Like a Boss

Der findes efterhånden så mange tv-føljetoner om den politiske krigsførelse i magtens korridorer, at en serie virkelig skal gøre en brav indsats for at skille sig ud fra mængden. Det gør “Boss” bare ved at have Kelsey Grammer i hovedrollen som en kynisk, fandenivoldsk borgmester. Ja, den samme Grammer, som i årevis tvang millioner af lattermuskler på overarbejde i rollen som den spøgefulde Frasier Crane i komedieserierne “Sams bar” og “Frasier”. Der er til gengæld ikke meget at grine af her i den alvorsfulde “Boss”, som boltrer sig i moralsk fordærv og skruppelløse mennesker, hvorfor det må betragtes som en kæmpe bedrift, at serien alligevel formår at holde seeren i et jerngreb mere eller mindre fra start til slut.

Allerede under føljetonens første scene fornemmer man, at der ikke er tale om nogen konventionel tv-serie. Her sætter Chicago-borgmesteren Tom Kane sig til rette på en faldefærdig taburet i en efterladt hal, hvorefter han får at vide, at han lider af en sjælden neurologisk sygdom, som vil tage livet af ham inden for 3-5 år. Derudover vil han snart begynde at hallucinere og miste både hukommelsen og kontrollen over sin krop. Det dvælende kamera (som i øvrigt betjenes af danske Kasper Tuxen) lader os inspicere hver eneste subtile, skælvende bevægelse på Grammers forpinte ansigt, før han vandrer målrettet ud af bygningen og prompte bryder sammen udenfor.

Seriens persongalleri er spækket med interessante eksistenser, men Kane er seriens primus motor, og netop hans livstruende sygdom bliver katalysatoren for næsten alt, der sker i seriens første sæson. Borgmesteren har en masse skeletter i skabet, som serien løbende løfter sløret for. Han er stædig, fuldkommen kompromisløs og tilmed så sikker på sin egen magtposition, at han ikke engang er bange for at levere en uhyggelig magtdemonstration ved at hive i øret på et skrigende byrådsmedlem foran sine rådgivere. Men sygdommen tvinger Kane til at reflektere over fortidens mange unoder og til at forsøge at række ud til sin forsømte datter og kæmpe for at efterlade et ærværdigt eftermæle.

Grammers Golden Globe-belønnede præstation er sensationel. Jeg skiftevis foragtede og beundrede Kane hele vejen igennem sæsonens otte afsnit, for selvom Kane gentagende gange tager frygtelige metoder i brug for at bevare sin kongekrone, så lader Grammer os ofte ane den dybt begravede anstændighed og medmenneskelighed, som simrer svagt bag borgmesterens iskolde facade. ”Jeg er et ondt menneske, der har gjort nogle fucking onde ting” konstaterer Kane selv tidligt i sæsonen, og det er svært ikke at tænke på Michael Corleones tragiske transformation i “The Godfather”, for ligesom den engang så uskyldige Corleone kan Kane ikke undgå at blive trukket ned i udydens afgrund, når han prøver at kæmpe sig frem mod lyset. Der er simpelthen for meget på spil til, at Kane kan slippe speederen, og som tilskuer er man selv i tvivl om, hvorvidt Chicago er bedre stillet med en af Kanes koldblodige konkurrenter.

Skillelinjen mellem det rigtige og det forkerte er et gennemgående tema i “Boss”, og det er en knivsæg, som samtlige karakterer bevæger sig usikkert på. Journalisten Sam Miller (en superb Troy Garity) funderer over, om det er værd at sætte karrieren på spil for at kulegrave Kanes blakkede baggrund. Kanes smukke assistent, Kitty (“Beverly Hills 90210”-stjernen Kathleen Robertson, som demonstrerer et hidtil uset og stort skuespiltalent) er splittet mellem sin tiltrækning til en ung, idealistisk guvernørkandidat, Ben Zajac (som selv får sat sin loyalitet på prøve), og hendes respekt til sit arbejde og Zajacs familie. Og Kanes hustru (danske Connie Nielsen, solid som altid) er man aldrig helt sikker på, hvor man har. Jeg ville dog gerne have set lidt mere til Kanes datter – det virker ikke, som om hun har interesseret manuskriptforfatterne synderligt, for hun forbliver en noget udefineret figur, som hovedsageligt flyver rundt i ring i plottets periferi.

