Blodsbånd
Udgivet 2. okt 2008 | Af: Benway | Set i biografen
Det er en noget underlig og sært appellerende fornemmelse at se en norsk film, som man hele tiden glemmer rent faktisk er fra det høje nord. Filmen, der følger nogle indvandrere fra Kosovo, synes at have taget den kultur til sig med en sådan overbevisning, at den sparsomme fremkomst af norsk dialog næsten føles som et komisk brud på stilen.
For Mirush er der ikke langt fra tanke til handling, og efter en temmelig trøstesløs rejse, hvor han bl.a. smugles til landet i en skibscontainer, når han frem til Norge og restauranten. Nervøs for hvad præcis reaktionen ved hans fremkomst vil være, beslutter han sig i stedet for at nærme sig faderen ved at arbejde på restauranten uden at afsløre sin relation. Langsomt begynder de to at lære hinanden at kende, og efterhånden begynder faderen at agere lærer og forbillede for drengen. Mirush opdager dog også nogle mindre yndige sider af sin fars virksomhed.
Mirush bliver spillet glimrende af den unge Nazif Muarremi, der gør ham til en troværdig figur.
Mirushs intuition og begavelse giver ham betydelige evner, der er lagt ud over hans år, men hans planer undermineres af en mere alderssvarende mangel på forståelse for konsekvenserne og synes altid motiveret af en desperat længsel efter faderens kærlighed. Muarremi får glimrende modspil af Enrico Lo Verso, der som Mirushs far skaber en figur, man hurtigt får et tvetydigt forhold til.
Som filmen skifter fokus, kommer de mere voldelige og ganske foruroligende optrin i spil. Særlig en brutal afstraffelse af en tjener, der falder i unåde, kan mærkes helt ud i fingerspidserne. Filmens gradvise overgang fra karakterdrama til en mere kriminalhistorie-lignende fortælling er dog kun delvis vellykket og plages ikke mindst af en række usandsynlige sammenfald samt en karakterudvikling, det er svært at opfatte som andet end utroværdig. Man ser overbærende gennem fingre med de første par fejltrin, men efterhånden, som de hober sig op, bliver det tiltagende svært at ignorere dem.
Hvad, der får filmen til at fungere, er primært dens første del samt dens komplet overbevisende beskrivelse af et miljø, som eksisterer i al sin ubemærkede stilfærdighed, og som har så lidt at gøre med det udenomliggende land, at det måske ikke er så underligt, at lyden af det norske sprog føles som et brud på stemningen. Det sjældent hørte sprog kunne utvivlsomt lige så vel være dansk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet