Bon appétit hr. præsident
Udgivet 3. jul 2013 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Danièle Mazet-Delpeuch var den første kvindelige kok for en fransk præsident. Fra 1988 til 1990 kokkererede hun for den aldrende Francois Mitterrand, der specifikt havde sendt bud efter den ikke helt unge trøffel-connaisseur Delpeuch. Løst baseret på hendes historie har den franske instruktør Christian Vincent skabt en meget sympatisk og ikke mindst mundvandsfremkaldende film, hvor maden – heriblandt profitrolles, trøfler og syndig sauce – spiller den altoverskyggende hovedrolle.
Men opgaven er ikke så ligetil. I præsidentpalæet på 55 Rue du Faubourg Saint-Honoré huserer også et helt kobbel fedtforskrækkede diætister og et storkøkken med en ilter chefkok, der ikke synes om Hortenses metoder. Ene kvinde må hun igen og igen kæmpe for sin plads i køkkenet.
Virkelighedens Danièle Mazet-Delpeuch pakkede efter knap to års tjeneste under Mitterrand kufferten og drog mod Antarktis for at arbejde som kok på en videnskabelig station på Crozetøerne. Den del af virkeligheden er det ikke lykkedes Christian Vincent, der har skrevet filmens manuskript sammen med Etienne Comar, at få integreret helt vellykket. I filmen opdager en australsk journalist og hendes kluntede kameramand tilfældigt, at Hortense arbejder på stationen. De jagter hende rundt på øen for at få et interview, men hele den del af filmen er ikke nær så engagerende eller velanrettet fortalt. Det er i præsidentpalæets køkken, hvor Hortense sagte siger opskrifter højt for sig selv, imens hun braiserer, hakker, koger og steger, at filmen succesfuldt charmerer sit publikum.
Gabriel Axels filmatisering af Karen Blixens “Babettes gæstebud” fra 1987 er vel den ultimative madfilm. Her går det overdådige, sensuelle og åndelige ganske enkelt op i en højere enhed. Christian Vincents “Bon appétit hr. Præsident” når langt fra samme, himmelske højder, men han iscenesætter med en umiskendelig glæde ved mad, der bestemt er smittende. Madører vil slikke sig sultent om munden ved synet af Hortenses fortryllende frembringelser: Ristet, smørdryppende brød med skivede, sorte trøfler, kålfarseret laks og ikke mindst dessertdrømmen Gâteau St. Honoré. Ja, det er rendyrket madporno og fransk feel good. Men der skal jo også være plads til at synde lidt en gang imellem.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet