Bobby

InstruktionEmilio Estevez

MedvirkendeHarry Belafonte, Joy Bryant, Nick Cannon, Emilio Estevez, Laurence Fishburne, Heather Graham, Anthony Hopkins, Helen Hunt, Ashton Kutcher, Shia LaBeouf, Lindsay Lohan, William H. Macy, Demi Moore, Martin Sheen, Christian Slater, Sharon Stone, Elijah Wood, Mary Elizabeth Winstead

Længde120 min

GenreDrama, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen25/12/2006


Anmeldelse

Bobby

3 6
Målt i politiske skandaler var det ikke ligefrem fordi, amerikanerne lå på den lade side i løbet af tresserne. Vietnam-krigen fik fatale følger for en lang række ansigter i regeringen, tabstallene ved krigens front steg støt, og de meningsløse likvideringer af borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King og den politiske scenes Kennedy-brødre fik en afsmittende effekt på eftertiden i det selvproklamerede guds eget land.
Det er disse samfundsmæssige strømninger, Emilio Estevez med blandet held har forsøgt at tage hånd om i sin første reelle spillefilmsopgave som instruktør i henved ti år. “Bobby”, der netop omhandler det meningsløse mord på senator Robert F. Kennedy i 1968, er nemlig hentet i den virkelighed, vi alle kender til. Filmen er et forholdsvist fint orkestreret sammenkog af arkivoptagelser med den afdøde præsidentkandidat og de nyere scener brygget på fiktive virkemidler, i øvrigt medvirkende en sand perlerække af amerikanske skuespillere og skuespillerinder.

Det er det berømmede Ambassador Hotel i Californien, der var udset til at danne de fysiske rammer for den yngre Kennedys forventede valgsejr i det californiske primærvalg senere på aften, og derfor følger vi en række parallelfortalte historier, der alle har relation til hotellet og aftenens dramatiske udvikling. Diane (Lindsay Lohan) og William (Elijah Wood) er på vej ind i proforma ægteskab for at redde ham fra krigsdeltagelse og muligvis hende fra manglen på kærlighed; hoteldirektøren Paul (William H. Macy) lever sit liv på en løgn; og den afdankede sangfugl Virginia Fallon (Demi Moore) forbereder sig på aftenenes optræden med et dybt kig i flasken, alt imens de frivillige valgobservatører Jimmy (Brian Geraghty) og Wade (Joshua Jackson) lader stemmesedlerne i stikken og drager ud på et intergalaktisk syretrip. Det er blot nogle af de historier, mordet på en måske kommende præsident fortælles igennem.

Tresserne var som bekendt en særdeles dramatisk tid med iskolde mord på en række nøglepersoner samt den kolde krig, der kørte på højeste blus. Men det var også en tid, hvor race-debatten verserede, de bevidsthedsudvidende stoffer blev afprøvet og velfærdsstaten var ved at gøre sit afgørende indhug. På godt og ondt vel at mærke. I kraft af filmens nogenlunde velafrettede tempo får vi så selv lov til at svælge os i datidens vilkår, føle smerten, de politiske vinde, sorgen og ikke mindst vreden over de uretfærdige handlinger iscenesat igennem et ensemblespil, der afdækker alle sociale lag og aldre.

I udgangspunktet er mordet på RFK fortalt på utraditionel vis, idet filmen hverken følger morder eller offer, men derimod en stribe jævne personligheder, som det dramatiske klimaks også får voldsom indflydelse på. Men trods filmens bredde kan “Bobby” ikke påstås at være særligt vellykket. Således er der flere graverende slagsider, og replikudvekslingen må i hvert fald henregnes som en af de mest alvorlige. Dialogerne er kluntede og gumpetunge, og det grundlæggende formål har øjensynligt også været at udpensle den i forvejen tyktflydende morale, der desforuden understreges af de mange sideløbende handlinger, som nok også er for mange, filmens varighed taget i betragtning.

Historien gentager som bekendt sig selv, og derfor er det ikke helt uden relevans at anskue “Bobby” som en moralistisk allegori over amerikanernes verserende krige i Irak og for så vidt også i Afghanistan. Menneskesynet bliver stadig mere forkvaklet og kynisk for hver krig, det gennemlever, og lære af det kan vi i hvert fald ikke. Der er derfor ikke tvivl om, at pointen med filmatiseringen af mordet på Robert F. Kennedy har været andet og mere end blot dens historiske prægnans. Det er derfor drønærgerligt, at ekkoet fra moralens vogtere genlyder filmen igennem, når et spillerum til at lade tilskueren tænke selv kunne have affødt en væsentligt mere sofistikeret film.

