Born to Lose: Lorenzo Woodrose

InstruktionPalle Demant

Længde80 min

GenreDokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen02/12/2015


Anmeldelse

Born to Lose: Lorenzo Woodrose

5 6
Hverdagens helt

Fra første scene cementeres det, at hovedpersonen, Lorenzo Woodrose, er i modvind. Woodrose, der kun går i denim, er på svampejagt og på vej over et hegn, da han vælter pladask med snuden i græsset. Han har tydelige abstinenser og tømmermænd fra aftenen før. Det er ikke let at være rockstjerne.

Det borgerlige navn lyder Uffe Lorenzen, og igennem 20 år har han været dansk undergrundsrocks ledende stjerne. Blandt andet med bands som Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, rodfæstet i 70’ernes psykedeliske bevægelse. Rock’n’roll-livet har i mellemtiden sat sine spor i musikeren, der til trods for et velplejet skæg ikke kan skjule sit forbrug af stoffer og alkohol. Men han forsøger heller ikke. Lorenzo Woodrose er en dinosaur i den verden, vi kender. Han pisser på tidens konventioner om helse og medieopmærksomhed. ”Det er baggården, der er hyggeligst,” som han siger, da han skal ud og ryge til Danish Music Awards, hvor han i virkeligheden ikke gider være.

Vi kommer helt tæt på rockmusikeren, både fysisk og mentalt. Når han fylder sig med syre, når han sveder, når han urinerer. Men også når han reflekterer, længes og sørger. For syrerockeren Uffe er blot et menneske – og portrætteres sådan. Det gør dokumentarfilmen vedkommende, selv hvis man er fremmed for musikken. “Born to Lose” er gennemsyret af en sjælden, dokumentarisk ærlighed, baseret på Palle Demants godt fire års råmateriale. Den debuterende instruktør kommer elegant uden om musikdokumentarens klichéer om storhed og fald og koncentrerer sig i stedet om hverdagens kamp for musikeren. Med tryk på hverdag.

Nok er vi med på Orange Scene på Roskilde Festival, men hovedvægten er dagligdagen i øvelokalet, hvor øl-automaten – til stor irritation – er tom, eller lejligheden, hvor pladerne vendes, brødet ristes, og den to meter høje kæmpe dejser om. Fuld og skæv. Bunden nås til en Baby Woodrose-koncert i provinsen, hvor kun 23 mennesker er mødt op. Nogle fordrukne bonderøve overøser forsangeren med komplimenter, mens han kæmper for ikke at tabe ansigt. Øjeblikket er lidet flatterende, men uforstilt, og viser mere end noget andet Woodroses ofring for kunsten.

Det mærkes, at Demant har villet dække den kreative proces så autentisk som muligt. Ikke mindst at han selv er musiker og dermed har investeret så meget mere i det personlige drama. Dog koger ambitionerne over, når lyddesignet er trukket igennem en Space Echo-maskine fra 70’erne, efter sigende for at være tro mod Baby Woodroses og Spids Nøgenhats analoge produktioner. Det lyder simpelthen som sjusket lydarbejde.

“Born to Lose” falder i slipstrømmen af årets mange musikfilm. Her hører den til blandt de bedste. Måske fordi den netop ikke har nogen intention om at idolisere kunstneren. Nærmere musikken. I det musiske rum ophæves virkelighedens åg, som Lorenzo Woodrose tynges af, når ikke han spiller. Det er den historie, instruktøren vil fortælle. At vi alle er på flugt fra livets realiteter, men at der findes et helle, ikke bare i musikken, men i kunsten generelt. Det er befriende med en film som “Born to Lose” i en tid, der i høj grad skriger born to win.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Når man bruger det meste af sin tid på øl, tjald og rockmusik er vejen til berømmelse svær og måske endda uønsket. I hvert fald hvis man er forsanger i Spids Nøgenhat og hedder Lorenzo ‘Guf’ Woodrose. Med ungdommen bag sig, sigter Lorenzo mod den svære balance imellem bred anerkendelse og ukonventionel integritet. For hvordan får man lov til at være fast forankret i 70’ernes psykedeliske musikscene i en tid, der var ovre før man blev født?

“Born to Lose” er et portræt af Danmarks mest hårdnakkede, men samtidig godhjertede syrerocker, der hellere vil ryge en bønne med vennerne end at mænge sig med det gode selskab.