforlæg, som altså her kommer til kort.

Faktisk ligner “Black Christmas” til forveksling utallige beslægtede inden for sin rædselsvækkende genre, og det er meget svært ikke at gennemskue hele plottet meget hurtigt. Som ung dreng bliver Billy låst inde på loftet af sin alkoholiserede mor og indskrænkede stedfar med den besked, at han bestemt ikke er ønskebarnet. Det sætter naturligvis spor i den modtagelige pode, der, da han langt om længe slipper ud derfra efter års ydmygelse, myrder sine oppassere i en sand blodrus på selveste juleaften. Billy bliver erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket – nok ikke mindst fordi han efterfølgende lavede småkager af sine ofre – og bliver på den baggrund gemt væk på en psykiatrisk anstalt.

Årene går, og barndomshjemmet er i mellemtiden blevet hjemsted for en flok kvindelige studerende fra det lokale universitet. Skæbnen vil det hverken værre eller bedre, at Billy netop den juleaften mange år senere slipper ud fra sit fangenskab, klar til på ny at udgyde blod og rædsel i sit gamle barndomshjem. Det er for så vidt tonen i dette svært forudsigelige, men anderledes dunkle juleeventyr. Bedst er den ironiske brug af julens sødme til at skabe rædsel og gru. Det kommer ikke mindst til udtryk i den overdrevne og skamløse brug af klassiske julemelodier på lydsiden, alt imens Billy skånselsløst maltrakterer sine ofre på billedsiden.

På sigt er “Black Christmas” dog så fyldt med klicheer, at de enkelte underholdende elementer, der trods alt måtte være undervejs, drukner i en sand malmstrøm af gammelkendte dialoger, udtrådte delhandlinger, stereotype og udefinerede karakterer samt et metaforisk billedsprog, der skriger til himlene efter flere nuancer. Selvfølgelig sner de tilbageværende studerende inde i det mindefyldte hus juleaften, så de dermed er afskåret muligheden for hjælp og må klare sig selv, og selvfølgelig begår de studerende alle de fejltrin, man ifølge opskriften på det traditionelle gys ikke må begå, hvis man gerne vil overleve filmen ud.

Som gyser er “Black Christmas” imidlertid mere frastødende end egentlig uhyggelig, hvilket for så vidt nok er uløseligt forbundet med forudsigeligheden. Men har det derimod været et mål i sig selv at vække afsky, at få julemaden til at vende sig en ekstra gang i tarmsystemet, ja så er det et mål, der er lykkedes til fulde. Måden Billys udsete ofre en efter en kommer af dage på, og måden han efterfølgende lemlæster deres kroppe på, er al grund til enten at væmmes ved eller frydes over en film som “Black Christmas” her i højtidens stund. Nærværende anmelder vil nu nok lade sig sortere under førstnævnte kategori.

Nu udvikler filmen sig også i et ganske monotont spor, hvor hovedhandlingen basalt set udelukkende drejer sig om for drabspsykopaten Billy at slagte kvinder i hobetal i det østrogenfyldte hus. For der er jo ingen tvivl om, at den efterhånden voksne knægt nærer et dybfølt had til kvinder i bredeste forstand. Det var trods alt hans mor, der var anførende i at spærre ham inde på loftet i barndomshjemmet og for i øvrigt også udnyttede samme seksuelt, når lejligheden nu bød sig. Alligevel er det ingen undskyldning for filmens mildest talt banale udvikling, der, efter de første par ofre er lagt bag sig, bliver en kende kedsommelig.

Eneste umiddelbare styrke ligger altså i det ironiske spil med den søde juletid, der her er blevet vendt helt og aldeles på vrangen og vendt til en mørk og dyster ‘lavtid’. Det er næppe den, man ser frem til med samme spænding og forventningens glæde, som det ellers er og har været tradition med dens således diametrale modsætning, julen. “Black Christmas” har immervæk sine øjeblikke med de ironiske tiltag, men meget mere er der desværre ikke at komme efter i den forbindelse. Fotohåndværket og de stemningsfulde kulisser hører formentligt til filmens allerstærkeste kort, alt imens skuespillet leveres anderledes ukritisk. Men hvem kan nu også fortænkes i den forseelse med så klichespækkede replikker og et ditto manuskript?

Video”Black Christmas” præsenteres i det skarpe og fortrinsvis dunkle anamorphic widescreen 2.35:1 format, der tager sig ganske fortrinligt ud. Der er kun enkelte eksempler på edge-enhancement, mens der derimod ikke er eksempler på digitale forstyrrelser eller udtværinger. Generelt tager de varme juleinspirerede farver sig godt ud, og kontrasten er tilsvarende – med enkelte udsving in mente – solid. Grundlæggende er transferet udgivelsens største force, der på den kant gør filmen til en betagende oplevelse.

AudioLyden fremstår i det engelsksprogede Dolby Digital 5.1 lydmix, der ligesom billedsiden også er anderledes fængende. Først og fremmest kommer den julede og stemningsskabende underlægningsmusik ud i alle kanaler og benyttes endda kontrapunktisk på bedste vis i udvalgte scener. Atmosfæren er tillige god og detaljerig, lydpanoreringerne vellykkede og effektlydene distinkte. Endelig er dialogen tydelig.

EkstramaterialeDer er udover trailere for “Blood & Chocolate”, “Rescue Dawn”, “The Hitcher” og “The Quiet” ikke ekstramateriale på denne udgivelse.