Som sådan bliver “Bobby” først rigtigt nærværende, da det forventede dramatiske klimaks indfinder sig ganske sent i filmen. Der er ikke væsentligt kød på dramatikken i de små handlingers i øvrigt klichefyldte autonomier, og de fremstår derfor blot som relativt ligegyldige bump på vejen frem mod filmens centrale fikspunkt – drabet på præsidentkandidaten. Alligevel rummer filmen i sine bestræbelser på en løftet pegefinger også underholdende gimmicks og vigtige problemstillinger. Særligt sidstnævnte medvirker til, at “Bobby” trods et lidt for klokkeklart budskab og en lidt for ujævn fortælling stadigvæk må karakteriseres som et vedkommende bidrag til den fortgående problematiserede politiseren omkring USA’s udenrigspolitik.

VideoUdgivelsen fremstår i et anamorphic widescreen 2.35:1 format, og grundlæggende tager filmen sig ganske betagende ud. Looket er indrammet i en stærk tressernostalgisk farvepalette, som gør sig ganske godt. Der er dog enkelte eksempler på edge enhancement og andre digitale forstyrrelser, men det skæmmer imidlertid ikke i uoverkommelig grad et godt helhedsindtryk af et fint og velfungerende transfer.
AudioBedre tilrettelagt er imidlertid filmens engelsksprogede Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 lydspor. I begge tilfælde er der tale om velkomponerede lydkulisser med mange lag, der medvirker til at give “Bobby” den rette atmosfære og stemning. Generelt er alle kanaler i brug, om end replikkerne primært er et anliggende for fronthøjtalerne og de stemningsskabende effektlyde et anliggende for baghøjtalerne. Det kan anføres, at sidstnævnte måske godt kunne være lagt på et højere volumenmæssigt niveau, men alt i alt er der altså tale om et ganske glimrende auditivt udtryk.
EkstramaterialeEkstramaterialet på denne udgivelse er funderet i de typiske trailers, denne gang for “Terabithia – et hemmeligt land”, “2:37”, “Severance”, “The Wicker Man”, “Loverboy” og Mel Gibsons “Apocalypto”. Derudover er der en i øvrigt ikke alt for velfungerende trailer for “Bobby” samt featuretten “Making of an American Epic”, der rummer interviews med både skuespillere og instruktør Emilio Estevez. Et noget ujævnt ekstramateriale, der godt kunne have budt på mere.

“Bobby” kunne have været et velafrettet billede af tiden omkring mordet på JFK’s yngre bror, senatoren Robert F. Kennedy. Desværre skurrer filmens klodsede moralprædiken for meget i øjnene, om end filmens underholdende momenter og væsentlige pointer ikke kan fornægtes.

