Bobby
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 22. jun 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Det er det berømmede Ambassador Hotel i Californien, der var udset til at danne de fysiske rammer for den yngre Kennedys forventede valgsejr i det californiske primærvalg senere på aften, og derfor følger vi en række parallelfortalte historier, der alle har relation til hotellet og aftenens dramatiske udvikling. Diane (Lindsay Lohan) og William (Elijah Wood) er på vej ind i proforma ægteskab for at redde ham fra krigsdeltagelse og muligvis hende fra manglen på kærlighed; hoteldirektøren Paul (William H. Macy) lever sit liv på en løgn; og den afdankede sangfugl Virginia Fallon (Demi Moore) forbereder sig på aftenenes optræden med et dybt kig i flasken, alt imens de frivillige valgobservatører Jimmy (Brian Geraghty) og Wade (Joshua Jackson) lader stemmesedlerne i stikken og drager ud på et intergalaktisk syretrip. Det er blot nogle af de historier, mordet på en måske kommende præsident fortælles igennem.
Tresserne var som bekendt en særdeles dramatisk tid med iskolde mord på en række nøglepersoner samt den kolde krig, der kørte på højeste blus. Men det var også en tid, hvor race-debatten verserede, de bevidsthedsudvidende stoffer blev afprøvet og velfærdsstaten var ved at gøre sit afgørende indhug. På godt og ondt vel at mærke. I kraft af filmens nogenlunde velafrettede tempo får vi så selv lov til at svælge os i datidens vilkår, føle smerten, de politiske vinde, sorgen og ikke mindst vreden over de uretfærdige handlinger iscenesat igennem et ensemblespil, der afdækker alle sociale lag og aldre.
Historien gentager som bekendt sig selv, og derfor er det ikke helt uden relevans at anskue “Bobby” som en moralistisk allegori over amerikanernes verserende krige i Irak og for så vidt også i Afghanistan. Menneskesynet bliver stadig mere forkvaklet og kynisk for hver krig, det gennemlever, og lære af det kan vi i hvert fald ikke. Der er derfor ikke tvivl om, at pointen med filmatiseringen af mordet på Robert F. Kennedy har været andet og mere end blot dens historiske prægnans. Det er derfor drønærgerligt, at ekkoet fra moralens vogtere genlyder filmen igennem, når et spillerum til at lade tilskueren tænke selv kunne have affødt en væsentligt mere sofistikeret film.
Som sådan bliver “Bobby” først rigtigt nærværende, da det forventede dramatiske klimaks indfinder sig ganske sent i filmen. Der er ikke væsentligt kød på dramatikken i de små handlingers i øvrigt klichefyldte autonomier, og de fremstår derfor blot som relativt ligegyldige bump på vejen frem mod filmens centrale fikspunkt – drabet på præsidentkandidaten. Alligevel rummer filmen i sine bestræbelser på en løftet pegefinger også underholdende gimmicks og vigtige problemstillinger. Særligt sidstnævnte medvirker til, at “Bobby” trods et lidt for klokkeklart budskab og en lidt for ujævn fortælling stadigvæk må karakteriseres som et vedkommende bidrag til den fortgående problematiserede politiseren omkring USA’s udenrigspolitik.
“Bobby” kunne have været et velafrettet billede af tiden omkring mordet på JFK’s yngre bror, senatoren Robert F. Kennedy. Desværre skurrer filmens klodsede moralprædiken for meget i øjnene, om end filmens underholdende momenter og væsentlige pointer ikke kan fornægtes.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet