“Blade: Trinity” er den tredje film i serien om vampyrjægeren Blade, der er halvt vampyr, halvt menneske. Denne gang står manuskriptforfatteren på alle tre film, David Goyer, bag kameraet, og det er der ikke kommet noget specielt godt ud af. Den tredje Blade-film er en ganske svag actionfilm, der ligesom film nummer to i serien ikke når op på den originales niveau.

Goyer havde oprindeligt tænkt at den tredje film i serien skulle foregå i fremtiden i et post-apokalyptisk samfund hvor vampyrerne havde overtaget verden. Det ville have været en mørk historie og et modigt skridt at tage for Goyer. I stedet valgte han at gå mainstream og levere blot endnu en omgang Blade vs. skolegårdens nye bølle.

Da filmen åbner finder vi endnu engang Blade i gang med det han gør bedst, nemlig at udrydde vampyrer. De snyder ham dog til at dræbe et menneske, der var klædt ud som vampyr. Blade bliver nu jaget af FBI, der naturligt nok ser med kritiske øjne på hans korstog. Blade bliver fanget af politiet (der er i lommen på vampyrerne) og kan se frem til et permanent ophold på et sted med pæne hvide spændetrøjer og meget bløde vægge.

Heldigvis bliver han reddet af ‘The Nightstalkers’ – en gruppe vampyr-
jægere ledet af Whitlers datter Abigail og eks-vampyren Hannibal King. De ønsker Blades hjælp til at jagte en ny vampyrtrussel i form af den ultimative vampyr, Dracula, der har været en tur igennem MTV maskineriet og derfor nu er en læderbuks-, mardi-gras perlehalskæde-bærende latino-scorekarl kaldet Drake(!?)

Reglen for efterfølgere er som regel mere ad samme skuffe, og det er hvad man får med “Blade: Trinity”. Filmens opbygning minder ret meget om de andre og især den anden film i serien: En ny vampyr-trussel dukker op og Blade må endnu engang klare skærene med lidt hjælp fra en sidekick eller to. Og ligesom i de to andre film bliver Blade fanget, som et led i de ondes planer. At blive fanget er så åbenbart det han er bedst til, næst efter at slå vampyrer ihjel.

Blade spilles endnu engang af Wesley Snipes, der blot kopierer sin præstation fra de tidligere film. Blade viser kun få eller ingen følelser, og når han endelig gør er det blot med et enormt brøl for at give udtryk for sine kvaler. Snipes får med andre ord ikke spillet med skuespils-
musklerne, og står for det meste bare i baggrunden og surmuler. Kris Kristofferson spiller endnu engang Blades mentor Abraham Whistler, der igen må ned og bide i græsset. Kristofferson kopierer også fra de tidligere film og formår endnu engang at gøre Whistler til en hård, men alligevel sympatisk person.

Der er en række nye ansigter i filmen, bl.a. i form af Nightstalker-
gruppen, anført af Jessica Biel og Ryan Reynolds. Biels babe-faktor udnyttes til det fulde, bl.a. med en badescene, der uden tvivl vil behage de frådende masser. Men nogen god præstation leverer hun ikke. Reynolds prøver noget nyt og giver den som actionhelt, hvilket kun lykkedes delvist. Bevares, han har en imponerende fysik, men Hannibal King får nærmest tæsk fra start til slut, mens han dog er åndsnærvæ-
rende nok til at kaste om sig med svidende fornærmelser og one-liners. Dette reducerer ham til sidekick. Den bedste præstation i filmen kommer fra Parker Posey der spiller vampyr-bitchen Danica Talos. Posey har det tydeligvis rigtig sjovt med rollen, og formår med sin relativt korte tid på skærmen at gøre Talos til en interessant figur som man elsker at hade.

Filmens skurk “Drake” spilles af Dominic Purcell, der leverer en yderst svag præstation. Dette kan ikke udelukkende tilskrives ham selv, for han har vitterligt ikke meget at arbejde med. Figuren er på grænsen til det lattervækkende og skifter konstant imellem sit rockstar-agtige ydre og hans sande jeg – et stort grumt/grimt lyserødt gummi-monster, der er Sesame Street værdigt! Vi får i filmen at vide at Drake er den ultimative vampyr, men hans største evne er tilsyneladende at stikke halen imellem benene. Drake føles ikke som en reel trussel og derfor er det endelige opgør også en noget tam omgang, der ikke formår at vække andet end apati i seeren.

Nu skal det ikke være skidt det hele, for “Blade: Trinity” har dog også et par positive sider. Blade-filmene er kendetegnet ved at levere en god omgang action, og på det område er der ingen slinger i valsen – så længe man altså ser bort fra det kedsommelige “klimaks” imellem Blade og Drake. Wesley Snipes har fysikken og kamp-teknikken til at levere flotte action-præstationer og han leverer varen på dette område. Også Biel og Reynolds er ganske overbevisende i deres kamp- og action-scener.