Bobby

3 6
Robert Kennedys sidste døgnEmilio Estevez har hovedsagelig markeret sig som skuespiller, trods det faktum, at han allerede har instrueret tre spillefilm. Det er dog ti år siden han sad i instruktørstolen sidst, men med ensemble-dramaet “Bobby”, hvis omdrejningspunkt er den skæbnesvangre aften, hvor præsidentkandidat Robert Kennedy blev skudt, er Estevez tilbage igen. Filmen sørger over en skelsættende æra i amerikansk historie, og den historiske tyngde er svær ikke at blive grebet af, men når det kommer til de mange sammenflettede historier, som klippes sammen på kryds og tværs, er det mere så som så med relevansen.
I juni 1968 vandt ‘Bobby’ Kennedy overbevisende primærvalget i Californien, og aftenen for valgsejren fejredes på det eksklusive Hotel Ambassador i Los Angeles. Bobby var blevet et symbol for amerikanerne på det håb, som ikke kunne eller ville dø, trods mørke skyer af modgang i form af attentaterne på både hans bror, John F. Kennedy, og Martin Luther King. Med sin humanistiske varme og tro på ligheden blandt alle amerikanere, blev han i høj grad set som den sidste frelser, der kunne vende et årtis kaos, med Vietnam-krigen, raceuroligheder og ungdomsoprør, og føre USA sikkert fra teenageårenes turbulens ind i det stabile voksenliv. Få timer efter hans sidste tale på hotellet brast drømmen om håb, da han blev skudt. Tilbage stod landet med en følelse af, at det sidste lys var blevet slukket og havde efterladt USA i mørke – et mørke, som den dag i dag har efterladt tydelige ar.
“Bobby” fokuserer på det skelsættende døgn op til præsidentkandidatens død, og som ramme har Estevez valgt det glamourøse hotel, hvor valgkampagnen finder sted. Et væld af små sidehistorier væves ind og ud mellem hinanden, som vi efterhånden er vandt til i multi-plot film som “Short Cuts” og “Magnolia”. Der er den pensionerede dørmand, som spiller skak i lobbyen med sin kollega og mindes de gamle tider; hotellets direktør, der har en affære med én af opstillingsdamerne; køkkenets opvaskere og afryddere, som næsten kun tæller illegale mexicanske immigranter; den fallerede diva og hendes forsagte mand; Kennedys kampagnepersonale, der arbejder på højtryk i takt med, at meningsmålingerne tikker ind; og dem, som skulker, og i stedet flipper ud på LSD.
Der er plads til både de små dramaer, såvel som enkelte komiske optrin, men fælles for historierne er, at de på den ene eller anden måde skal kommentere på den sammenstilling af håb og usikkerhed, som netop den dag, men også perioden som helhed, var et udtryk for. Det lykkes delvis for filmen, men en del af de små historier synes desværre for påklistrede eller irrelevante. Om end to unge kampagnefrivilliges komiske syretrip kan siges at påtale en markant side af tidens eksperiment-trang og forsøg på eskapisme, så er episoden i bund og grund malplaceret.

Det er også så som så med Estevez’ subtilitet, både hvad angår personinstruktion og i manuskriptets tunge pointer. Det bliver simpelthen for didaktisk til at gå rent ind, og den overordnede historie – nemlig tidsbilledet og Bobby som symbol for et bedre USA – skæmmes desværre af det lidt for navlepillende drama. USA er nu engang bedst til at begræde dets egne problemer, og selvom omdrejningspunktet i “Bobby” netop er USA’s endelige tab af uskyld, så virker de mikroskopiske dramaer ikke relevante nok. Det vigtige og det trivielle balanceres lidt for klodset i sin helhed, og selvom der leveres solide præstationer blandt det effektive ensemble, er der langt op til Robert Altman. Et godt eksempel er filmens indlejrede upstairs/downstairs problematik mellem køkkenpersonalet og hotellets gæster, der ikke har den brod og finurlighed som “Gosford Park” mestrede til fulde med så få midler.

Når “Bobby” alligevel formår at berøre sit publikum, så skyldes det langt hen ad vejen det emotionelt eksplosive emne, som tiden genkalder sig. Der har sjældent været en periode i amerikansk kulturhistorie, der er mere betændt med ambivalente, latente og komplekse følelser, i lyset af 60’ernes turbulente omvæltninger. Filmen gør på glimrende vis brug af dokumentaroptagelser fra dengang, såvel som den rigtige Bobby Kennedys voice over i den skræmmende og stærke slutning, og det er genkaldelsen af disse virkelige hændelser, som formår at ruske op i de ellers knap så berørte følelser.


Trailers

Kort om filmen

Året er 1968. Krigen raser i Vietnam, Robert Kennedy holder sin famøse tale, hvor han siger, at USA aldrig kan vinde krigen. Studenteroprør lammer Paris, oprør ulmer i Prag, de sortes menneskeretsforkæmper, Martin Luther King, er netop blevet skudt, musicalen “Hair” sættes op i New York og Simon og Garfunkel ligger nr. 1 på hitlisterne med “Mrs. Robinson”.

Der er forandring og oprør i luften. Robert Kennedy stiller op som demokraternes præsidentkandidat, og skal holde et vigtigt konvent på The Ambassador Hotel i Los Angeles. Hele hotellet står på den anden ende, og vi følger 22 personer, som alle befinder sig på hotellet den dag. Der er den utro direktør, den pensionerede dørmand, som ikke kan slippe jobbet, to unge der er løbet hjemmefra, en alkoholiseret natklubsangerinde, to unge kampagnemedarbejdere som oplever deres første syretrip. 22 mennesker, hvis liv berøres dybt, da Kennedy brutalt bliver skudt ned på hotellet.