Kærlighedens smerteDer er fuld tryk på sydstatskedlerne i Craig Brewers sanselige film om to soulmates – en sort guitarspiller og en hvid nymfoman, der begge lider under den sårbare kærlighed i et rygtesfuldt lillebysamfund. Bedst er den stemningsskabende bluesmusik, der agerer krop og sjæl i en god film med enkelte, problematiske undtagelser.

Den overvejende hovedrolle spilles til gengæld uden slinger i bluesmusikken af Samuel L. Jackson som den sorte majsdyrker og forhenværende guitarspiller Lazarus, der netop har fået sparket af sin mangeårige hustru til fordel for hans yngre bror. “Black Snake Moan” er formentligt den farverige skuespillers allerbedste indsats i det meste af et dekade. Overses kan den direkte modspiller Christina Ricci nu ingenlunde. Som den fallerede og sexhungrende lillebytøs Rae er hun et perfekt match, lige så røget, som han er speget, og på hver deres måde synes de godt på vej mod en total deroute.

Kristendommen er dog stadig knyttet til den gudfrygtige Lazarus, ligesom han i overført betydning lænkes til Rae – og hun i bogstaveligste forstand til hans radiator – da han finder hende forslået, udnyttet og forladt på nærmeste vej. Rae kommer muligvis som sendt fra himmelen og er i hvert fald et kald for den sorte ex-musiker. Hun forhindrer, at han går helt i hundene, og til gengæld forsøger han sammen med den massive jernlænke at gøre sit til, at den unge og promiskuøse kvinde får bugt med sit umættelige sex-behov.

“Black Snake Moan” er i allerhøjeste grad en film om omsorg og svigt. Det er en film om tillid og mangel på samme, og de to hovedkarakterer præges da også af barske forhistorier. Hun er tydeligvis blevet udnyttet af mænd på stribe, har muligvis fundet prinsen på den hvide hest i den neurotiske Ronnie – i øvrigt spillet uden overbevisning af musikikonet Justin Timberlake – men han er taget på springtur i den amerikanske hær og har overladt hende til sit. Lazarus er netop blevet forladt af konen efter et mangeårigt ægteskab, der trods hans store ønske derom aldrig har givet ham børn. Midt i al elendigheden får den forsmåede ægtemand imidlertid mulighed for at overbevise sig selv om, at der stadig er noget at tro på – at der stadig er en Gud.

Bedst er den sjælesørgende og selvudleverende bluesmusik, der giver filmen sin uslebne kant. Undervejs gøres flere gange markant holdt for at opsummere på handlingsforløbet, vel at mærke igennem Lazarus’ stemningsskabende musiknumre, der for en tid sætter fremdriften på nydelsesfuldt standby. Stemningen ligger dog også i de små ting, detaljerne, fernisen og teksturen. Kærlighedens smerte er derimod udtalt igennem de to sjælesørgende eksistenser, der er blevet forladt og efterladt, men finder et indre fællesskab i hinandens nærvær. Det er fremragende eksekveret og fremstiller en række forvitrede karakterer med sjældent set dybde.

Men “Black Snake Moan” har dog sine problemer. Uden at gå i detaljer kan det afsløres, at de to sjælevenner naturligvis skal forsøge at redde sig ud af deres respektive kattepiner, og da Guds ord er fyldige, giver det en noget frelst og vel også unødvendig slutning. Malplaceret er den i hvert fald og gør, at filmen ikke bliver rundet af på en ordentlig måde.

Det rokker dog ikke ved det stærke filmsprog, der umiddelbart synes tyktflydende i symbolske handlinger, men ikke desto mindre er velafbalanceret og nuanceret i sin struktur. “Black Snake Moan” er en oprørende historie, javist. Men råstyrken, fremdriften og fascinationen ligger stadigvæk i det fremragende skuespil, de fascinerende karakterer og ikke mindst den fængslende musik. Den afdøde bluesmusiker R. L. Burnside – som filmen er dedikeret til – giver indledningsvis sit besyv med: ”Der er kun én slags blues, og den findes mellem en mand og en kvinde, som er forelskede”. Det kan med god samvittighed tilføjes, at blues også kan eksistere mellem særligt opståede partnerskaber.

VideoFilmen fremstår i det udmærkede anamorphic widescreen 2.40:1 format. Billedet er skarpt, men flere eksempler på edge-enhancement og digitale forstyrrelser fornægter sig ikke. Der er til gengæld ikke eksempler på udtværinger, ligesom kontrasten er solid, og farvetemperaturen bortset fra et par enkelte tydelige udsving også holder sig stabil.

AudioLyden tilvejebringes igennem det fremragende og engelsksprogede Dolby Digital 5.1 format, hvor særligt atmosfæren og den stemningsskabende sydstatsblues udnytter højtalersystemet til fulde. Der er enkelte fine eksempler på lydpanoreringer, atmosfæren er detaljerig og nærværende, og dialogen er også tydelig. Det er dog bluesmusikken – som ind imellem sætter handlingens tid og rum i stå – der med sine fængslende toner løber med den altovervejende opmærksomhed.

EkstramaterialeEkstramaterialet består af de obligatoriske trailere for “A Mighty Heart”, “Year of the Dog”, “Shooter” og “Freedom Writers”. Herudover er filmen udstyret med muligheden for et kommentarspor med manuskriptforfatter og instruktør Craig Brewer, et fotogalleri samt slettede scener. “Rooted in the Blues” er et glimrende portræt af musikken i filmen, hvordan de svingende sydsatstoner blev en realitet og ikke mindst på hvilken baggrund. Størst fokus har dog “Conflicted: The Making of Black Snake Moan”, der går bag om filmen og igennem interviews med instruktør, producenter, fotograf, klipper og skuespillere finder ind til nerven i filmen, hvorved udfordringerne, karaktererne og handlingen bl.a. får en uddybende behandling. Et udmærket udvalg, der skriger af sine lungers fulde kraft på mere.