Kortlivet serie giver blod på hugtandenEfter at den rædsomme “Blade: Trinity” fik både kritikere og henholdsvis dedikerede og nybagte fans af “Blade”-trilogien til at vende tommelfingeren nedad, virkede det mildest talt som en tåbelig idé at forære filmseriens vampyrjagende superhelt sin egen tv-serie. USA’s tv-seere syntes at være enige. “Blade: The Series” blev skrottet, efter at blot tolv afsnit havde gået deres lavmælte sejrsgang på den relativt ukendte kabelkanal SpikeTV. Men episoderne om Marvels supervampyr Blade, der deler sine artsfællers styrker, men ikke deres svagheder, er ikke helt værst.

Serien foregår umiddelbart efter “Blade: Trinity”, men et kendskab til filmene er ikke påkrævet, da ingen betydningsfulde referencer til filmenes respektive plots eller figurer forekommer. Blade er draget til Detroit for at eliminere en klan af vampyrer, der ledes af den excentriske og magtfulde Marcus Van Sciver. I mellemtiden erfarer den forhenværende elitesoldat Krista Starr, at hendes bror, Zack, er blevet myrdet. Da hun undersøger sagen nærmere, støder hun på Blade, der bruger Starr som dobbeltagent ved at lade hende infiltrere vampyrklanen. I løbet af serien erfarer man, at Sciver er i færd med at producere et stof, der vil gøre det muligt for vampyrerne at tåle solens stråler og dermed overtage verdensherredømmet.

Man kan sagtens forstå, hvorfor fans af filmserien og dens frontfigur havde mistet tiltroen til manuskriptforfatteren David Goyer, som forfattede trilogien og samtidig var tv-seriens hovedproducer. Goyer instruerede “Blade: Trinity”, som havde mere travlt med at reklamere for mp3-afspillere og fremvise omvandrende klicheer end at levere en tilnærmelsesvis helstøbt fortælling. Forinden premieren på tv-føljetonens åbningsafsnit afslørede Goyer, at hans målsætning med serien var at præsentere længerevarende historier, hvilket ikke havde været muligt at gøre i filmene. Og en af de mest positive ting, man kan sige om serien, er netop, at handlingsforløbene får lov til at strække sig ud over flere episoder, hvilket gør det til en mere berigende oplevelse at følge karakterernes eskapader.

Derudover fortjener Goyer og kollegaerne ros for at have skabt et univers, der er befolket af karakterer, man interesserer sig for. Godt nok er mange af figurerne (især antagonisterne) karikerede og ensidige, men for en serie, der hovedsageligt fokuserer på vampyrer, håndgemæng og tillokkende motorkøretøjer, må karaktererne siges at være overraskende tredimensionelle. Til tider spiller Blade lige lovlig megen andenviolin i forhold til sin omgangskreds, men rapperen Sticky Fingaz er tilpas hårdnakket og bidsk som den kompromisløse helt. Fingaz er dog langtfra lige så karismatisk, som Wesley Snipes var i filmene. Bedre er den underskønne Jill Wagner som den sejlivede Krista Starr og engelske Neil Jackson som den charmerende, om end blodtørstige Sciver.

Føljetonen er ikke nær så spændende, stemningsmættet eller æstetisk raffineret som filmtrilogiens to første fornøjelige kapitler, som naturligvis havde langt større budgetter at gøre godt med. Men visuelt eller auditivt uambitiøs er serien ikke. Kampscenerne er særdeles velkoreograferede og intense, og de ødelægges ikke af utålmodig klipning eller forstyrrende kameraføring. Kulisserne er også dejlig upolerede, og for en tv-serie er “Blade: The Series” også forfriskende dristig. Der bliver bestemt ikke sparet på kunstigt blod, ætsende bandeord eller nærbilleder af bare silikonebryster. Musikken er også tilstrækkelig bombastisk, om end en smule ensformig.

Og ensformig må man desværre også erkende, at visse af afsnittene er. Til tider synes serien kun at have til hensigt at fremmane langstrakte, højlydte opgør mellem Blade og utallige anonyme lømler. Replikkerne er også sjældent decideret begavede, men derimod ofte prætentiøse og højtravende. Og mængden af klicheer overgår antallet af gedigne overraskelser. Men seriens største force er den velafbalancerede blanding af sarkastisk komik, fascinerende detektivarbejde og uhæmmet action, som er til stede i flere af episoderne. Hvis man har hang til genren, filmene eller tegneserierne, som disse tog udgangspunkt i, så er der vitterligt langt værre tv-serier derude, som man kan vælge at kigge nærmere på.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Mange af afsnittenes scener finder selvsagt sted om natten, men kun sjældent efterspørger man flere detaljer og mindre støj i billedets mørke afkroge. Billedet er sædvanligvis lige så skarpt som vampyrernes drabelige hugtænder, og hverken smuds, edge-enhancement eller udtværinger dukker op. Farverne er dejlig mætte uden at virke overgearede, og hverken kontrasten eller farvetemperaturen svinger pludseligt.

AudioFøljetonens adskillige sprælske actionscener gør fornemt brug af alle kanalnetværkets bestanddele. Antallet af effektive panoreringer er enorm, og subwooferen bliver ofte sat på en gevaldig prøve både af de aggressive lydeffekter og de lige så bombastiske musikalske indslag, der i øvrigt folder sig godt ud. Replikkerne overdøves aldrig af lydsidernes andre elementer, og dialogen besidder også en tilfredsstillende rumklang. Under episodernes fåtallige stilfærdige sekvenser savner man dog til tider et lidt mere raffineret og troværdigt lydbillede.

EkstramaterialeTo kommentarspor er blevet indtalt til seriens halvanden time lange pilot. Kommentarsporet med instruktøren Peter O’Fallon er tørt og spækket med pauser. O’Fallon bruger størstedelen af tiden på at gentage plottet og lovprise sig selv og kollegaerne, men han mønstrer ikke én eneste virkelig fascinerende anekdote. Det andet kommentarspor til piloten er gudskelov bedre. Det byder på kommentarer fra manuskriptforfatterne David Goyer og Geoff Johns. Parret holder næsten ingen pauser, og alt fra seriens plot og karakterer, til musikken og fotograferingen berøres. De to gutter virker også både oprigtige og uselvhøjtidelige.

Udgivelsen byder også på dokumentaren “Turning Blade” (60 min.), der består af talrige interessante optagelser og interviews med føljetonens bagmænd og medvirkende. Alle deltagerne er informative, men til tider kan de interviewedes strøm af lovord godt virke trættende. Syv tv-reklamer medfølger også.