Blade Runner 2049

InstruktionDenis Villeneuve

MedvirkendeHarrison Ford, Ryan Gosling, Robin Wright, Jared Leto, Ana de Armas

Længde163 min

GenreSci-Fi

IMDbVis på IMDb

I biografen05/10/2017

Anmeldelse

Blade Runner 2049

4 6
Replikanten

Hvad definerer et menneske? For omkring 400 år siden fandt René Descartes ud af, at han tænkte – derfor var han. Den samme konklusion kom Rick Deckard frem til for 35 år siden i “Blade Runner” med sin replikant-kæreste i den ene hånd og en enhjørning af papir i den anden. Han var måske ikke et menneske i født forstand, men mindst lige så meget værd. Han tænkte. Følte og elskede. “Blade Runner” var en stor, menneskelig bedrift – sequel-filmen “2049” er en okay replikant.

For selv om “2049” koster mere end originalen, så kan man ikke købe en sjæl. På samme måde var “The Force Awakens” måske teknisk set en bedre film end “A New Hope”, men den havde ikke førstefilmens “Star Wars”-sjæl – det var en dygtig kopi. Det er også en dygtig kopi, som Denis Villeneuve her har skabt med klog, kunstig intelligens. Det er klart allerede i introscenen, hvor Ryan Goslings nye blade runner lander sin svævende bil ved siden af et dødt træ på en lille, øde landbrugsgrund. Ejeren skal ‘pensioneres’, som det hedder, når replikanter brutalt henrettes af den menneskelige skaber, der ønsker kontrol over sit skaberværk. Som Det gamle testamentes Gud.

K venter indenfor på sit offer. Som en kold hitman, der gemmer sig i skyggerne. Vandet koger i gryden på komfuret. Trykket stiger, det koger snart over. Det mærker K, da han smides igennem væggen som en høflig hilsen til Rutger Hauers replikant fra 1982. Det ender med pensionering, og det føles ikke okay, K. Det gør det derimod på vej tilbage mod LAPD-stationen, hvor K i sin bil svæver hen over grå, uniformerede boligblokke, der lækkert minder om, at Roger Deakins også fotograferede Villeneuves “Sicario”, imens Hans Zimmer brummende gør den som synthesizer-replikant for Vangelis. Det ligner på alle måder “Blade Runner”.

Men måske forsøger “2049” at ligne for meget. Harrison Ford skal findes, den originale historie skal reloades, hvilket også ændrer på originalen, som det skete med “The Matrix”. Ridley Scotts tvetydige, åbne slutning lukkes med “2049”. Her er ingen enhjørning, der åbner for egne gæt – i stedet overforklarer Jared Letos overskurk, som var han flygtet fra en “Prometheus”-film. “Blade Runner” er ikke det samme igen efter “2049”.

Denis Villeneuve er bedst, når han bringer noget nyt. Derfor blev “Arrival” heller ikke hans bedste ankomst, der ekkoede Steven Spielbergs “Close Encounters” lidt for nært. Som når han smider en replikant-fødsel i puljen sammen med en Siri-pige, som vil dyrke ægte menneskesex med K, der som en anden Pinocchio spekulerer på, om han mon nu også er en rigtig dreng. Modsat Deckard så tvivler K. Og det er alt sammen udmærkede opdateringer, der dog ikke ændrer på, at “2049” er en replikant.

For forskellen på et menneske og en replikant er måske noget med sjælen. Lidt som med originaler og sequels. De ligner hinanden, men der mangler det der ubestemmelige ekstra. Det unikke i øjet, en enhjørning i en drøm, der kan betyde lidt af hvert. Gad vide, hvad Descartes ville sige? “Blade Runner” – derfor er biografen. “2049” – derfor er Netflix.

Trailer

Kort om filmen

Tredive år efter den første Blade Runner film, står LAPD politiassistent K til at opklare en dybtbegravet hemmelighed med potentiale til at efterlade samfundet i totalt opløst kaos. Ks opdagelse fører ham frem til beslutningen om at finde Rick Deckard, til trods for at han har været savnet de sidste 30 år.