En gylden, grusom fortid

Jeg ved ikke, om der findes et ord for noget, der på én gang er overraskende og fuldstændig genkendeligt. Det der sker i det øjeblik, hvor man igen ser Mel Gibson i spidsen for en actionfilm. Flere i træk endda. Det er ikke for at hænge i fortiden, men er vi ok nu? Er der tale om et Mel Gibson-comeback efter alkoholmisbruget, volden og det skidte forhold til politiet (altså virkelighedens grimme udgave af hans film)? “Blood Father” er ret enkel, men dens valg af skuespiller rejser en masse spørgsmål, som den har for travlt med skyderier til at besvare. Så vi prøver selv.

Er vi ok nu? Jeg er ok, men jeg ved ikke, om der endnu har været det store Oprah-øjeblik, hvor Mel har angret sine synder og påkaldt sig tilgivelse. Den offentlige bodsgang sat i værk af en pr-manager, der savner rollerne og de medfølgende penge. Det synes ikke at være tilfældet, så måske er det derfor, han starter i det små med en tju-bang-film om en aldrende taber, der hjælper sin datter med at undslippe nogle narkogangstere. Det er, som om Mel Gibson siger: ’Ok, jeg ved, jeg er upopulær, men hvis jeg nu laver noget forudsigeligt lavbudget-skrammel, slipper jeg måske for folkedomstolen'. Hvilket leder til spørgsmålet om et comeback:

Hvis man ser på Gibsons skrantende CV, er de få film, der kommer ud, påfaldende ens. En masse plakater med en skulende pistolmand og historier om at beskytte eller hævne en datter. En enkelt afstikker til “Expendables”-paintball for filmstjerner fra 80’erne. Væk er de historiske dramaer og charmør-komedierne. Tilbage er den karismatiske voldsmand med de der både milde og vilde øjne. Det ligner et comeback på et helt nyt metaplan. Mel Gibson er gået i Mel Gibson-mode og laver film om og med Mel Gibson.

Det gør “Blood Father” interessant. På den ene side er den så forudsigelig i opbygningen af en præmis, at man lige så godt kunne have ladet skærmen stå sort i de første tyve minutter. På den anden side ved den tydeligvis godt, at opbygningen kun skal sætte Mel i gang med det store skydeshow. Og hvis man kender hans historie, og det gør alle vist, er det på sin vis flabet sjov at lade den unge, frastødte datter møde op hos en alkoholiseret far med en fortid på kant med loven. Og med samme trailer og suicidale tanker som Martin Riggs fra “Dødbringende våben”.

Filmens Mel Gibson og virkelighedens Mel Gibson smelter sammen foran øjnene, så man aldrig er sikker på, om de grove one-linere tager pis på Riggs, William Wallace eller ham dér, der truede sin kone med tæsk og spyer antisemitiske kommentarer ud i pauserne mellem de racistiske. Han har bare en evne til at danse lige på grænsen af det maniske og farlige og her også på grænsen til det tilladelige rent pr-mæssigt. John Link, som er det anonyme synonym for Mel Gibson, er en angrende rocker med, guess what, sydstatsflag og masser jødehad i saddeltasken. Jeg kan næsten ikke mere, det er for sindssygt og sindssygt underholdende.