Filmens computer-effekter skal også have et rosende ord med på vejen. Effekterne når vampyrerne brænder op er endnu engang forbedret og det er et rigtig flot skue. “Blade 2” havde store problemer med nærmest pinagtigt dårlige digital doubles, der til tider fik filmen til at ligne et computerspil. På det område er “Blade: Trinity” en klar forbedring og øjet når aldrig at opfange de digitale stand-ins.

“Blade: Trinity” har i modsætning til sine forgængere også en god portion humor, som primært kommer fra Ryan Reynolds. Han er et stort komisk talent med god timing og leveringen af hans mange sarkastiske one-liners og bidende kommentarer er lige i øjet. Om man kan lide den slags humor må være en smagssag, men undertegnede fandt sig godt underholdt.

Disse positive sider opvejer dog ikke filmens negative sider. Dertil er den simpelthen alt for ordinær og uoriginal. Filmens skurk er for svag og filmen formår derfor aldrig at blive medrivende og interessant nok til at berettige en karakter over det jævne. Der findes to udgaver af filmen på udgivelsen: bioversionen og den “unratede” version, der er ca. 10 minutter længere. Den indeholder et par ekstra scener samt lidt mere udpenslet vold, men ellers ikke noget der kan rette op på en i forvejen dårlig film.

VideoPå videosiden er der et fremragende Anamorphic Widescreen transfer i 2.35:1 Aspect Ratio, der er i top på alle punkter. Farverne er flotte og levende, både i dagslyset og i de mange mørke nattescener, hvor der ingen problemer er med at skelne imellem de mange forskellige nuancer af sort.

Skarpheden er også helt i top og man kan snildt se alle detaljer i forgrunden såvel som i baggrunden. Der er ingen artefakter af nogen slags og der er ikke nogen edge-enhancement at spore. Tilsammen gør disse ting dette transfer noget nær perfekt.

AudioOgså lydsiden er i orden rent teknisk. Der diskes op med Dolby Digital 5.1 EX og Dolby Surround på biografversionen af filmen. Det samme gælder for den udvidede udgave, der yderligere har et DTS 6.1 ES lydspor.

Der er godt med spark på lydsporene, og filmens mange actionsekvenser er godt understøttet af lyden, både hvad angår subwooferen og surroundhøjtalerne, der formår at omslutte seeren og placere en midt i virvaret. Dialogen er klar og tydelig, både i filmens (få) stille scener og i de buldrende actionsekvenser. Topkarakter!

EkstramaterialePå disk 1 finder man to kommentarspor på den udvidede udgave af filmen. Det første er med instruktør David Goyer og skuespillerne Jessica Biel og Ryan Reynolds. Goyer er den mest aktive, og han fungerer som en slags ordstyrer der stiller spørgsmål til de to skuespillere. Det er et afslappet kommentarspor med en del pjat, men der er alligevel en del gode anekdoter imellem.

Mere teknisk bliver det med kommentarspor nummer to. Endnu engang er det med instruktør Goyer i spidsen, denne gang for filmens crew. Det tekniske kommentarspor går i dybden med filmens tilblivelse set med crewets øjne.

På disk 2 finder man en sektion ved navn “Inside the World of Blade Trinity”. Denne sektion består af en række featurettes, der samlet løber op på ca. 100 minutter. Disse dækker alt om filmens tilblivelse, fra udviklingsfasen til klipningsfasen. Programmerne er for det meste gode, men efterhånden som de skrider frem bliver det mindre interessant. På en film der til at starte med er en svag forestilling, virker det næsten som overkill at der er en 10 minutters featurette om Color Grading. Det gør det til en småkedelig omgang at komme igennem.

Dernæst er der et lille interview hvor forfatteren Goyer og instruktøren Goyer interviewer hinanden, gjort muligt af lidt kameratricks. Programmet er ikke særlig godt og virker forceret og påtaget, især når Goyer skal grine af de spørgsmål som hans alter ego stiller ham.

Derudover er der en alternativ slutning, som lægger kraftigt op til en “Nightstalkers” fortsættelse, samt et blooper reel, primært hvor skuespillerne har lidt sjov under optagelserne. Endeligt er der gallerier og trailers.

Blade 3: TrinityBlade er tilbage, og denne gang med manusforfatteren bag roret, og det er gået grueligt galt, så galt, at David Goyer sikkert sidder og ønsker, at han ligesom en god gammeldags vampyr kunne forvandle sig om til en tåge og langsomt sive væk, langt langt væk fra det pinlige manuskript, og den filmserie han netop har banket en sølvpæl i hjertet på…

Den tredje film i serien om den brutale og nådesløse vampyrdræber Blade, er en stor omgang makværk. Goyer, der i de to første, til dels udmærkede film, var manden bag historien, er denne gang også manden der har instrueret “Blade 3: Trinity”. Det er han ikke sluppet helt så heldigt fra. Filmen smuldrer fuldstændigt under den tåbelige historie og de platte replikker, der slet ikke kan matche de få fede action-sekvenser filmen indeholder.

Historien: En gruppe vampyrer, der er meget meget trætte af Blade, lokker ham i en fælde, så de ender med et videobånd hvorpå han dræber et menneske – en skurk, men alligevel. I bedste “Rodney King”-stil ruller lavinen. Blade bliver vældig upopulær – især hos politiet. Man kan så spørge sig selv om, hvorfor de ikke har grebet ind før. Blade har i nu to film “hærget” gaderne, skudt til højre og venstre og sprunget det ene og det andet i luften. I en god sags tjeneste – men det kan alle jo komme og påstå.

Blade bliver taget til fange af politiet. Dem kan han sjovt nok ikke lige klare, alskens vampyrer og djævleyngel – men ikke politiet. Men det er ikke nok for den onde vampyrtop. Pakket ind, som var de på vej til nordpolen, begiver de sig ud i den sumeriske ørken, under den bagende sol, for at finde Dracula. De finder Dracula og tager ham med til storbyen. Dels fordi at han så lige kan tage livet af den meget irriterende Blade, der er undsluppet politiet, og dels fordi han også har evnen til at kunne færdes i dagslys – fordi han var den første – og derfor kan alle vampyrer efter ham ikke? Den evne vil alle de andre vampyrer også gerne være i besiddelse af.

Den historie er så dum, at det nærmest gør ondt. Det er dog ikke kun plottet der er dumt. Karaktererne er i den grad også med til at spolere filmen, specielt Blades nye sidekicks. Abigail (Jessica Biel) og Hannibal King (Ryan Reynolds), tidligere vampyr, men nu vampyrdræber. De kunne have været et tiltrængt friskt pust, lidt fornyelse der ender med at være en fornærmelse.

Hannibal King er vampyrdræberen der hele tiden får bank af vampyrerne. Han formår kun lejlighedsvis at dræbe et par stykker, og man sidder ofte med en lidt blandet smag i munden. For det virker umiddelbart som om, at han er tiltænkt som Blades comic-sidekick. Men han ender nærmere som en man har lidt ondt af – fordi han hverken er sjov eller sej. Den anden tilføjelse til vampyrdræbertrioen er Whistlers bastard-datter, Abigail. Hun virker så malplaceret, at det er helt skræmmende. Hun kunne uden videre været fjernet fuldstændigt fra filmen, uden at det på nogen måde ville have gjort noget. Det er svært at se lige hvilken funktion hun har, altså udover at lokke folk i biograferne.

En af filmens utallige ufrivillige komiske scener er, at mens de andre, i den obligatoriske Rambo-scene, pakker udstyret, lader våbnene, sliber knivene osv., sidder Abigail og laver playlister til sin Ipod – for som Hannibal siger, så kan hun godt lidt at høre det nye smarte MP3-musik, som f.eks. triphop, rap osv mens hun kæmper. Man skulle da være en sjuft, hvis man ikke lige kunne klemme en lille reklame ind for filmens soundtrack, der i øvrigt næsten er det bedste i filmen. Det er scener som denne der fjerner den sidste sjat af troværdighed – og ikke mindst scenen, hvor man finder ud af at vampyrerne for sjov har skabt en lille mystisk sag. En predator-agtig vampyr pekingeser. Her kæmper Blade for at redde verden, og så har Goyer ønsket at tilføre netop lige den skabning.

På den modsatte side, i fjendens lejr hos vampyrerne, skulle man forvente en superskurk. Det har Goyer så også fået fat på. Han har besluttet sig for ingen anden end den legendariske badguy, den ultimative vampyr – Dracula himself, faderen. Der nu kalder sig Drake – for man skal jo være med på beatet. Det er svært at begribe at Goyer ikke bare holder sig til legenden – selvfølgelig ikke bare kopiere blindt, men dog stadig holde sig lidt til det generelle indtryk af karakteren Dracula – bevares, drop kappen og smokingen. Men en lidt overlegen aristokrat, en genial tænker og stadig en mørkets soldat, krydret med lidt sindsyge, i stedet for at ændre det til en lidt dum fitnessagtig gut, der går klædt som Enrique Iglesias, og hvis ordforråd i den grad virker begrænset. En skurk man slet ikke kan tage seriøst, og slet ikke frygte – tværtimod, og det hjælper slet ikke på det, at Drake første gang han ser Blade ikke tager kampen op, men tager kappen imellem benene.

Alt sammen ting der er med til at underminerer historien og filmen. Dens personer, og ikke mindst det univers man kender fra de to første af filmene.