Blodrødt Guld tegner et portræt af en morder, eller nærmere, beskriver hvordan en mand kan ende med at blive morder i et samfund, som det iranske. Et klassedelt, på mange måder moderne samfund med mange materialistiske goder, med rigdom og fremgang. Hussein er en stor, rolig bamse af et pizzabud. Han siger ikke mere end allerhøjest nødvendigt, gør så vidt muligt, hvad folk siger til ham. Han kører med sikkerhed og autoritet sin knallert gennem byens gader for at aflevere sine pizzaer til de rige og velhavende, som hverken gider lave eller hente deres mad. Husseins bedste ven er Ali og Husseins kæreste er Alis søster. Da Ali finder en taske, der tilsyneladende er tabt, bliver Hussein mere end forbløffet over at se beløbet på en kvittering for en halskæde. Og både Ali og Hussein bliver mere end stødt over at høre på en mand, der åbenbart tror, at de to venner har stjålet tasken. Han giver dem en regulær moralprædiken – uden at kende dem eller de rette omstændigheder. Og de rette omstændigheder er svære at finde for Hussein og Ali. Hos guldsmeden bliver de afvist på grund af deres udseende og regulært overset af en rigmand, som på sin mobiltelefon konstaterer at “der er ingen andre end mig her”. Et er, at de ikke har penge til de dyreste smykker, et andet er, at de på forhånd bliver sorteret fra. Den samme fordom møder Hussein, når han skal aflevere pizzaer til de unge og de rige. Eksempelvis på 16. etage i et af byens mondæne boligkvarterer. Ved et tilfælde kommer Hussein i nærkontakt med en rigmand, som lukker pizzabudet indenfor og giver ham en sjælden lejlighed til at overvære det hykleriske liv på nærmeste hold. Men samtidig vil Hussein gerne føle lidt af luksustilværelsen på sin egen krop.