Disse mænd og kvinder er sjældent særligt elskværdige, men de er konstant fascinerende, og man ender hurtigt med enten at tiljuble deres magtkamp eller krydse samtlige fingre for, at de bryder sammen. Ligesom et klassisk Shakespeare-stykke er “Boss” gennemsyret af forræderi, snigløb, utroskab og magtmisbrug, og det kan være hårdt at se på, men det er unægtelig uhyre gribende, og det engelske koryfæ havde formentlig elsket sæsonens storladne, tragiske coda – hvilken mavepuster!

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. “Boss” har et meget køligt, nedtonet look, som går perfekt i spænd med seriens realismebetonede drama. Derfor bør man ikke forvente lækre, sprudlende farver – nuancerne fremstår generelt drænede og blege, men gudskelov aldrig direkte unaturlige. Hudfarverne er eksempelvis altid naturtro. Mange af scenerne foregår om natten eller i dunkle lokaler, men man fornemmer aldrig, at vigtige detaljer går tabt i mørket. Når fotograferne ikke bevidst leger med skarpheden, er billedet knivskarpt, og jeg bemærkede aldrig banding, edge-enhancement eller udtværing. Jeg kan godt lide seriens look, og det look gengives altså fornemt her på dvd.

Audio

Seriens lydside bærer mere præg af filmmagernes nærmest dokumentariske tilgang til æstetikken end billedsiden. Det er ofte tydeligt, at lyden ikke er blevet efterbehandlet, og selvom lydbilledet derfor ofte virker meget autentisk, så svinger replikkernes klarhed ofte enormt – i en enkelt udendørsscene på et tag i afsnit 2 var det praktisk talt umuligt for mig at forstå, hvad det blev sagt. Andre gange er det tydeligt, at man har eftersynkroniseret replikkerne, fordi råmaterialet formentlig var for støjfyldt. Men for det meste er dialogen altså tydelig, og udgivelsens Dolby Digital 5.1-lydspor disker også op med enkelte mindeværdige momenter, der fornemt udnytter samtlige kanaler, såsom da borgmesteren drømmer om nogle arrige, højtvrinskende heste i begyndelsen af afsnit 3. Oftest savner man dog mere aktivitet i baghøjtalerne.

I afsnit 7 forekommer der i øvrigt nogle forunderlige og distraherende spring i lydniveauet – i en enkelt dialogscene talte en mand, som om han stod lige foran mikrofonen, mens det lød, som om Connie Nielsen (som ellers sad lige over for manden), befandt sig 20 meter væk fra kameralinsen. Underteksterne er i øvrigt ofte besynderlige – jeg oplevede bl.a., at “she” blev oversat til “han”, at “weeks” blev oversat til “måneder”, og at “they give a shit” blev oversat til sin diametrale modsætning: “De er ligeglade”. Det er ærgerligt, at seere, der udelukkende læner sig op ad underteksterne, ofte får en direkte misvisende idé om, hvad der egentlig bliver sagt.

Ekstramateriale

Ud over sæsonens otte afsnit rummer udgivelsen desværre blot én dokumentar, “The Mayor and His Maker”, som varer sølle 16 minutter. Her taler hovedrolleindehaver Kelsey Grammer og seriens skaber, Farhad Safinia, bl.a. om deres fælles forkærlighed for Shakespeare, deres første møde og de forskellige byer, som de overvejede at bruge som location, før de besluttede sig for, at historien skulle udspille sig i Chicago. Desværre er her ingen af de kommentarspor, som befinder sig på den amerikanske udgave dvd-udgivelse.